Dekanens sommertale, 2012

Læs Dekanens tale fra Arts sommerfest d. 15. juni 2012.

Prøv at tænke tilbage på sidste sommerfest hvor vi også sad i telt her på kasernen. Og til jer, der er i Emdrup og ikke var her sidste år, så kan jeg fortælle, at teltet står midt i en tidligere militærlejr med bygninger i en kreds om teltet, ikke så ulig situationen på Campus Emdrup med bygninger placeret lidt i en ring, og hvor soldater også flyttede ind på et tidspunkt. Hvorfor VI lige netop huses i militærbygninger, ved jeg faktisk ikke – måske fordi nogen fra det omgivne samfund håber på at vi finder ind i geled? Men det er der vist ingen fare for!

Men prøv lige at tænke tilbage på sidste år og på alt det, I har været med til at ændre. Det har været noget af en stroppetur i et meget uvejsomt terræn, men I er nået langt, rigtig langt på rekordtid. Undervejs har der været mange forhindringer og poster med svære opgaver at løse og forplejningen har været mangelfuld. Mange af jer har givetvis nogen dage følt, at I ikke helt vidste hvilken deling i tilhørte, eller hvem der var jeres kolleger, mens andre godt kunne finde deres kolleger, men så manglede de deres studerende. Og når I så for alvor var faret vild, var der ikke altid hjælp at finde hos nogen leder, og dekanen var alt for langt væk til at kunne blive råbt op. Men I har alligevel alle været med til at finde løsninger på uventede problemer og uforudsete vanskeligheder. Jeg ved, at I alle har udvist beundringsværdig langmodighed i denne enorme omstillingsproces.

Under de omstændigheder kan man undre sig over, at I alligevel er kommet i mål med så meget. Jeg er helt klar over, at mange af jer stadig føler, at vi slet ikke er kommet i mål endnu, fordi så meget af den ordinære drift endnu ikke er faldet helt på plads. Når forandringerne er så omfattende som dem vi undergår i øjeblikket, er der både grund til at udvise kollegial tålmodighed og respekt for hinandens bestræbelser på at gøre det så godt som det nu er muligt under de givne vilkår.

Jeg har endnu til gode at møde bare een medarbejder, der IKKE i det forløbne år har gjort sit yderste for at opfylde sine forpligtelser. Derfor er det også en særlig fornøjelse at vi i dag kan holde sommerfest i stereo på begge campusser med både institutterne, centrene og hele administrationen. Vi er knap 550 samlet – det kan vist ikke blive andet end en god fest.

Da vi nu er samlet, vil jeg godt benytte lejligheden til at kommentere på noget at det der har fyldt meget i det forløbne år siden sidste sommerfest, nemlig spørgsmålet om ytringsfrihed og friheden til at kritisere ledelsen.

Jeg vil gerne understrege, at der er ytringsfrihed på AU.

I kan kritisere ledelsen offentligt for de beslutninger, vi har taget. Det er os der har taget nogle vidtrækkende beslutninger og selvfølgelig os der har ansvaret. Som ledelse skal vi ikke bare sætte mål, men selvfølgelig også kunne stå på mål – ytringsfriheden er også i denne henseende ukrænkelig.

Jeg kan bare ikke understrege det nok: Der er ikke grund til at være bekymret for at sætte sin stilling over styr, fordi man udtaler sig negativt om dekanens beslutninger eller holdninger. Det er et ledelsesprivilegium at tage beslutninger, men det er så sandelig også et ledelsesansvar at høre på kritik af beslutninger.

Det er jeres forpligtelse at sikre kvalitet i forskning og undervisning, så det er klart, at I værner om den måde, I har gjort det på hidtil, da I jo har stået inde for dette. Når Universitetsledelsen hævder, at det er nødvendigt at gøre det anderledes, kan det derfor aldrig blive årsag til repressalier, hvis man på en ordentlig måde hævder, at målene for forandringerne eller forandringerne i sig selv er behæftet med fejl.

