Ken Henriksen og Liselotte Malmgart er nye studieledere

Ken Henriksen og Liselotte Malmgart er blevet udpeget som studieledere ved henholdsvis Institut for Æstetik og Kommunikation og Institut for Kultur og Samfund.

Et travlt forår

Som studielederne i den nye institutstruktur går Liselotte Malmgart og Ken Henriksen et travlt forår i møde. Tilsammen skal de have styr på 31 bacheloruddannelser, 40 kandidatuddannelser, en lang række tilvalgsfag, og de skal samtidig lære undervisere og samarbejdspartnere i UFU’er, studienævn og ACA at kende. Men selvom det er en stor mundfuld, glæder de sig til at komme i gang:

 

- Jeg ser frem til arbejdet og til at arbejde med fagfolk fra mange forskellige miljøer. Heldigvis er vores struktur med fagklynger, uddannelsesledere og studienævnsformand en stor hjælp. Og så er der blevet ansat en uddannelseskonsulent, som helt sikkert vil kunne bistå mig med at få et overblik, siger Ken Henriksen.

 

Også Liselotte Malmgart ser frem til at lære de mange fag på det nye Institut for Kultur og Samfund at kende.

 

- Nysgerrighed er en af grundene til, at jeg søgte om at blive studieleder. Det er jo en chance til at få et grundigt kendskab til de fag, som jeg nu er i institut med, og få øjnene op for de samarbejdsmuligheder, som er formålet med den anstrengende proces, vi har været igennem de sidste to år. Nu skal jeg til at lære fagene at kende, og jeg vil f.eks. deltage i så meget som muligt til U-DAYS. Men jeg håber også, at studerende og undervisere vil invitere mig på besøg, hvis de har faglige arrangementer, som jeg kan lære noget af.

 

Overblik og udvikling

De nye studieledere finder det vigtigt at sikre det gode samarbejde omkring institutternes uddannelsesudbud – både på institut- og fakultetsniveau. Men begge studieledere har også andre klare fokuspunkter for det fremtidige arbejde:

 

- Det er vigtigt, at studerende og undervisere får så klar besked som mulig om, hvor beslutninger træffes, og hvor de skal henvende sig med forskellige spørgsmål. Det har jeg selv savnet det sidste stykke tid.       

Jeg mener, at beslutninger skal træffes så tæt på fagmiljøerne som muligt. Men fordi vi nu er et fælles institut med en fælles økonomi, er der spørgsmål, som må behandles på institutniveau på grundlag af et overblik over alle fag og deres behov. Det er det overblik, som jeg nu skal til at skaffe mig, siger Liselotte Malmgart.

 

På Institut for Æstetik og Kommunikation ser Ken Henriksen muligheder for nye uddannelsesinitiativer:

 

- Instituttets størrelse og faglige diversitet giver en række spændende muligheder i forhold til at skabe nye uddannelsesinitiativer, der kan sikre nye studie- og karrieremuligheder for vores egne studerende, og som kan bidrage til tiltrække nye studerende på både BA og KA-niveau. Jeg ser frem til at kunne deltage i sådanne udviklingsprojekter, og jeg ser en række oplagte samarbejdsmuligheder inden for vores institut, herunder også gode muligheder for at udvikle engelsksprogede forløb

 

-Det er vigtigt for mig her at understrege, at tværgående initiativer ikke kan udvikles uden en forankring i solide faglige miljøer, og at disse miljøer skal sikres nogle rammer, hvori de kan udvikles af de fagfolk, der arbejder i dem til dagligt. Her kommer samarbejdet med fagklyngerne og uddannelseslederne til at spille en væsentlig rolle, siger Ken Henriksen

 

Liselotte Malmgart Ken Henriksen
Liselotte Malmgart har været ansat på kirkehistorie siden 2005 og underviser på teologi og religionsvidenskab. Hun har især arbejdet med det 19. og 20. århundrede og er optaget af, hvordan kristne kirker har engageret sig i socialt arbejde og sociale problemer.

Ken Henriksen er lektor ved spansk-studiet og underviser i latinamerikanske kultur- og samfundsforhold. Han arbejder især med demokratiseringsprocesser, etniske relationer og med latinamerikansk identitetsdannelse i USA.