Siden efteråret 2015 har Niels Lehmann været prodekan for uddannelse på Arts. Han er 59 år gammel og dramaturg af uddannelse. Men i stedet for at vende tilbage til forskningen, så tager han nu endnu en runde som prodekan. Forlængelsen er på tre år.

”I mine øjne er der mere end nogensinde brug for kandidater fra fakultetets uddannelser, og jeg har derfor fortsat lyst til at bidrage til at udvikle uddannelserne”, siger Niels Lehmann.

Han peger på, at han i de forløbne år som prodekan har oplevet en enorm interesse for at sikre, at alle studerende får relevante uddannelser af høj kvalitet.

”Uanset hvad der ofte siges om humanioras manglende nytteværdi, er jeg overbevist om, at der et stort behov for kandidater med indsigt i, hvad der giver mennesker et meningsfuldt liv. I en moderne verden, hvor vi kan være tilbøjelige til at reducere alt til pragmatisk foretagsomhed, tilbyder humanister en ekstra dimension med deres indsigt i komplekse meningssammenhænge. Det samme gælder, vil jeg gerne tilføje, for fakultetets teologiske kandidater og for kandidaterne fra fakultetets pædagogiske uddannelser”, siger Niels Lehmann.

Hvis han skal forsøge på at sætte de mange forskellige fag på Arts på en fællesnævner, så peger han på, at de alle på den ene eller den anden måde arbejder med at forstå, hvad ’meningsfylde’ er.

”En historiker bestræber sig på at finde ud af, hvordan mennesker fra en fjern fortid skabte sig en sammenhængende meningshorisont. En semiotiker er interesseret i, hvordan tegnenes indbyrdes sammenhæng skaber mening. En antropolog forsøger at forstå, hvordan fremmede kulturer fungerer som meningsgivende rammer for dem, der lever i dem. Og så fremdeles. Ved at beskæftige sig indgående med, hvordan vi lever i forskellige meningshorisonter, opnår kandidaterne en forståelse for menneskelivet, der er særdeles brugbar i mange forskellige sammenhænge”, siger Niels Lehmann.

Oversættelsesproblemet

Men hvis der er et stort behov for denne ekstra dimension, hvordan forklarer man så, at ikke alle kandidater får arbejde i samme øjeblik, de har kandidatbeviset i hånden?

”Når man studerer meningshorisonter, må man i et vist mål fremmedgøre sig i forhold til det, man studerer. Hvis man skal svinge sig lidt op, kan man måske ligefrem sige, at vores kandidater lærer ’at uselvfølgeliggøre’ det (tilsyneladende) selvfølgelige”, siger Niels Lehmann og fortsætter:

”Evnen til at analysere dét, der umiddelbart forekommer selvfølgeligt men ved nærmere eftersyn viser sig ikke at være det, er den helt særlige kompetence, som fakultetets kandidater har at tilbyde. Denne tilgang kan imidlertid ikke undgå at skabe et vist ’oversættelsesproblem’. Jeg tror, det er en meget vigtig del af forklaringen på, at vi kæmper med dimittendledighed, dvs. med at få vores kandidater lige så hurtigt i arbejde som kandidater fra andre fag.”

Han peger da også på, at uddannelsesplanlæggerne har et ansvar for at minimere oversættelsesproblemet for fakultetets kandidater.

”Et bidrag til at foretage denne minimering er at sikre, at alle kandidater også er i besiddelse af andre relevante kompetencer. Ud over stærke akademiske færdigheder som fx analytisk sans drejer det sig i dag ikke mindst om at sikre, at vores kandidater kan omsætte de akademiske færdigheder i handling, og at de er klædt på til den digitale virkelighed, de skal kunne operere i”, siger Niels Lehmann og slutter:

”Samtidig er det vigtigt at synliggøre værdien af ’den ekstra dimension’ for arbejdsgivere. Det er f.eks. derfor, vi har gjort det muligt for vores studerende at tage projektorienterede forløb i virksomheder eller offentlige institutioner og at skrive erhvervs- og produktspecialer. De seneste år har vi gjort rigtig mange ting på denne front, men der kan stadig gøres mere. Ikke mindst med hensyn til det digitale.”

Kontakt:

Niels Lehmann, prodekan for uddannelse, Faculty of Arts, Aarhus Universitet