Jeg betragter forskellige holdninger som helt legitime. I kan hver især have forskellige holdninger til, hvilke mål vi skal sætte os som universitet, og hvilken strategi vi skal anlægge for at nå derhen. Der kan være holdningsforskelle, og der skal være plads til dem på Arts, uden at nogen behøver at bekymre sig for at lufte dem. Holdningsforskelle kan vi finde kompromisser på, og kritik kan jeg som dekan handle på.

Jeg vil godt komme med et eksempel på en berettiget kritik, jeg fik tilsendt fra et af vores fagmiljøer. Kritikken gik på den måde, administrationen håndterer de internationale studerende på. Det var en sober og præcis rapport, der opremsede det ene problem efter det andet. Med den præcise kritik var det muligt at få italesat problemerne og løst dem. Blev lektoren der sendte rapporten ind betragtet som et træls brokkehoved af mig eller af administrationen? Overhovedet ikke – alle betragtede de påpegede problemer som reelle, og begyndte at løse dem. Alle kunne handle hen imod det fælles mål at skabe bedre optagsvilkår for internationale studerende. Nu håber jeg, at optaget ikke påvirkes for negativt.

Nogle af jeres kolleger hævder, at I opdyrker en spytslikker kultur, eller at I ligefrem er blevet til spytslikkere. Nu er det faktisk ikke sådan at jeg selv mærker til en masse rygklapperi fra jeres side, men hvis vi har mange spytslikkere, så har vi da først virkelige problemer på AU.

Vi har også i Akademisk Råd diskuteret situationen om en måske trængt debatkultur. Her er der både dem, der mener, at de ikke kender til kolleger der holder tand for tunge, og nogle der mener at de har kendskab til kolleger, der ikke tør ytre sig kritisk. I september besøger jeg derfor alle institutfora for at høre, om medlemmerne her føler, at de ikke længere kan tage institutionsforhold op til drøftelse eller begive sig ud i akademiske uenigheder. Herefter må vi tage bestik af situationen og drøfte behovet for evt. handling.

Netop Akademisk Råd er blevet og vil være det forum, hvor jeg i høj grad vil lytte til jeres valgte repræsentanter i forhold til ytringsfriheden og alle mulige andre akademisk relaterede sager. Vi er kommet godt fra start, rådet er fint sammensat, og jeg er glad for at formanden – Per Stounbjerg - vil sige et par ord efter min tale.

Et forhold jeg kan forestille mig giver anledning til en mere stiltiende form for accept er de overordnede forandringer, der er sket med universitetet på få år. Antallet af studerende og campusser og herunder fusioner er jo accelereret, og vi har sikkert ikke set de sidste endnu. Målet synes måske for mange af jer at være i evig bevægelse, og at en normaltilstand ikke rigtig kan opnås. Tidligere var AU noget mere overskueligt, og nu er vi et flercampus universitet, og nye medarbejdere fra andre universitetskulturer skal den hårde vej igennem fusioner med store kulturændringer til følge. Det er helt legitimt at sætte spørgsmålstegn ved denne udvikling, men jeg vil også gerne benytte lejligheden til at påpege den enorme konkurrence, vi befinder os i på det højere uddannelsesmarked.

Vi står nu ved nogle korsveje i uddannelseslandskabet, hvor universiteter verden over søger at skabe sig konkurrencefordele ift. at tiltrække studerende og placere sig gunstigt ift. arbejdsmarkedet og til at indgå partnerskaber med nye virksomheder. Måske mærker vi det ikke så tydeligt, fordi vi har det ligesom banker, aviser og forsikringsselskaber, der tidligere også havde loyale faste kunder i butikken. Nu er ingenting sikkert længere hvad angår kunderne, som går efter det bedste produkt. Det samme kommer til at gælde de studerende, som vi ikke bare automatisk kan regne med som ansøgere, bare fordi de bor i vores baghave. Det gør de fleste stadig, men vi skal i højere grad bestræbe os på at rekruttere de bedste i landet og gode internationale studerende. Hermed kommer vi også i en konkurrencesituation, hvor vores udbud af uddannelser og den måde vi underviser på skal blive de parametre, hvormed vi kan tiltrække de studerende.

