Nye studiemiljøer på Aarhus BSS i Herning
Studiemiljøerne på AU Herning er blevet opgraderet og gjort mere attraktive for de studerende på business- og ingeniøruddannelserne.

Gennem mere end et år har Aarhus BSS arbejdet på at forbedre de fysiske rammer på Campus Herning for at skabe et bedre studie- og arbejdsmiljø, og nu er faciliteterne klar til at blive taget i brug.
Indtil nu har de studerende i Herning været både i den centrale campus og i ”Innovatorium” på den modsatte side af vejen, hvor Business Factory har holdt til med deres start-up projekter.
Ombygningerne giver mere liv på campus
Business Factory er nu rykket ind i det tidligere bibliotek, som i stedet er flyttet en etage ned, hvor det er synligt og let tilgængeligt helt centralt i huset. Studieaktiviteterne er dermed blevet samlet i færre bygninger.
Derudover er der kommet ny studenterbar, og kantinen er blevet delt ind i mindre sektioner for at gøre rammerne mere intime og skabe mere variation. Endelig er it-service nu flyttet sammen med de andre studenterrettede, administrative funktioner – samme sted som studievejledningen.
”Vi er rigtig glade for de nye rammer, som giver mulighed for meget mere liv på campus samtidig med, at vi nu har fået større nærhed til alle funktioner,” fortæller institutleder Anders Frederiksen.
Alt i alt har ombygningerne givet et mere samlet studiemiljø med flere hyggelige zoner til ophold og studieaktiviteter samt mere liv og aktivitet på campus.
Onsdag den 19. februar var der officiel indvielse af de nye faciliteter.