Fortid og fremtid: Arts’ to fakultære forskningssatsninger

Folk strømmer til historiske udstillinger som aldrig før. Samtidig betages vi af robotteknologi og superhelte. Og det er netop menneskets fascination af fortiden og fremtiden, som er udgangspunkt for de tværgående forskningsprogrammer, som fakultetsledelsen har udvalgt blandt 12 ansøgninger.

I forlængelse af Artsprocessen i 2015 blev det klart for fakultetsledelsen, at der var et stort behov for tværgående forskningssamarbejder inden for områder med nybrud. Og i den efterfølgende proces modtog fakultetsledelsen i alt 12 ansøgninger:

”Vi oplevede en stor interesse for at foreslå tværgående forskningssatsninger; så stor faktisk, at vi gerne på den ene eller anden vis vil følge op på de mange forslag, f. eks. i regi af institutterne,” siger Johnny Laursen, dekan på Arts.

To forskningssatsninger blev valgt ud fra kriterierne strategisk udviklingsdimension og faglig bredde. I udvælgelsen har fakultetsledelsen også lagt vægt på profilering, international gennemslagskraft, samfundsmæssig relevans, muligheder for ekstern funding samt uddannelsesmæssigt potentiale.

”Vi har valgt de to programmer, da de hver for sig afspejler to meget forskellige og begge yderst vigtige udviklingsdimensioner inden for fakultetets forskning, ” udtaler Johnny Laursen.

Ud over nybrud i forskningen forventer dekanen også, at de to programmer vil samle mange Arts-forskere på tværs af miljøer og fra alle tre institutter til både seminarer, workshops og konferencer.

At leve med teknologien – nu og i morgen

Forskningsprogrammet “Human futures" sætter fokus på teknologiernes betydning for det sociale, for etik og æstetik, for læring, og for en fundamental forståelse af hvad det vil sige at være menneske i dag og i morgen. Programleder Mads Rosendahl Thomsen siger:

”Det er ikke så uskyldigt som det har været. Medicinsk teknologi, kunstig intelligens, et digitalt medielandskab og fremstormende robotteknologi er gode eksempler på teknologier, som sætter deres præg på menneskets eksistens. Det viser sig også i en kultur, der eksempelvis er fascineret af superhelte som aldrig før.”

Mads Rosendahl Thomsen er professor MSO på Institut for Kommunikation og Kultur.

Fascination af fortiden

Det andet forskningsprogram med arbejdstitlen ”Uses of the past” retter fokus mod den interesse, som fortiden i stigende grad vækker i mennesket i dag:

”Folk er mere end nogensinde interesseret i fortiden. Politikere overalt i verden bruger fortiden som reference for aktuel politik, og publikum strømmer til historiske udstillinger. Fremstillinger af historiske begivenheder på film, i TV og i bøger diskuteres heftigt i offentligheden, ikke mindst fordi fiktionalitet og dokumentarisme blandes på nye måder,” siger programleder Jan Ifversen, lektor på Institut for Kultur og Samfund.


FAKTA

  • Programmerne starter op 1. september 2016 og løber over tre år. Aktiviteter i programmernes regi vil være åbne for alle interesserede på fakultetet.
  • Om Human futures: Programmets kerne udgøres af eksisterende forskningsprojekter i posthuman æstetik, i fremtidsteknologi og læreprocesser og i Humanities research in social robotics. Programmets netværk af forskere på og udenfor Arts vil danne en tværfaglig ramme for udveksling af viden og igangsættelse af nye projekter.
  • Om Uses of the past: Det nye satsningsområde vil samle forskerne omkring en række aktiviteter, der vil synliggøre forskning inden for historiebrug, erindring, kulturarv og museologi og skabe nye forskningsprojekter. Aktiviteterne vil spænde fra gæsteforelæsninger med førende internationale forskere, konferencer og workshops til projekter med samarbejdspartnere uden for universitetet.