Vederlagsberegning efter den 16. april 2008

Aarhus Universitets regler for vederlagsberegning ved erhvervsmæssig udnyttelse af opfindelser indberettet efter den 16. april 2008

 

Vederlag til opfinder når Aarhus Universitet overtager rettighederne

  1. Når Aarhus Universitet overtager rettighederne til en opfindelse til kommerciel udnyttelse, og der efterfølgende opnås en nettoindtægt, skal Aarhus Universitet betale et rimeligt vederlag til opfinder.
  2. Hvis en patentansøgning ved udløbet af prioritetsåret indleveres som en international ansøgning (PCT-ansøgning) bliver der dog udbetalt et fast engangsbeløb på 30.000 kr. til opfinder, idet Aarhus Universitet alene vil indlevere en PCT ansøgning, hvor der på baggrund af en kommerciel vurdering er en forventning om, at den erhvervsmæssige udnyttelse af opfindelsen vil føre til en nettoindtægt. Dette engangsbeløb modregnes efterfølgende i vederlaget til opfinder i henhold til punkt 11.
  3. Når Aarhus Universitet overtager en opfindelse til kommercialisering, fordeles eventuelle nettoindtægter mellem opfinder, det institut hvor opfinderen var ansat på indberetningstidspunktet og ”Technology Transfer and Innovation Services” ved Aarhus Universitet med en tredjedel til hver.
  4. I de tilfælde, hvor Aarhus Universitet overdrager eller licenserer en opfindelse til tredjepart mod betaling i form af aktier eller aktieoptioner, kan opfinder vælge at modtage sit vederlag enten: (1) i form af en andel af aktier/aktieoptioner efter fradrag af afholdte direkte eksterne udgifter jf. punkt 11 eller (2) kontant når Aarhus Universitet realiserer/modtager udbytte af sine aktier efter fradrag af afholdte eksterne udgifter jfr. punkt 11 eller (3) på anden vis efter gensidig aftale.
  5. Ved projekter, der gennemføres i samarbejde med eller helt eller delvis finansieres af en part, der ikke er omfattet af loven, kan Aarhus Universitet på egne og ansattes vegne ved forudgående aftale med samarbejdspartneren helt eller delvis afstå retten til de opfindelser, der måtte fremkomme ved samarbejdet. Nettoindtægter fra en sådan afståelsesaftale fordeles med 1/3 til opfinderen, 1/3 til det/de institut(ter) hvor opfinder var ansat, og 1/3 til ”Technology Transfer and Innovation Services” ved Aarhus Universitet.

Vederlag til Aarhus Universitet når opfinder overtager rettighederne

  1. Hvis Aarhus Universitet vælger ikke at overtage rettighederne til opfindelsen overdrages rettighederne til opfindelsen til opfinderen mod, at opfinder betaler Aarhus Universitet et rimeligt vederlag, såfremt opfinder udnytter opfindelsen kommercielt, og der fremkommer en nettoindtægt.
  2. Hvis Aarhus Universitet, efter at have overtaget rettighederne, opgiver at kommercialisere opfindelsen og giver rettighederne tilbage til opfinder på et senere tidspunkt skal der aftales en betaling for rettigheden ud fra en vurdering af markedsprisen og de udgifter institutionen har afholdt. Opfinder kan vælge at udskyde betalingen til Aarhus Universitet indtil opfinder opnår en nettoindtægt ved udnyttelsen af opfindelsen.
  3. Såfremt opfinder mod kontant betaling sælger opfindelsen, giver licenser til brug heraf eller lignende, beregnes vederlaget til Aarhus Universitet som 1/3 af opfinders nettoindtægter, jf. punkt 11. Disse fordeles mellem det/de institut(ter), hvor opfinder var ansat på indberetningstidspunktet, og ”Technology Transfer and Innovation Services” ved Aarhus Universitet med 1/6 til hver.
  4. I de tilfælde, hvor opfinder overdrager eller licenserer en opfindelse til tredjepart mod betaling i form af aktier eller aktieoptioner, kan Aarhus Universitet vælge at modtage sit vederlag enten: (1) i form af en andel af aktier/aktieoptioner efter fradrag af afholdte direkte eksterne udgifter eller (2) kontant når opfinder realiserer/modtager udbytte af sine aktier efter fradrag af afholdte eksterne udgifter eller (3) på anden vis efter gensidig aftale.

Beregning af nettoindtægter

  1. Nettoindtægter defineres som indtægter erhvervet ved salg eller licensering af opfindelsen fratrukket direkte eksterne udgifter til patentering og kommercialisering. Eksempler på udgifter, der kan indgå i beregningen:

 

1) Udgifter til vurdering af opfindelsens patenterbarhed og kommercialiseringspotentiale.

 

2) Udgifter til indgivelse og behandling af patentansøgning.

 

3) Udgifter til forsvar og vedligeholdelse af patentet.

 

4) Udgifter til udarbejdelse af materiale med henblik på udnyttelse af de opnåede resultater.

 

5) Rejse- og opholdsudgifter, for såvel universitetets administrative medarbejdere som opfindere og konsulenter, i forbindelse med forhandlinger om udnyttelse af opfindelsen eller andre former for kommercialisering af projektet.

 

6) Udgifter til eksterne konsulenter og rådgivere.

 

7) Udgifter til faglig assistance, herunder eksterne laboratorieomkostninger, til videreudvikling af opfindelsen, såfremt universitetet og opfinderne er enige om at iværksætte en sådan videreudvikling.

 

8) Udgifter til forsikring og forsendelse af forsøgsmateriale, såfremt det er nødvendigt som led i patenteringen eller drøftelser om udnyttelsen.

Opfinder

  1. Når der i ovenstående refereres til opfinder kan dette være en enkelt opfinder eller en gruppe af opfindere. Er der flere opfindere, deles de i nærværende vederlagsregler nævnte beløb imellem opfinderne i forhold til deres indbyrdes opfinderandele.

Skattemæssige konsekvenser

  1. Aarhus Universitet har intet ansvar for eventuelle skattemæssige konsekvenser af vederlagsberegninger og udbetalinger. Aarhus Universitet opfordrer opfinder til at konsultere egen advokat eller revisor for professionel rådgivning, inden opfinder beslutter sig for, hvilken model der ønskes aftalt med Aarhus Universitet jf. punkt 4.

Anvendelsen af vederlagsmidlerne til instituttet

  1. Midlerne, der overføres til instituttet, bør som hovedregel anvendes til forskning inden for det område, hvor opfindelsen er fremkommet. Anvendelsen af midler, der overføres til ”Technology Transfer and Innovation Services" besluttes af ledelsen.

Særlige forhold

  1. Hvis særlige forhold begrunder det, kan de ovenfor beskrevne principper for beregning af vederlag efter gensidig aftale fraviges.

Ikrafttræden

  1. Reglerne omfatter, jf. Lov nr. 347 af 2. juni 1999, personer med ansættelsesbrev ved Aarhus Universitet, som indberetter en opfindelse fra og med 16. april 2008.

Evaluering

  1. Ovenstående vederlagsregler forventes evalueret inden udgangen af 2009.