Samarbejde om sproguddannelser drøftes fortsat

De faglige miljøer på Arts og Aarhus BSS drøfter stadig mulighederne for at samarbejde om uddannelserne i de europæiske sprog.

Siden sommeren 2015 har Institut for Virksomhedskommunikation på Aarhus BSS og Institut for Kommunikation og Kultur på Arts drøftet et uddannelsessamarbejde om de europæiske fremmedsprog (engelsk, tysk, fransk og spansk).

De to dekaner forventer at blive orienteret om resultatet af de faglige drøftelser inden jul:

”Vi har et klart indtryk af, at der er godt gang i den faglige dialog mellem de berørte medarbejdere på sprogfagene, og at der er en god udvikling i samtalerne. Vi ser frem til at blive informeret om og drøfte resultatet af dialogen. Der er naturligvis flere vigtige spørgsmål, som endnu ikke er afklarede. Men vi har en god fornemmelse af, at det kan lykkes os i fællesskab at styrke og konsolidere sprogfagene på AU. Vi ser frem til en grundig tilbagemelding om de faglige drøftelser inden årets udgang,” udtaler Thomas Pallesen og Johnny Laursen, dekaner på hhv. Aarhus BSS og Arts.