Kapitel 1 - Et andet lag i teksten

Det er ikke svært at se, at kontoret her på anden etage tilhører en litterat. Kontoret er indrammet af to store væg-til-væg reoler. De mange bøger står op og ligger ned. Alle med ryggen til. Der er bøger om spansk litteratur, latinamerikansk litteratur, teoribøger om kosmopolitisme og menneskerettigheder. Det er et kontor, der emmer af viden, men også af varme og hjemlig hygge, hvor specielt én farve er gennemgående.
   Inden for døren står en knaldrød sofa med røde puder. Bagved sofaen hænger en plakat af en cubansk kunstner, Gina Pellón, der er berømt for sine abstrakte oliemalerier af kvinder i stærke farver. Kvinden på plakaten er rød. Kvinden foran hende er lyslevende og sidder her en råkold dag iklædt mørke bukser og et rødt tørklæde, der står godt til den sort-hvide bluse.
   Karen-Margrethe Simonsen har indvilget i at lade sig portrættere i forbindelse med, at hun er nytiltrådt ph.d.-programleder og præsident. Ikke mindst det sidste er en ærefuld titel for en lektor i litteraturhistorie, der på spørgsmålet om, hvor interessen for litteratur overhovedet stammer fra, griber tilbage til en stor A-ha-oplevelse, hun havde i 8.klasse.
   Det var vist nok, husker hun, en novelle af Christian Kampmann. Det var noget med en dame, der var ude på toilettet. Her rørte hun ved varmerørene. ”Og jeg havde slet ikke,” fortæller Karen-Margrethe Simonsen, efterfulgt af et højlydt og hjerteligt grin, ”set noget mistænkeligt i det. ” ”Og hvordan skulle det så læses?” Spørger hun retorisk og fortsætter: ”Der var selvfølgelig alt muligt erotisk i det. Hun var en gammeljomfruagtig én, der var grebet af eksistentiel angst og klamrede sig til varmerørene,” fortæller Karen-Margrethe videre og griner endnu engang ved tanken. I dag kan hun ikke huske novellens navn, men fornemmelsen af, at en tekst i litteraturen kan betyde noget andet og have et andet lag, end man umiddelbart tror, fandt hun dybt fascinerende.  

Kapitel 2 - Familien Simonsen kører i bil til Spanien

Litteratur var ellers ikke en interesse, hun delte med nogen i familien. Faren troede i mange år, det var naturhistorie, hans datter læste. Han syntes i det hele taget, det var åndssvagt, at hans datter ville læse på universitetet. Og moderen spurgte tit, om ikke det havde været nemmere, hvis hun var blevet sygeplejerske. Selv om det ikke var et akademikerhjem, endte to af deres tre børn alligevel med at læse videre på universitetet inden for henholdsvis naturvidenskab og humaniora. Den sidste blev uddannet laborant, og en halvbror læste psykologi. Så det var ikke en prægning hjemmefra, der blev udslagsgivende for den senere lektors valg af fag og så alligevel. For verden var lille dengang, hovedpersonen her voksede op. Faktisk var verden så lille, at familien Simonsen kom i avisen.
   ”Familien Simonsen kører i bil til Spanien” – det var en nyhed i 1967. Charterrejser havde så småt fået tag i danskerne, men de færreste kunne alligevel finde på at køre i bil til Spanien, fortæller Karen-Margrethe adskillige rejser senere. Hun husker dén dag, de nåede midt-Spanien. Hun griner lidt ved tanken. Spanierne i de små byer i det indre Spanien havde, fortæller hun, ikke fjernsyn og havde aldrig set så lyse mennesker. De kom hen, da bilen holdt stille, og ville røre ved hendes hår. Selv om Karen-Margrethe ikke var mere end fem år dengang i Spanien, husker hun det tydeligt. ”Det var en helt anden verden, der pludselig åbnede sig,” fortæller hun.

