Nyhedsbrev fra dekanen

Kære alle

Som bekendt blev sektorplanen om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark” (udflytningsaftalen) besluttet i foråret. Før sommerferien besluttede vi på Arts, hvordan vi skulle gennemføre vores del, som bl.a. indebærer lukning af 315 studiepladser, således at indfasningen skete gradvist frem til 2030. Vi udmeldte samtidig et skøn over det forventede indtægtstab og indledte en gradvis tilpasning til disse nye vilkår.

Desværre har vi efter sommerferien måttet konstatere et vigende optag i 2022. Vi har samtidig konstateret, at STÅ-produktionen udviser et bekymrende fald. De studerendes STÅ-effektivitet, som ellers løbende er steget år for år, viser for første gang siden 2014 tegn på tilbagegang. Vi tror, at der er tale om en forståelig reaktion hos de studerende på COVID-19-tiden. Studietidsreglerne kan også spille ind. Vi forventer derfor, at tendensen kan vare ved i længere tid. Bagtæppet er en vigende demografi og en skærpet konkurrence om de mindre studenterårgange.

Vi har derfor måttet justere vore skøn over fakultetets økonomiske rammer i de kommende år. Det vigende optag vil indebære, at faldet i antallet af studerende vil blive stejlere og den økonomiske konsekvens indtræffe hurtigere end forudset før sommerferien. Det betyder derfor, at den reduktion på 9 % af 2019-optaget, som Arts er forpligtet på jf. sektorplanen, vil nås hurtigere end oprindeligt planlagt. En tilpasning til så stort indtægtstab over ganske få år er en vanskelig opgave.

Vi er derfor nødt til at fremrykke den økonomiske tilpasning, som blev meldt ud inden sommerferien. Fakultetets enheder samarbejder tæt i fakultetsledelsen om de nødvendige tiltag. Institutternes udgangspunkter er forskellige. DPU har allerede inden sommerferien igangsat en proces med inddragelse af medarbejderne med henblik på at håndtere de særlige sparekrav. I fredags blev det meldt ud, at DPU står over for at skulle realisere et sparekrav på 15 mio. kroner inden 2025. Heraf har instituttet fundet besparelser på infrastruktur på 2 mio. kr. Resten af besparelsen svarer til 22 stillinger. Det endelige antal kan naturligvis variere afhængigt af de konkrete medarbejdere, der måtte søge frivillig fratrædelse. Omkring 1 november 2022 vil vi kende budget 2023 og det nye fireårs-budget, og på det tidspunkt vil vi have et langt bedre overblik over fakultets økonomiske råderum i de kommende år.

Fakultetsledelsen holder tæt kontakt med samarbejdsorganerne og Akademisk Råd, ligesom der løbende vil blive kommunikeret herom i fakultetets enheder.

Også i administrationen sker der forandringer. Ledelsen i ACA foreslår af strukturelle grunde at samle alle medarbejdere i ARTS studier på Campus Aarhus for at fortsætte udviklingen af så hensigtsmæssige arbejdsgange som muligt. Alle berørte medarbejdere på Campus Emdrup bliver tilbudt ansættelse i Aarhus.

Endelig bør det nævnes, at der er en generel usikkerhed om den globale økonomi, som også udfordrer universitetets økonomi i form af usikkerhed knyttet til bl.a. stærkt stigende energipriser, inflationen og i øvrigt nye teknisk administrative opgaver blandt andet på it-området, der medfører, at omkostningerne stiger. Det er derfor, som det fremgår af udmeldingen fra universitetsledelsen, besluttet at indføre et kvalificeret ansættelsesstop med virkning fra 1. september 2022. Arts følger naturligvis det kvalificerede stillingsstop, som i øvrigt indgår i de redskaber, vi bringer i anvendelse for at løse opgaven.

Selv om det er hårdt at leve med store forandringer og usikkerhed, vil jeg minde om, at vi tidligere har overvundet store udfordringer. Det kommer vi også til nu. Vi arbejder på hurtigst muligt at foretage de nødvendige tiltag, sådan at vi kan fortsætte det faglige udviklingsarbejde. Arts skal være en arbejdsplads med fortsat faglig udvikling og høj kvalitet i forskning og uddannelse.

Venlig hilsen

Johnny Laursen
Dekan