”Vi håber, det kan styrke en følelse af fælles identitet”

Akademisk Råd har taget initiativ til et seminar, hvor Arts´ identitet skal drøftes, men hvorfor skal Arts´ identitet og udfordringer til fælles debat? Vi har spurgt Akademisk Råds formand, Nina Koefoed.

Hvorfor er en diskussion om, hvad Arts er, overhovedet relevant?

-Det er en diskussion, der har ligget i Akademisk Råd, i alle de fire år, jeg har siddet der. Vi var det første Akademiske Råd, der blev nedsat på det nye fakultet. Og mange af de her diskussioner om, hvem vi var, og hvilken form for videnskab vi bedrev, fandt sted, før organiseringen faldt på plads. Man diskuterede for eksempel, om vi skulle hedde Fakultet for Kulturvidenskab, og man diskuterede, hvad er kulturvidenskab? Man diskuterede fagligheder og faglig identitet i forhold til, hvordan institutterne skulle se ud. Men diskussionen gled i baggrunden, fordi der skulle tages nogle organisatoriske beslutninger. Og siden har vi arbejdet på at få organiseringen til at virke. I Akademisk Råd forsøger vi med seminaret her den 14. december at gribe tilbage og sige, der lå egentlig en diskussion, der er værd at tage op, før vi begyndte at snakke organisation. En diskussion om, hvad der var af faglig sammenhængskraft på det her fakultet, og den vil vi gerne have fat i igen.

David Budtz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe har redigeret bogen: ”Kampen om disciplinerne”, hvor de blandt andet kortlægger, hvad der kendetegner humanistisk forskning i Danmark i dag – hvad, synes du, er de vigtigste pointer fra bogen set i forhold til den diskussion, I også ønsker at lægge op til i forbindelse med seminaret?
-Jeg vil fremhæve to pointer. En vigtig pointe fra bogen er at sige, at humaniora også arbejder med samfundsrelevante problemstillinger. Det begreb, ”samfundsrelevante problemstillinger”, synes jeg er interessant, for hvem er det, der definerer dem? Er det samfundet eller os som forskere, der definerer, hvad der er samfundsrelevant – hvor ligger definitionen af, hvad der er samfundsrelevant? Det er en vigtig diskussion at bringe ind i vores drøftelse, fordi vi er under et krydspres. På den ene side har vi et ideal om fri forskning, og hvad universitetet gør ud i samfundet. Samtidig har vi et pres udefra mod samfundsrelevante problemstillinger, men hvordan forholder vi os til, hvem der har definitionsmagt over den kategori? Det, synes jeg, er en relevant og interessant kategori at trække frem og ikke for at sige, at det gør humaniora allerede, men for at sige, hvad er det egentlig for definitioner, der er på spil omkring kategorien ”samfundsrelevante kategorier?”

Og den anden pointe, du vil fremhæve?
-Det andet kobler sig til det tværvidenskabelige, for hvordan bevarer vi Arts´ ligeværdighed i en tværfaglig dialog? Hvordan sikrer vi, at vi ikke kun går ind og laver kulturvidenskabelig videnskab som tillæg til alle andre forskningsprojekter, men at det faktisk også er os, der er dagsordensættende som videnskab? Vi skal også være dem, der nogen gange henter andre videnskaber ind som hjælpevidenskaber – og spørgsmålet er så, hvordan bevarer vi den ligeværdighed i, at vores dagsordener er ligeså samfundsrelevante som alle andres?

Initiativet til det kommende seminar kommer fra Akademisk Råd – hvad håber du som formand udbyttet af seminaret bliver?
-Vi håber, det kan styrke en følelse af fælles identitet i de kommende år, der ikke bliver nemme, men også at det kan være et springbræt til at turde tage et mere markant synspunkt udadtil for eksempel i form af en opfølgningskonference på universitetsniveau om, hvad kulturvidenskab eller humaniora er og skal. Det vil være en anden vej rundt om dimensioneringsdiskussionen, som jo også afspejler, hvad man ser som humanioras plads. Vores seminar er således også ment som en opkvalificering af de diskussioner, der kommer – en opstart til en diskussion, vi gerne vil have fortsætter, men hvor vi så kan stå stærkere udadtil og repræsentere en mere samlet enhed indadtil. Jeg tror, at vi som Arts kan mere end det klassiske humanistisk fakultet – vi er bredere og skal også skabe en fælles bevidsthed om, at der er mange muligheder i det her fakultet, vi har fået.

Er det er seminar, der kun er relevant for forskere, eller vil det også være relevant for studerende? Og evt. hvorfor?
-Det er primært henvendt til forskere. Det handler jo om vores identitet som forskere, men det er selvfølgelig også en relevant diskussion for studerende. Arts er jo også deres sted og deres uddannelse, og der er helt sikkert også studerende, der er aktive i de her diskussioner, der vil finde seminaret interessant. Derfor har vi gjort plads til, at der også kan komme studerende. Og jeg har stor respekt for det, de har at byde på. De kan ofte se perspektiver, som vi andre overser. Og så er det her initiativ også en prøveballon, hvor vi prøver en arbejdsform af og sætter fagpolitiske diskussioner mere ud i det åbne rum.


Følg debatten om Arts´ identitet på Twitter - #artsaudk #aarhusuni



Yderligere information

  

 

Nina Javette Koefoed

lektor og formand for Akademisk Råd

mail: hisnk@cas.au.dk

Fastnet: 87162198