Del aldrig dit login

Her får du tips til, hvordan du beskytter dine data og loginoplysninger.


Pas godt på dine loginoplysninger

Dine loginoplysninger, i form af dine brugernavne og adgangskoder, er den lås vi sætter på systemer og webtjenester for at sikre, at uvedkommende ikke får adgang. Men den lås virker kun, hvis man passer godt på den.

Loginoplysninger er personlige og må ikke deles med andre. Du må ikke skrive dem ned, og du skal sørge for at lave adgangskoder, som er svære at gætte.

Har du mistanke om, at andre kender dine loginoplysninger eller på andre måde er blevet kompromitteret, skal du straks skifte din adgangskode.

Vær særlig omhyggelig med AU-adgangskoder

Adgangskoder, som du bruger på AU, skal ikke bruges på andre systemer. Se mere om AU-koder.

Gode råd om loginoplysninger og identitetsbeskyttelse

Hold dine loginoplysninger for dig selv

Myndigheder, banker eller reelle virksomheder vil aldrig bede dig om at udlevere brugernavne, adgangskoder eller MitID-oplysninger via mail, SMS eller lignende. Bliver du bedt om at gøre det, er der grund til at være på vagt.

Se mere om, hvordan du spotter phishingforsøg.

Lav stærke adgangskoder og husk dem

  • En adgangskode skal være stærk. Du skal sørge for at din adgangskode ikke kan gættes nemt.
  • En adgangskode bør ikke indeholde personlige oplysninger. Mange bruger fødselsdatoer, navne, adresser og lignende som adgangskode, men de er relativt nemme at gætte for personer med skumle hensigter.
  • Du kan danne og huske en adgangskode ud fra fx en sætning eller en passphrase.

Adgangskode ud fra sætninger

  • Det er nemmere at huske en sætning end en tilfældig rækkefølge af bogstaver, tal, specialtegn mv. Det kan du udnytte til at lave en adgangskode som en række af tegn, der bygger på en sætning. Fx Lauritz har været Rektor på Aarhus Universitet i mere end 4 år. Denne sætning kan fx omsættes til følgende adgangskode: LhvRpAU>4aar.
  • Uden huskesætningen ville denne adgangskode formentlig være tæt på umuligt at huske, men med huskesætningen bliver det pludseligt muligt at huske.
  • Du kan udvide systemet ved fx at erstatte bestemte bogstaver med tal eller specialtegn. Fx $ i stedet for S.

Adgangskode = passphrase

  • Du kan også bruge passphrases som adgangskode. Dvs. hele sætninger som kodeord.
    Fx Peter har 1 gul Volvo, men den ser brun ud. 
  • Denne passphase udemærker sig ved at være relativt let at huske, rimeligt komplekst, svært at gætte og så langt, at det i praksis ikke kan lade sig gøre at prøve sig frem.
  • Ulempen er, at ikke alle systemer understøtter passphrases. 
  • Det kan ofte løses ved at fjerne "mellemrum" og andre ikke "normale" tegn, så sætningen i stedet bliver Peterhar1gulVolvomendenserbrunud.
  • Hvis det er muligt at benytte passphrases, skal man være opmærksom på ikke at benytte passphrases som er "nemme" at gætte, fx "Ole sad på 1 knold og sang". Berømte citater, kendte sange o.lign. findes sandsynligvis på hackernes passphrase lister, og dermed bliver det nemmere at gætte.

Skift adgangskoder, der ikke er hemmelige

Får du den mindste mistanke om, at uvedkommende har fået kendskab til din adgangskode, skal du straks skifte den.

AU holder automatisk øje med offentliggjorte læk af dit primære brugerlogin på AU.

Vil du tjekke om dine private adgangskoder er blevet lækket, kan du tjekke det på hjemmesiden haveibeenpwned.com.


Skift din adgangskode

Er du i tvivl om din adgangskode er god nok?

Se her, hvordan du skifter den.


Visninger