Personaleforeningen - bestyrelsesmøde 29/11 2012

Til stede: Amin Alavi, Jonas Kretzschmar Fink, Laura Hammerschmidt Jensen, Svend Søborg, Annette Agerdal-Hjermind og Jacob Jensen (referent)

Afbud: Kim Lilholt Ruggaard

 

Dagsorden:

1)      Support fra AU til personaleforeninger

Det blev i november meldt ud, at personaleforeninger ikke længere måtte bruge AU’s webshop, men dekan Svend Hylleberg har diskuteret sagen med universitetsdirektøren, og beslutningen er blevet ændret, så BSS’ personaleforening fremover fortsat kan bruge webshoppen til tilmelding og betaling af arrangementer samt betaling af kontingenter for studentermedhjælpere, deltidsansatte og pensionister.

2)      Status på arrangementer efteråret 2012

Personaleforeningen har gennemført 5 arrangementer (ud over fredagsøl i Klubben sidste fredag i hver måned):

  • 13/9: Golf for dummies
  • 28/9: Filmaften: Wes Andersons ”Moonrise Kingdom”
  • 8/11: ARoS-arrangement - Munch udstilling
  • 27/11: Italiensk vinsmagning
  • 8/12: Juletræsfest

Desuden forsøgte foreningen at arrangere ølforedrag og -smagning samt en udflugt til Graceland i Randers, men begge arrangementer måtte aflyses pga. for få tilmeldinger.

3)      Foreløbig plan for arrangementer vinter/forår 2013

Bestyrelsen besluttede foreløbig at lave disse arrangementer frem til generalforsamlingen i marts:

  • Gløgg i Klubben en kold aften i december eller januar (Svend arrangerer)
  • Ultimo januar: Gentagelse af Munch-arrangement pga. stor interesse (Laura og Annette arrangerer)
  • Ultimo februar: Meditationsarrangement (Amin arrangerer)
  • 26/3: Generalforsamling med ølforedrag og -smagning (Jacob arrangerer)

Desuden ligger datoerne for de traditionelle familiearrangementer allerede fast:

  • 20/6: Klovn og is
  • 14/12: Juletræsfest 2013

Andre arrangementer på idélisten er:

  • Havnerundfart på Aarhus-bugten med Searangers.dk (Vibeke Vrang)
  • Udflugt til Mols Bjerge, ridning + naturguide (Jacob/Mette Gebauer)
  • Besøg på væddeløbsbanen (Jacob/Tina Lindhardt)
  • Aften i svømmehallen ”Spanien” (Svend)
  • Prøvekørsel af elbiler, ”Betterplace”/elbiler som firmabiler – afventer AU-beslutning om indkøb af firmabiler (Svend)
  • Storskærmsarrangementer i den nye S-bygning, f.eks. fodbold (Svend)
  • Tur til hal med Segway-kørsel (Lone Wraa)
  • Sportsdag hos RIB-it: klatring i tårn, cross-cykel, RIB-transport til Tunø, svømning, løb, spisning, sejltur hjem (Henrik Thomsen)
  • Game Night hos Rezultat med Formel 1, Battlestation og flysimulation (Corey Morris)
  • Wellness-arrangement for kvinder + mande-arrangement hos Skovbakken Svømning (Lars Johannsen)
  • Cykelvedligeholdelses og -reparationskursus, Dansk Cyklist Forbund (Leila Trapp)
  • "Slagtebænk Dybbøl"-foredrag med "bestseller"-forfatteren Tom Buk-Swienty og evt. udflugt til området (Peter Løchte Jørgensen)
  • Sommer-/grillfest evt. i forbindelse med ”tour de chambre”/besøgsrunde på de forskellige BSS-lokationer (Svend/Kim)
  • Mini-rejse: Weekendtur til London, skitur, julemarked i Hamborg e.l.

4)      Andet

Bestyrelsen diskuterede, hvordan der bedst kan rekrutteres kolleger fra hele BSS. Foreningen gør løbende opmærksom på aktiviteter gennem BSS’ interne nyhedsbrev til medarbejdere, og det har også været forsøgt at komme på besøg på institutmøder for at præsentere foreningen, men det har der kun været mulighed for på få institutter. Der var enighed om, at det er via personlige kontakter og gennem ambassadører/via ”word of mouth”, der bedst kan rekrutteres nye medlemmer. Annette vil forsøge at sprede budskabet til kolleger på Institut for Statskundskab, og Svend vil kontakte kolleger på Institut for Psykologi. Jacob vil desuden forsøge at bringe Personaleforening på dagsorden på et kommende funktionschefmøde på BSS, hvor institutternes sekretariatsledere er samlet. Annette vil også forsøge at finde studerende, der kan bruge foreningens udfordring som case og lave en markedsføringsstrategi for foreningen.

Svend fortalte, at der er stort pres på ARoS-kortene, og det ene kort er forsvundet. Svend vil kontakte ARoS for at få et erstatningskort, og når foreningens ARoS-medlemskabet skal fornys for 2013 vil Jacob bestille 3 ekstra kort, så foreningen i alt får 6 kort, der kan lånes af medlemmer.

Endelig blev det diskuteret, at nogle medlemmer har inviteret kolleger med som gæster til arrangementer, selv om kollegerne lige så godt selv kunne være blevet medlem af foreningen og deltage i arrangementet som medlemmer selv. Ved markedsføring af arrangementer i fremtiden vil vi gøre opmærksom på, at medlemmer max kan invitere 1 gæst med, og at kolleger ikke kan tages med som gæster.