Vi kan lige tage et kig til USA, hvor konkurrencesituationen kommer meget tydeligt til udtryk. Tag fx Cornell University, der nu etablerer sig i NY med en helt ny campus til 2500 nye teknologistuderende for at være tæt på nye potentielle studerende og virksomheder, der kan kommercialisere forskningsresultaterne. Eller tag Emerson College i Boston, der bygger en ny campus i Los Angeles for at styrke Arts og Communication fagene ved at være tæt på Hollywood. Forventningen er, at bachelorstuderende kommer til at rejse et semester til østkystcampussen og får praktikmuligheder i Hollywood, samtidig med at de kan tage kurser på campus. Der er mange eksempler på lignende satellitaktiviteter, som vi kan betragte som den nyeste udvikling i ’distance education’. Universiteter placerer sig nu bevidst der, hvor de studerende kan forvente at finde praktikpladser og jobs og der, hvor universitetet kan indgå i symbiose med virksomheder.

Nærmere os selv, hvor konkurrencen også er benhård, er i Storbritannien. Her skyder campussatellitter op udenfor England, når universiteterne udvider deres fysiske tilstedeværelse og aktiviteter i Kina og Indien. Først var hensigten vist at tilbyde fx de kinesiske studerende lettere adgang til et engelsk eksamensbevis, men nu er det i tiltagende grad også engelske studerende, der benytter sig af muligheden for at læse og samtidig befinde sig i et vækstland med mange praktikmuligheder.

I Danmark er universiteterne gået sammen med Uddannelsesministeriet om at investere i Sino-Danish Centre for Education and Research udenfor Peking. Nu udbydes der uddannelser for danske og kinesiske studerende, så de kan få en dobbelt grad i fx Innovation Management (AAU) eller Public Management & Social Development (CBS). Fra AU tilbydes en double degree i neuroscience. Det er ærgerligt, at samarbejdet ikke dækker vores undervisningsområder, og jeg arbejder politisk på at få åbnet mulighederne for, at Arts også kan levere særligt inden for uddannelse og læring, men kineserne er pt. ikke så interesserede endnu i denne form for samarbejde.

Derfor arbejder vi også politisk på at indgå strategiske partnerskaber med bl.a. Peking Universitet om double degrees. Det er helt tydeligt i det uddannelsespolitiske landskab, at de forskningstunge universiteter nu går sammen om at udbyde hele uddannelser med hinanden baseret på gensidig anerkendelse og samarbejde. De etablerer joint degrees, så studerende kan tage dele af uddannelsen uden meritproblemer ved et andet og respekteret universitet. Dobbelt grader med pakkede uddannelser organiseret af undervisere, der arbejder sammen om et fælles studieprogram er grundstenen i de initiativer, og vi ser, at det tiltrækker de studerende, at de kan få et dobbelt eksamensbevis der er gyldigt i deres eget land og i et andet. De får dubleret deres tilknytning henover kontinenter, og de får globale netværk at trække på.

Nationalt ser vi også, at universiteterne begynder at profilere sig på forskellige måder. Satellitcampus er bestemt blevet et fænomen, der får konsekvenser for det nationale uddannelseslandskab. Aalborg Universitet ekspanderer fx deres uddannelser i København ved at leje sig ind i Sydhavnen i nye lokaler, og RUC vil købe et hus til uddannelsesaktiviteter i Berlin. IT Universitetet har en målrettet globaliseringsstrategi med fokus på meget tætte internationale partnerskaber om uddannelsesaktiviteter.

