20 år efter tsunamien: Katastrofens arv er et stærkt internationalt beredskab
Retsodontolog Dorthe Arenholt Bindslev fra Aarhus Universitet var med til at registrere og identificere savnede og døde efter tsunamien, som i julen 2004 ramte Thailand og andre lande omkring Det Indiske Ocean. På nær én blev alle 46 omkomne danskere identificeret. Mere end 225.000 mennesker mistede livet ved katastrofen.
Der er en oplevelse, som står stærkt i erindringen hos retsodontolog Dorthe Arenholt Bindslev.
Hun er som retsodontolog ved Aarhus Universitet udsendt som del af det internationale katastrofeberedskab, der bistod Thailand med at registrere og identificere de mange omkomne efter katastrofen 2. juledag i 2004.
Nu står hun selv på den thailandske ø Phuket i januar i 2005. Netop hér, hvor mange danskere var på ferie, da den dødbringende bølge skyllede ind over Thailands kyster.
”Selv om jeg mentalt var forberedt på, hvad jeg kom ud til, er det ødelæggelsernes omfang, som slår mig. Mange bygninger langs strandene er smadrede til pindebrænde, og der lå store både, som var slynget flere hundrede meter op på land af de massive vandmasser. Blandt dem gik mennesker planløst rundt, stadig søgende efter deres savnede pårørende – selv flere uger efter tsunamien. Da gik det for alvor gik op for mig, hvor enorm katastrofens omfang var”, fortæller Dorthe Arenholt Bindslev.
Identifikation begyndte i Danmark
Myndighederne i Danmark blev 2. juledag 2004 hurtigt klar over, at der var et ukendt antal danskere blandt ofrene for tsunamien, og det danske katastrofeberedskab blev aktiveret.
I de første uger arbejdede Dorthe Arenholt Bindslev med at registrere oplysninger om de savnede danskere.
Det foregik i Danmark i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet og Rigspolitiet. Dorthe Arenholt Bindslev indsamlede tandlægejournaler for de savnede og systematiserede oplysninger, som herefter blev sendt til katastrofeområderne, hvor de omkomne blev undersøgt. Målet var at udarbejde signalementer på de omkomne, som kunne sammenlignes med oplysninger om de savnede.
De danske registre med sundhedsdata og tandoplysninger blev et væsentligt redskab i bestræbelserne på at identificere de omkomne. Omkring halvdelen af de omkomne blev hovedsagelig identificeret via tandoplysninger, og i yderligere 30 procent var tandoplysningerne et væsentligt bidrag til identifikationerne.
”Danmark har i årtier haft en velorganiseret børne- og voksentandpleje med detaljerede journaler og røntgenbilleder. Det materiale fik afgørende betydning for identifikationsgrundlaget, og det viste sig, at vi på det område var langt bedre stillet end mange andre lande”, fortæller Dorthe Arenholt Bindslev.
Et effektivt beredskab
Da hun selv ankom til katastrofeområdet i Thailand i slutningen af januar, indtrådte hun i det internationale team, der registrerede og analyserede fund på de afdøde. Computerprogrammet blev systematisk fodret med såkaldte post-mortem-oplysninger, hvorefter søgemaskinerne forsøgte at matche mellem informationer på omkomne og savnede. Et langsommeligt, men effektivt arbejde, husker Dorthe Arenholt Bindslev.
Trods omfanget af tragedien lykkedes det at identificere 45 ud af 46 danske ofre. Kun én dansker blev aldrig fundet.
”Det er utroligt, når man tænker på, hvor stort kaosset var”, siger Dorthe Arenholt Bindslev.
For hende står oplevelsen som et vidnesbyrd om, hvad internationalt samarbejde kan opnå – selv under de mest ekstreme forhold.
Tsunamien afstedkom en forbedret struktur for katastrofehåndtering. Interpol har udviklet mere strukturerede systemer til identifikation, og Danmark har indført ’Danskerlisten’ – en mulighed for at registrere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside, når man rejser udenlands. Det forbedrer chancen for at finde danske borgere i udlandet, hvis katastrofen rammer.
”Det var imponerende at opleve, hvordan nationerne samlede sig om at løse en så kompleks opgave. Vi lærte enormt meget af situationen. Den har ændret måden, vi arbejder på, og verden er bedre forberedt, hvis en lignende katastrofe skulle ske”, siger Dorthe Arenholt Bindslev.
Hun var selv udsendt til Thailand i to omgange, og de sidste danske beredskabsudsendte kom hjem i april 2005.
Retsodontologen fra Aarhus Universitet er ikke i tvivl om, at oplevelserne i Thailand for 20 år siden har præget hende for livet.
"Det plager mig ikke, men jeg bærer det med mig, fordi det var så voldsomt. Samtidig ligger der også en styrke i at have været et lille hjul i et stort maskineri, der fungerede godt. Oplevelsen har givet mig både faglig og mental ballast," fortæller Dorthe Arenholt Bindslev.
Fakta
Tsunamien i Det Indiske Ocean fandt sted den 26. december 2004 og blev udløst af et jordskælv med en styrke på 9,1-9,3 ud for Sumatras kyst. Tsunamien ramte 14 lande og forårsagede enorme ødelæggelser, især i Indonesien, Sri Lanka, Thailand og Indien. Mere end 225.000 mennesker mistede livet.
Kontakt:
Retsodontolog, specialtandlæge, ph.d., professor emerita Dorthe Arenholt Bindslev
Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet
Mail: dbindslev@forens.au.dk
M: 20 26 51 92