Studiecenter Arts godt i gang
Det er nu en måned siden Studiecenter Arts slog dørene op i Nobelparken. Det åbne miljø og de moderne omgivelser så tillokkende ud, men har det lokket de studerende til?
-I begyndelsen var vi spændte på, hvorvidt de studerende kunne finde os. Men ser man på det antal studerende, vi møder i centret hver dag, så har de fundet vej til os, forklarer teamleder Jesper Sølund, der har stået i spidsen for etableringen af studiecentret.
Jesper Sølund er godt klar over, at ikke alle studerende har fundet frem til studiecentret. Derfor er de i gang med at få lavet postkort og plakater og ordentlig skiltning af centret.
En af de studerende, der har fundet vej, er Majurran Veethividangan fra Nordisk Sprog, Litteratur og Kultur:
-Det er første gang, jeg bruger Studiecenter Arts. Jeg har i dag fået hjælp til udfyldelse af forhåndsgodkendelse af studieprogram i forbindelse med udvekslingsophold. Det er rart med et samlet center, så man ved, hvor man skal få hjælp.
De studerende hjælpes videre
Det er imidlertid ikke alle, der er klar over, hvilke spørgsmål studiecentret kan hjælpe med. På studieportalen på web har studiecentret lavet en oversigt over, hvilke spørgsmål de studerende kan få svar på. Men de oplever stadig at få henvendelser fra studerende, som skal besvares andre steder i organisationen:
-Det er en forvirrende tid for de studerende, og nogle gang møder vi folk, som efterhånden er blevet sendt fra sted til sted. Dem prøver vi at hjælpe her, og hvis vi ikke har svaret, ringer vi rundt og finder det, så vi ikke sender de studerende yderligere på tur, fortæller Jesper Sølund.
Nye initiativer
Studiecentret har på mange måder haft sin første spæde succes. Det nyder de internationale studerende også godt af, da Forskning og Talent også har fået plads i studiecentret, så de internationale studerende også kan få den samme vejledningsservice.
Få mere information om studiecentret:
Se hvilke spørgsmål du kan få svar på i studiecentret