Nyt om Pure

Nyt: Automatisk oprettelse af ph.d.-afhandlinger i Pure

Nu kommer metadata på AU-afhandlinger automatisk ind i Pure, så vi får en komplet oversigt over ph.d.-titler og forfattere fra 2020 og frem.

Med det nye tiltag sikrer vi synliggørelsen af den nyeste forskning fra Aarhus Universitet. Samtidig erstatter vi en hidtil fragmenteret og manuel indsats på tværs af AU med en automatiseret og strømlinet løsning, der sikrer et fuldstændigt dataoverblik. 

Afhandlingen vises på forfatterens og vejlederes profiler 

Registreringen sker ved, at Pure får data om tildelte grader fra ph.d.-skolernes system og synliggør dem på forfatterens og vejledernes Pure-profiler og personlige hjemmesider. 

De viste data er titel, forfatter, institut, dato (for tildeling af grad) og interne AU-vejledere. 

Det er kun metadata om afhandlingen, der registreres i Pure. Selve afhandlingen bliver altså ikke automatisk tilføjet, men det kan efterfølgende gøres manuelt af forfatteren selv, af en sekretær eller af Pure-teamet, hvis forfatteren ønsker det og har offentliggørelsesretten. Det samme gælder yderligere informationer som eventuelle links, eksterne vejledere og relateret Pure-indhold (fx ph.d.-projekt, andre publikationer mv.).  

Automatisering sikrer gode data og reducerer manuelt arbejde 

Den nye praksis betyder, at den ph.d.-studerende ikke selv skal registrere sin afhandling fremover. Eventuelle dubletter vil blive håndteret løbende, ligesom stavefejl og andre rettelser kan klares manuelt.

For at kunne opdele afhandlingerne til bl.a. afrapporteringsformål, har vi oprettet en ph.d.-bogserie i Pure for hvert institut. Det er ikke en officiel bogserie med ISSN-nummer, men den kan bruges af Pure-rapportører i oversigter til institutterne. 

Vores vejledning er opdateret, og hvis du har spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte pure@au.dk