Bibliotekets grupperum giver plads til fordybelse
Har du brug for fordybelse? Så er der god grund til at kigge forbi det nye grupperum, der ligger i tilknytning til Nobelbiblioteket. De første studerende har fundet vej, og reaktionerne er overvejende positive, men der er også plads til småforbedringer.
–Jeg må sige, jeg blev overrasket, da jeg trådte ind i lokalet. Man er vant til at møde lange rækker af læsepladser. Nu er der skabt inspirerende rum med masser af farver og bløde møbler, fortæller Kathrine Heldgaard, der læser nordisk. Hun sidder, halvvejs ligger, afslappet i en af de blålige sofa-kupéer.
Kravene til lokalet er opfyldt
Kravene til fællesrummene for det nye Nobelbibliotek var klare:
–Skab et ungt seriøst miljø, der skaber optimale rammer for videndeling, dialog og plads til fordybelse.
Og det er til fulde lykkes, mener Rikke Nielsson. Hun læser engelsk, og i dag deler hun sofakupé med ingen ringere end Charles Dickens – i en håndholdt udgave. Hun kommer her dagligt, både før og efter undervisning, fordi der er ro til at fordybe sig og gode muligheder for samarbejde ved de runde bord.
De runde borde er valgt for at invitere til dialog og give plads til gruppearbejde. Denne eftermiddag er to studiegrupper samlet om de runde borde. Bordene er adskilt fra sofakupéerne med skydegardiner, så man ikke forstyrrer hinanden.
En bekymring og et par forbedringsforslag
Alt i alt en god løsning mener de studerende, der dog også lufter en lille bekymring og et par forslag til forbedringer.
–Vi har virkelig manglet nogle grupperum, før har vi ledt efter tomme undervisningslokaler, så det er rigtig dejligt med de nye faciliteter. Nu er jeg bare spændt på at se, om det også bliver svært at få en plads her, nu hvor det er så attraktivt, fortæller Kathrine Heldgaard, og Rikke Nielsson supplerer:
–Skal vi pege på noget, der mangler herinde, så er det strøm. Ved de runde borde kan det være svært at få strøm, fordi der ikke er nok strømforsyning. Og derudover ville det være rigtig rart med nogle små borde mellem kupéerne, så man lige kunne lægge nogle papirer eller sætte en kop fra sig. Men rart at der gøres noget ekstra for os nu.