Panellofter

De første bygninger, der blev opført til Aarhus Universitet, havde glatte pudsede lofter. I bygninger fra 1940'erne til 1960-erne fik udvalgte rum lofter med teaktræslameller, som det eksempelvis ses i vandrehallen ved aulaen eller i tandlægeskolens auditorium.

Da der kom fokus på at løse akustikproblemer, blev Aarhus Universitet en af flere større bebyggelser i Danmark, som fra starten af 1950'erne blev opført med stål- eller aluminiumslamellofter, der var udviklet og produceret af den danske virksomhed DAMPA.

DAMPA blev grundlagt i 1951, hvor navnet, der først var "DÆMPA", opstod ud fra ordene “dæmp-af”. Med udgangspunkt i erfaringerne fra perforerede træfiberplader udvikledes et dengang revolutionerende, ikke-brandbart loft af perforerede stål- eller aluminiumspaneler, der var let at montere og demontere. Det var samtidigt verdens første perforerede loftssystem, der individuelt kunne tilpasses rummets dimensioner. 

DAMPA-lofterne, der gennem tiden er blevet udviklet bl.a. i samarbejde designere som Arne Jacobsen, Henning Larsen og Vilhelm Lauritzen, blev i 1968 tildeles Dansk Design Pris for DAMPA® 10.

På Aarhus Universitet findes der i enkelte bygninger stadig rum med lofter af den ældre type DAMPA 7, mens hovedparten af bygningerne fra 1950-erne til 1970'erne er opført med DAMPA 10-lofter fremstillet i perforeret aluminium.

DAMPA arbejder på at videreudvikle produktserien med henblik på genbrug og recirkulering samt ift. at forbedre montagesystem for nemmere seviceadgang. Aarhus Universitet påregner at få opsat et prøvefelt i en af universitetets bygninger i juni 2023. 

Panellofternes udtryk

Gangarealernes ensartede og enkle udtryk er med til at understøtte den samlede arkitektur og helhed i Universitetsparken og Vennelystparken. AU ønsker at, lofterne i gangarealerne fremtræder ensartet indenfor det enkelte bygningskompleks, hvilket bedst opnås ved at fastholde det oprindelige udtryk.

Hvor det for et givet rum er anvist, at panelloftets oprindelige udtryk skal bevares, gælder det for panelets profil, perforering og farve samt for afslutningsdetaljen mod væggene.

Panelprofil

Panelloftets profil skal svare til de oprindelige lofters profilering i den pågældende bygning. Panelets modulmål er 10,0 cm, dets tværsnit har højde på 1,5 cm og en frontflade på 8,2 cm med 74 grader skrånende sider.

Panelloftets moduler kan være bredere end 10 cm, hvis de bredere moduler visuelt fremtræder som 10 cm-paneler.

Perforering og akustikregulering

Størstedelen af bygningerne i Universitetsparken og Vennelystparken er opført med DAMPA 10 panellofter med hulstørrelse 1,0 og perforationsmønster Al-21.

Kombinationen af perforation og et akustisk indlæg fastlimet på bagsiden af kassetterne bidrager akustikregulering i rummet. Der kan tilføjes akustikposer med mineraluld i rum med større krav til akustikdæmpning. Dette vurderes generelt ikke at være påkrævet i gangarealerne.

Farve

Størstedelen af bygningerne i Universitetsparken og Vennelystparken er opført med DAMPA 10 panellofter i DAMPA-farven 3000-2 eller ved nyere panellofter i farven 4747-2 svarende til RAL 9010. Begge farver vil sandsynligvisvis være leveret i glans 10.

Fra starten af 1990’erne og frem er paneler fra DAMPA forsynet med print på forside eller bagside, som ud over produktionsordrenumre også indeholder en kode for farve og glans samt en bogstavkode for  fremstillingsdatoen. Farvekoden kan eksempelvis være 3000- 2, hvor de første fire cifre er kulørbetegnelsen, mens to-tallet angiver at det er glans 10.

Montering og afslutningsdetalje mod vægge

Panellofterne monteres på skjulte bæreskinner med afslutning mod væggene med en luftspalte på 2-3 cm. eller kantskinne. Der må ikke afsluttes med kantskinne med mindre det er en oprindelig detalje.

Ved afvigelser ift. det oprindelige udtryk aftales dette med Campus Plan og Projekt.

Belysningsarmaturer i panellofter

Panellofter skal udføres med cirkulære belysningsarmaturer.

Armaturernes diameter skal være den samme for hele bygningskomplekset, ligesom det skal tilstræbes at der vælges samme armaturtype indenfor komplekset.

De cirkulære armaturer skal have smal fast kant på maks. 30 mm.

Vedligeholdelse af panellofter

Så længe det er muligt at bevare panellofterne med regelmæssig vedligholdelse og reparationer, bør dette vælges. 

Leverandørens drifts- og vedligeholdelsesanvisninger bør følges, herunder for DAMPA 10.