Bliv mentor for en studerende

Mentor100-programmet giver hvert år 100 kandidatstuderende på tværs af Aarhus BSS mulighed for intensiv personlig sparring på tærsklen til deres karriere. Programmet kan i år fejre 10 års jubilæum og henvender sig til alle studieretninger på Aarhus BSS ligesom alle ansatte alumner fra Aarhus BSS kan melde sig som mentor.

Mentorforløbet byder på tæt dialog og sparring. Foto: AU Foto

Aarhus BSS har mange forskellige tilbud til studerende, som står på tærsklen af deres karriere og er usikre på, hvad der venter dem efter studierne. Et af disse tilbud er Mentor100 programmet, som i år kan fejre 10-års jubilæum. Hvert år får 100 kandidatstuderende gennem programmet hjælp og sparring fra en nøje udvalgt mentor, som er alumne fra Aarhus BSS. Formålet er at gøre studerende fra alle studieretninger på Aarhus BSS klar til karrieren både fagligt og personligt, fortæller Susanne Søes Hejlsvig, som er ansvarlig for Mentor100-programmet hos Aarhus BSS Career and Alumni:

”Mentor100 er et rigtigt godt tilbud til alle studerende på Aarhus BSS, og det er med til at sende dem godt ud i verden. Gennem tæt dialog med en erfaren og uvildig mentor får de studerende hjælp og støtte i en udfordrende periode, hvor de er usikre på en masse ting. Og det er noget man kan bruge, uanset om man er jura-, psykologi- , kommunikations eller økonomistuderende.”

Hvad kan du gøre?

Som VIP eller TAP-ansat hos Aarhus BSS har du også mulighed for at blive mentor. Det kræver kun, at du er alumne fra Aarhus BSS - altså uddannet fra det tidligere Samfundsvidenskabelige Fakultet eller det tidligere Handelshøjskolen -, at du har min. to års erhvervserfaring og selvfølgelig, at du brænder for at vejlede – og ikke kun rent fagligt. I mentorforløbet er den personlige vejledning også vigtig, ligesom mentor og mentee indgår som ligeværdige partnere i samarbejdet. 

Dennis Arnsbæk, som er Communications Manager hos Aarhus BSS Career and Alumni, fungerer lige nu som mentor, og han er sikker på, at han får ligeså meget ud af forløbet som sin mentee:

”For mig er det en stor oplevelse at få lov at hjælpe en studerende godt på vej og give min erfaring videre,” fortæller han. ”Jeg kan genkende mange af min mentees udfordringer og føler faktisk, at jeg hjælper en yngre udgave af mig selv. Man kommer omkring en masse forskellige emner, og jeg lærer derfor en masse om et mere personligt vejledningsforløb.”

Praktisk info om Mentor100

Mentor100 programmet finder sted fra oktober til juni og består af ca. 7 personlige møder mellem mentor og mentee og ca. 3-4 fælles inspirationsarrangementer.  Ansøgningsfristen for dette års mentorer er d. 1. juni.

Læs mere om mentorprogrammet.

For yderligere information kontakt:

Susanne Søes Hejlsvig
Career Development Manager

Mail:sush@au.dk 
Dir. tlf.: 4587152354
Mobil: 4523716816