En uddannelse vender hjem

Det giver rigtig god mening at lytte til behovet hos aftagere og det lokale erhvervsliv – særligt når man tilrettelægger uddannelser. På BTECH har en tæt dialog med lokale samarbejdspartnere netop ført til, at HD-uddannelsen i Finansiel Rådgivning vender tilbage til instituttet fra næste semester.

08.05.2017 | Sinne B. Jakobsen

Beslutningen er et godt eksempel på at dialog skaber resultater. Foto: AU Foto

Det var et konkret forslag fra et aftagerråd om at flytte HD-uddannelsen i Finansiel Rådgivning fra Aarhus til Herning, der i efteråret 2016 satte gang i tankerne hos studieleder på BTECH Jan Laursen og prodekan med særlige opgaver Peder Østergaard. Forslaget er nu mundet ud i beslutningen om, at uddannelsen fra efteråret 2017 igen udbydes i Herning efter mange år med faldende tilmeldingstal i Aarhus.

Ifølge Jan Laursen og Peder Østergaard, der har udviklingen af HD-uddannelsen som særligt ansvarsområde, er beslutningen et godt eksempel på, at tæt dialog med centrale samarbejdspartnere kan give konkrete resultater. Siden sidste efterår har de nemlig sammen besøgt en række små og mellemstore pengeinstitutter i Midt-og Vestjylland, og det er denne dialog, der nu har båret frugt:

”I vores samtaler med de forskellige pengeinstitutter kunne vi tydeligt høre, at der af flere grunde er en konkret efterspørgsel på en finansiel rådgivningsuddannelse i netop dette geografiske område,” fortæller Jan Laursen. ”Ved at lytte til en bestemt sektor har vi altså kunne afdække et behov hos vores aftagere. Vi har nu handlet på dette behov og truffet en konkret beslutning, som vi mener er den helt rigtige for den specifikke uddannelse”.

Tæt dialog giver indsigt

Peder Østergaard er heller ikke i tvivl om, at man som uddannelsesinstitution bør have løbende og tæt dialog med aftagerne - ikke mindst på efter-og videreuddannelsesområdet. Dialogen danner nemlig grundlag for fagligt velfunderede beslutninger, som tager højde for den virkelighed, som aftagerne opererer i:

”Det giver os en stor viden og indsigt, når vi kommer ind i maskinrummet hos virksomheder og organisationer. hører om deres behov og hvad der rører sig,” siger han. ”Gennem dialog kan vi skabe de bedste rammer for vores uddannelser, og sikre, at de opfylder efterspørgslen i samfundet. Vi har i denne proces desuden oplevet en fantastisk åbenhed og entusiasme fra de involverede aftagere, og det er tydeligt, at dialogen kommer begge parter til gode.”

Der er ansøgningsfrist til HD-uddannelsen d. 1. juni. Her vil det vise sig, om flytningen af uddannelsen også giver konkrete resultat i form af flere tilmeldinger.

Aarhus BSS
308561 / i40