PANELDELTAGER I PRØVEINTERVIEW FÅR INSPIRATION TIL EGNE ANSØGNINGER

Lektor Bjørn Panyella Pedersen har været paneldeltager i Forskningsstøtteenhedens prøveinterviews mange gange både for ERC, Villum Young Investigator og Sapere Aude ansøgere. I omegnen af 52 ansøgere har fået glæde af hans feedback på ansøgninger og mundtlige præsentationer. ’Det er et givende og inspirerende arbejde, som giver viden om og netværk på universitetet’, fortæller han.

Frivilligt arbejde, som lønner sig
Paneldeltagere får ikke timer for deres arbejde, så det er en personlig motivation, som driver Bjørn Panyella Pedersen. ’Jeg er meget nysgerrig på, hvad der sker på de forskellige institutter, og det er en stor inspiration for mine egne ansøgninger. I et panel har vi jo meget grundige, faglige diskussioner af, hvad en god ansøgning og en god præsentation er. Og jeg får kendskab til, hvem der er på universitetet, og det giver netværk’, fortæller han. Tidligere har han været med i AIAS og andre tværvidenskabelige miljøer. Og han ser sit engagement i at give feedback på ansøgninger og præsentationer som en videreudvikling af det. Og qua det arbejde får hanopdateret viden om, hvad der foregår i andre fagmiljøer.

Q&A er en øjenåbner
Et prøveinterview forløber som et rigtigt interview i en fond. Deltagerne starter med at lave en præsentation, derefter er der spørgsmål og til sidst feedback.
Bjørn Panyella Pedersen fortæller, at deltagerne er meget forskellige i deres tilgang til prøveinterviewet. Men for alle gælder det, at de i prøveinterviewet bliver hjulpet på vej af at skulle sige tingene højt. Og de får en erkendelse af, at det ikke er en akademisk diskussion, men at de skal optræde som eksperter og ’sælge’ deres forskning. ’For mange af deltagerne er problemet, at de er for upræcise både i oplæg og i deres svar – problemerne bliver meget tydelige, når de skal sige tingene højt. I Q&A delen går vi virkelig til dem, så det ligner det rigtige interview. Og det rykker for mange. Vi kan se det hos dem, som får to prøveinterviews – de er blevet meget mere præcise og skarpe’, siger Bjørn Panyella Pedersen. Hans oplevelse er, at deltagerne får et godt skub til at blive forberedt til fingerspidserne og kan klare at stå i en presset situation med virkelig mange kritiske spørgsmål.

Lærerigt at være paneldeltager
Bjørn Panyella Pedersen synes, at han lærer noget hver gang, han er paneldeltager. Han får indsigt i andre fagmiljøer og forskellige forskningstilgange – det giver en bred forståelse af forskning.
Ved at deltage i diskussionerne med de øvrige paneldeltagere og høre deres spørgsmål og feedback, så bliver det klart, hvad der er opskriften på en god ansøgning og tilgang til interviewet – de ser og hører noget andet, end han gør. Det bruger han i sine egne ansøgninger. ’Jeg siger stort set altid ja til at være paneldeltager. Det er inspirerende, lærerigt og giver et stort netværk på universitetet, siger han.

Bjørn Panyellas Pedersens råd til dem, som skal deltage i et prøveinterview er:
• Sæt dig ind i processen
• Lav en kort og præcis præsentation – svar på de tre hvorfor: ”Hvorfor det her?”, ”hvorfor dig?” og ”hvorfor nu?”
• Vær velforberedt og øv dig
• Tænk over alle tænkelige spørgsmål og forbered korte og præcise svar.

Vil du være paneldeltager?
Forskningsstøtteenheden gennemfører jævnligt prøveinterviews og vil gerne have nye, mulige paneldeltagere i puljen. Det kræver blot, at du har:
• Erfaring med interview-fasen enten som grantee eller panelmedlem
• Villighed til at stille kritiske generelle og/eller faglige spørgsmål
• Kan give konstruktiv i feedback på præsentationen
• Tid til at skimme ansøgning igennem før prøveinterview
• Tid til at afsætte 1 time pr. prøveinterview.

Kontakt forskningsrådgiver Mikkel Kongsbak, hvis du er interesseret.