Kapitel 3 – Litteraturen som et laboratorium

Karen-Margrethe Simonsen kom til denne verden i Thorsø i Midtjylland og flyttede senere med familien til Mors. I dag bor hun i Thorsager med mand og tre børn. Ansættelsesstedet er Aarhus. Men hun har - ikke mindst på grund af interessen for litteratur – været vidt omkring. Emnemæssigt har hun bevæget sig fra magisk realisme over overvågning til menneskerettigheder. Genremæssigt har hun kastet sig over alt fra en uafsluttet tysk roman på 2000 sider af Robert Musil til små digte af danske Søren Ulrik Thomsen. Geografisk har hun flyttet sig fra at være en del af en lille verden til nu at befinde sig i en globaliseret verden.
   Lige nu sidder hun i ét hjørne af campus og fremhæver, at hun altid har følt, at dét, der ligger ud over en enkelt nation, har været spændende. Derfor er verdenslitteratur også i sig selv spændende. Ja, litteraturhistorie i det hele taget, fordi det netop har et globalt perspektiv. For at få alle detaljerne med foretrækker Karen-Margrethe også at læse på originalsproget: ”Jeg læser på spansk, engelsk, dansk, tysk og fransk,” fortæller hun på jysk. Efterfulgt af en indrømmelse: ”Jeg læser ikke Balzac på fransk. Det bliver jeg nødt til at indrømme,” men Simone de Beauvoir, Camus og mange andre læses på originalsproget. Det samme med faglitteratur. Andre ville måske kalde hende en læsehest, i hvert fald har den litteraturinteresserede lektor ofte gang i 3-4 bøger samtidigt. Hun kan bedst lide at læse langsomt, fortæller hun, i en hastig talestrøm, og fortsætter: ”Det er selvfølgelig vigtigt at kunne læse hurtigt, men nogle gange skal man læse langsomt og vende tilbage til en bog eller passage i en bog igen og igen. Det er vigtigt, hvis man også skal have sproget ind under huden. Det får man ikke, hvis man bare skøjter igennem det hele.”    Og der er ifølge hende meget at hente i litteraturen. ”Litteraturen bearbejder mange ting, som man måske selv har på fornemmelsen, har set eller hørt eller mærket, men som man har svært ved at sætte ord på,” fortæller hun uden at ville gøre sig til dommer over, hvad god litteratur er. Det afgørende er, at alt kan behandles i litteraturen. ”Litteratur er, ” fortæller hun, mens hun retter på brillerne, der rammer det lyse hår ind, ”som et laboratorium, hvor man bliver bragt et nyt sted hen. ”

Kapitel 4 – At gentænke det samme sted

Karen-Margrethe Simonsen blev ansat på Aarhus Universitet i 1998 og har været ansat samme sted lige siden. Hun indledte sin forskerkarriere med en ph.d. om ny spansk litteratur. Gennem årene har hun både været afdelingsleder, studieleder og siddet i diverse råd og udvalg. Fornyligt blev hun så udnævnt til forskningsprogramleder for ph.d.´er. Programmet hedder ”Kunst, Litteratur og Kulturstudier”. Hun har 42 studerende i sit program. Nogle af dem kalder hende deres ”mor”, fordi hun ud over at skulle sikre et aktivt videnskabeligt miljø for den ph.d.-studerendes forskningsprojekt – også har en social funktion i den lange proces, det er at skulle færdiggøre en ph.d. Det er en funktion, der passer hende godt, lader hun én forstå her fra Forskerhuset ud til Langelandsgade, hvor hun sidder omgivet af flere sine ph.d.-studerende. ”Jeg synes, det er et privilegium at arbejde med dem, fordi jeg får kontakt til helt ny og ung forskning,” fortæller hun og retter sig lidt frem i sofaen: ”Det er jo fedt at kunne mærke den ild, de har. At mærke, at de er drevet af en enorm interesse for et projekt. ”
   Forskningsprogramlederen er også selv drevet af en oprigtig interesse og fortæller med glæde om arbejdet som nyudnævnt præsident i det internationale litteraturprojekt CHLEL. Her er hun med til at udgive anderledes, eksperimentel litteraturhistorie. Hun rejser sig op, henter en bog og lægger den på bordet. Der er stolthed forbundet med den dugfriske publikation, der har været flere år undervejs. Der er både glæde i stemme og øjne, når hun videre fortæller, at projektet er født af, at man er blevet opmærksom på, at et land ikke kun har ét sprog og én litteratur, og at litteratur ofte er grænseoverskridende og hænger sammen på tværs af lande. ”Vi har lige færdiggjort bind to af en litteraturhistorie om den iberiske halvø, hvor man tænker portugisisk og spansk litteratur sammen, og vi har udgivet et bind om orale litteraturer. På den måde er litteratur jo et utroligt levende forskningsfelt, der forskyder sig hele tiden. Vi prøver at få de mindre litteraturer med og gentænke litteraturens udvikling ud fra nye tilgange. ”

Efterskrift 

Når Karen-Margrethe Simonsen ikke arbejder, kan hun godt lide at sejle kajak. Kajakkerne står på en trailer derhjemme i Thorsager, hvor der kun er få kilometer til nærmeste strand på nord-, syd- eller østsiden af Djursland. Men tilføjer hun: ”Jeg kan ikke prale af at være dedicated”. Hun lægger hovedet lidt på skrå og funderer kortvarigt over, hvorfor hun ikke lige kan komme på andre fritidsinteresser. Men altså, tilføjer hun: ”Jeg kan også godt lide at gå i teateret og til koncerter. ”    

Fakta

Karen-Margrethe Simonsen er blevet valgt til at lede komitéen for det internationale projekt CHLEL (Comparative History of Literatures in European Languages), der skriver litteraturhistorie på tværs af landegrænser.

CHLEL arbejder på at udgive en anderledes slags international litteraturhistorie, der også giver plads til de ”små” sprog og litteraturer som fx en publikation om det central-østeuropæiske område med fokus på de religiøse, sproglige og kulturelle sammenhænge mellem lande som Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

CHLEL-komitéen består af 16 forskere fra bl.a. USA, Spanien, Belgien, Storbritannien, Tyskland og Italien