Nye funktionschefer på Arts
To nye funktionschefer er nu ansat på områderne økonomi og uddannelse. Thomas Degn Nielsen er konstitueret it-chef.
Ny økonomichef
Et nyt ansigt er fundet til posten som ny økonomichef for Arts. Han hedder Michael Viby Rasmussen og starter på sit nye job per 1. december. Michael Viby Rasmussen kommer fra en stilling som afdelingsleder for økonomi- it- og personale på Hospitalsapoteket i Aarhus.
Han har desuden været økonomileder i DR, og har en fortid på AU, hvor han har arbejdet med tunge EU-bevillinger. På AU har han også siddet i AU’s ledelsessekretariat. Michael Viby Rasmussen er 39 år og uddannet cand. scient. pol.
Konstitueret it-chef
Thomas Degn Nielsen er fra 30. oktober konstitueret til it-supportchef for Arts. Ansættelsen er på ubestemt tid. Thomas Degn Nielsen, der er 41 år, har været ansat på det tidligere ASB og sidenhen AU siden 2000. Han har tidligere været ansat i lignende it-chef-stillinger på AU. Thomas Degn Nielsen er uddannet cand.merc.dat.
I sin nye stilling har Thomas Degn Nielsen ansvar for it-supporten til medarbejdere og studerende på Arts og i Fællesadministrationen. Han vil i sit arbejde have særligt fokus på, hvor og hvordan it-afdelingen på Arts kan optimere sine arbejdsgange.
Uddannelseschef er fundet
En ny uddannelseschef på Arts er også fundet. Stillingen blev den 15. november besat af Leo Normann Pedersen, der har været konstitueret i stillingen siden 1. august 2012. Leo Normann Pedersen startede på AU 1. marts 2012 i et barselsvikariat som afsnitsleder for Undervisning og Eksamen på Arts. Opgaverne som afsnitsleder varetager Leo Normann Pedersen samtidig med chefstillingen indtil udgangen af februar 2013.
Indtil Leo Normann Pedersen kom til AU, arbejdede han som leder i den kommunale sektor, blandt andet som chef for arbejdsmarkedsområdet og senest som chef for børne- og familieområdet. Udover arbejdet med at skabe sikker drift, har han arbejdet meget med organisationsudvikling og etablering af nye samarbejdskulturer.
Leo Normann Pedersens mål for stillingen som uddannelseschef er at fortsætte og udvikle det gode arbejde, der foregår i Studieadministrationen og samtidig medvirke til, at Studieadministrationen er en attraktiv arbejdsplads.