Anne Marie Pahuus forlader posten som prodekan
Anne Marie Pahuus forlader til oktober ledelsesposten som prodekan for at vende tilbage til forskningen og filosofien på fuld tid.
Anne Marie Pahuus forlader til oktober ledelsesposten som prodekan for at vende tilbage til forskningen og filosofien på fuld tid på Institut for Kultur og Samfund og Afdeling for Filosofi og Idéhistorie. Her forlod hun en lektorstilling i 2009 for først at blive institutleder og derefter prodekan fra 2011.
Anne Marie Pahuus har således varetaget jobbet som prodekan for forskning, siden DPU, det teologiske og det humanistiske fakultet blev slået sammen til Faculty of Arts. Dekan Maja Horst takker Anne Marie Pahuus for den store og langvarige indsats som prodekan og ph.d.-skoleleder. Der sættes nu en rekrutteringsproces i gang med henblik på at finde en efterfølger.
Fakultetet vil efterfølgende indbyde til en markering for samarbejdspartnere og kolleger, hvor vi kan takke Anne Marie for hendes dedikerede indsats.