På rundtur i EU’s bevillingslandskab
Hvordan kan Arts forskere bruge Aarhus Universitets EU kontor i Bruxelles? Hvad er der på den europæiske forskningsdagsorden lige nu? Og hvordan går det med Horizon 2020?
Det var nogle af de spørgsmål, der blev belyst, da dekanat og institutledere fra Arts var på en to-dages studietur til Bruxelles i begyndelsen af februar. Formålet med turen var at introducere institutlederne til Aarhus Universitets EU kontor og klæde dem godt på i forhold til muligheder i det europæiske bevillingslandskab.
”Et godt kendskab Horizon 2020 og EU-bevillingssystemet er en grundlæggende forudsætning for vores succes i europæiske samarbejder. AU’s konsulenter på Bruxelles-kontoret har bred viden om mulighederne for vores forskere i EU-systemet, og de kan hjælpe os med at finde de relevante kontakter. Kontoret i Bruxelles har også fine mødefaciliteter, som alle forskere kan benytte, så vi bliver godt hjulpet,” siger dekan Johnny Laursen.
Studieturen omfattede også et møde i ERC (European Research Council), med agenturet for små- og mellemstore virksomheder samt møder med lederen af forskningsstøttekontoret ved KU Leuven. Og der er allerede en række konkrete initiativer på banen:
”I forlængelse af besøget vil vi afholde et seminar for alle interesserede forskere på Arts om netop ERC i maj 2017. Og så snart vi har et udkast til det kommende arbejdsprogram for Horizon 2020, er der planer om at samle relevante forskere fra blandt andre Arts og KU Leuven til netværksmøder i Bruxelles,” fortæller Johnny Laursen.
Studieturen var udarbejdet af CDEU (Central Denmark EU Office) og Arts i fællesskab. I studieturen deltog dekan, prodekan for forskning, institutledere og forskningsrådgivere.