71 MSO-ansøgninger prioriteret af Akademisk Råd

Ved fristens udløb havde Arts modtaget 71 ansøgninger til MSO-professorater. Akademisk Råd har nu vurderet ansøgningerne sammen med repræsentanter fra institutternes forskningsudvalg. Næste behandling sker på institutniveau.

Efter drøftelser med Akademisk Råd og Fakultetssamarbejdsudvalget blev det i efteråret 2014 vedtaget at gennemføre en intern opslagsrunde med henblik på besættelse af op til 5 MSO-professorater pr. institut. Udvælgelsen gennemføres i to faser; først en fakultets- og herefter en institutfase.

”Jeg er meget glad for det store antal ansøgninger, og jeg ser det som en udtryk for, hvor stort forskningspotentiale vi har på fakultetet,” siger Johnny Laursen, konstitueret dekan på Arts.

Strategisk værdi for fakultetet

I første fase har Akademisk Råd sammen med repræsentanter fra institutternes forskningsudvalg på et møde den 28. april 2015 drøftet de 71 ansøgninger. Det har udmøntet sig i en rådgivende indstilling med en prioritering af projektemnerne. Indstillingen indgår som del af udvælgelsesprocessen i anden fase, hvor den strategiske værdi skal afvejes i forhold til de øvrige kriterier - herunder instituttets strategi.

Akademisk råd vurderede de 71 projektemner ud fra tre kriterier:

  1. Projektemner af central betydning for fakultetets strategi og med selvstændigt fagligt udvik-lingspotentiale.
  2. Projektemner af betydning for fakultetets strategi og med selvstændigt fagligt udviklingspotentiale
  3. Projektemner med selvstændigt fagligt udviklingspotentiale

Anden runde på institutniveau

I anden fase overgår den videre behandling til institutniveauet, hvor der nedsættes et udvælgelsesudvalg med deltagelse af Institutledelsen. Udvælgelsen skal være gennemført inden 31. maj 2015.

Til anden runde har fakultetsledelsen fastlagt følgende fem kriterier:

  1. Det foreslåede projekts strategiske betydning for instituttets udvikling
  2. Det foreslåede projekts kvalitet og originalitet, potentiale for synliggørelse af fakultetets forskning og uddannelse samt dets gennemførlighed
  3. Ansøgerens forskningshøjde og internationale gennemslagskraft samt evne til at understøtte uddannelses-, talentudviklings- og videnudvekslingsaktiviteter
  4. Ansøgerens og projektets formodede evne til at bidrage til en forøget hjemtagning af eksterne midler
  5. Ansøgerens særlige kvalifikationer med henblik på gennemførelse af det foreslåede projekt