Tiden hvor internationalisering bare betyder at sende studerende rundt til andre europæiske universiteter eller på sprogophold på kulturaftaler i håbet om at de nok får en god oplevelse og lærer noget, er for længst indhentet af meget fokuserede bestræbelser på at give de studerende læring og kompetencer, der går udover det, de traditionelle udvekslingsstuderende kan opnå.

Min vurdering er, at vi meget gerne skal med på den vogn, der lige nu kører i en rasende fart for at udvikle globale uddannelser. Aarhus Universitet har ingen planer om satellitter i udlandet, men vi bør på Arts begynde at tænke på, hvordan vi udnytter vores tre campusser spredt fra Aarhus, til Moesgaard uden for Aarhus og til København. Der er et stort potentiale i vores lokaliteter, men lige nu ser vi campusspredningen mest som et problem og for jer som medarbejdere, der skal rejse langt for at undervise, er det helt sikkert opslidende at rejse frem og tilbage. Det skal vi planlægge os ud af på baggrund af en campusstrategi.

Vi må intensivt se på vores uddannelsesprofil og vores uddannelsers indhold og gøre dem globalt attraktive. Man kan måske sige den på den måde, at hvis vores uddannelser ikke er interessante for internationale studerende, så må det være fordi, vi uddanner til et meget begrænset og nationalt arbejdsmarked. Det er jo synd og rent spild, for vores uddannelser er rigtig gode, men det er bare ærgerligt, at der ikke er så mange der ved det.

En af de vigtige årsager til at jeg har søgt jobbet som dekan, er faktisk at jeg vidste, at der her på Arts er en villighed til at tænke anderledes rent pædagogisk, og at her er en villighed til at udvikle nye uddannelser også på engelsk. Jeg synes at uddannelsesvidenskab, human security, International Studies og semiotik er rigtig gode eksempler på netop det, jeg taler om.

Når I nu drager ud i verden i løbet af juli måned, og I tager ud på konferencer verden over måske i løbet af august, så vil jeg opfordre til, at I tager tankerne om globalisering af vores uddannelser med jer. Kan I ikke spørge jeres forskerkolleger om, hvordan udviklingen er på deres universiteter, hvad gør de i forhold til at tilpasse deres uddannelser til de enorme ændringer, vi ser i verden for tiden? Vil de være med til at samarbejde om nye uddannelser eller eksisterende udannelser?

Hvis I gør det, så vil administrationen og dekanatet arbejde på at skabe rammerne for, at vi kan realisere en større grad af internationalisering. Lige nu er vi ikke gearet til at modtage ret mange studerende. STADS slår knuder, og vores engelske hjemmesider skal lige op i gear, men ved fælles hjælp skal vi nok komme derhen.

Jeg kan huske en sommerkoncert med TV2 her i Århus for ret mange år siden, hvor de spillede ”Sommer i Danmark”. Der lyder nogle af stroferne sådan her:

H.C. Andersen i Ålborg, Herning og Struer 
kom nu og digt vores verden lidt større 
Fortæl os om Ikast, Varde og Esbjerg 
det er nu vi har brug for et eventyr 

Sommer i Danmark 
og solen gør hvad den kan 
der er nok at tage fat på 
her i tvivlernes land

Jeg håber, vi kan gøre vores verden på Arts større end Ikast, Varde og Esbjerg, og jeg håber, at vi snart kan nå derhen, hvor vi ikke er så tvivlende længere. Her tænker jeg mest på tvivlen på, om vi kan få vores organisation til at fungere optimalt, eller tvivlen på vores egne talenter og muligheder.

I behøver heller ikke at tvivle på, om sommeren nu går hen og bliver bedre end sidste år. Den går helt sikkert hen og bliver bedre i år. Sommeren 2011 var jo den næst vådeste, siden DMI begyndte at indsamle nedbørsmålinger – så jeg garanterer jer en sommer med mere tid under parasollen, og jeg glæder mig til at se alle tilbage igen i august og september. Jeg vil gerne ønske jer en rigtig god fest og en varm sommer.