Æresdoktor 2021: Professor Peter L. Tyack (Faculty of Natural Sciences and Faculty of Technical Sciences)

Visninger

Peter L. Tyack (født 1953) er professor i havpattedyrsbiologi ved University of St Andrews, Skotland og Senior Scientist ved Woods Hole Oceanographic Institution, USA. Han er verdens førende ekspert i, hvad menneskeskabt støj betyder for havpattedyrs adfærd og kommunikation. Peter L. Tyacks forskning og hans insisteren på, at beslutninger skal baseres på solid videnskab, har enorm betydning uden for universitetets mure. Han har flere gange vidnet i den amerikanske kongres, rådgivet og ledet adskillige regeringsorganer og NGO’er, og hans forskning har kritisk formet gennemførelsen af ​​støjbekæmpelse og lovgivning globalt.

Peter L. Tyack er en fremragende kommunikator og har formidlet sin forskning i blandt andet National Geographic Magazine, TedTalks og adskillige tv- og radiodokumentarer. De stigende menneskelige indgreb i havmiljøet giver Peter L. Tyacks forskning betydelig opmærksomhed fra både det globale videnssamfund og pressen.

I mere end 30 år har Peter L. Tyack samarbejdet med Aarhus Universitet. Det drejer sig især om forsknings- og uddannelsessamarbejder med Institut for Biologi. P.t. udmønter samarbejdet sig i et stort forskningsprojekt finansieret af den amerikanske flåde, der skal afdække, hvordan tandhvaler opfatter ekkoinformation.

Se professor Peter L. Tyacks hjemmeside