Circle U.-mobilitetspuljen fortsætter i 2025
Med Circle U.-mobilitetspuljen for 2025 er der endnu engang skabt mulighed for at styrke det internationale samarbejde inden for både undervisning og forskning.
Fakultetsledelsen har besluttet at videreføre ordningen i 2025, så medarbejdere ved Faculty of Arts fortsat kan søge støtte til internationale ophold. Man kan også søge tilskud til en studierejse for op til 50 studerende.
Støtte til forskere, administrative medarbejdere og studerende
Puljen giver såvel enkelte som grupper af medarbejdere mulighed for at søge støtte til et besøg på et af de otte Circle U.-universiteter i Europa. Både forskere og administrative medarbejdere kan søge om midlerne, der bl.a. kan anvendes til at besøge kolleger på universiteterne i Circle U.-alliancen, få inspiration til forskningsaktiviteter, undervisningstilrettelæggelse eller administrative praksisser – eller til at styrke netværk og samarbejder.
Internationalisering i fokus
Midlerne er afsat som en del af fakultetets strategiske indsats for at øge internationaliseringen inden for undervisning og forskning. Mobilitetspuljen supplerer andre støtteordninger, fx ophold inden for rammerne af ”Erasmus+ staff exchange”, hvor ophold hos en Circle U.-partner bliver prioriteret over andre ansøgninger.
Universitetsalliance mellem ni universiteter
Circle U. er en universitetsalliance mellem Aarhus Universitet og otte universiteter i andre europæiske lande. Alliancen arbejder for at gøre internationalisering nemmere og skabe nye forbindelser mellem forskning, uddannelse og innovation. Ansatte kan søge midler til dækning af rejse- og opholdsudgifter, og kan få bevilget op til 20.000 kr. pr. person pr. rejse.
Til grupper kan der maksimalt søges om 50.000 kr. pr. grupperejse.
Derudover kan puljen benyttes som led i et længerevarende uddannelsessamarbejde, hvor AU- undervisere har gennemført virtuel undervisning med Circle U universiteter og ønsker at berige det virtuelle samarbejde med et fysisk besøg. Puljen kan i den forbindelse søges til dækning af busrejse for underviser og op til 50 studerende.
Ansatte (både VIP og TAP) kan ligeledes søge om et Erasmus+-stipendie til et undervisningsophold eller et træningsophold af kortere varighed ved et universitet eller en institution i et Erasmus+-programland. Stipendiet er sammensat af en dagssats og et rejsetilskud. Medarbejdere kan max. modtage tilskud til 12 dages ophold.