Kære alle sammen!

Om lidt er der noget, der er forbi. Derpå er der noget nyt, der begynder.

Det, som er forbi

Det har været et overvældende år. Med debat om institutstruktur, uddannelser, studienævn, økonomi, ledelse, samarbejdsorganer, navne osv. Og en overgangsperiode med en konstitueret dekan (og en konstitueret institutleder). Vi tog startskuddet på Artsprocessen med et stormøde på Kasernen den 18. august sidste år. Dengang sagde jeg:

”Nu tager vi debatten, vi afslutter den indenfor en overskuelig periode, og derefter tager vi en beslutning. Når det er gjort, må vi have ro og kontinuitet…”

Det har vi gjort. Vi tog en debat om alt, hvad der rører sig. Vi har endda diskuteret, hvor stikkontakterne skal sidde. Den 12. december tog vi et helt katalog af beslutninger. Derefter var der lokale forløb på institutterne. De er afsluttet. Artsprocessen er nu officielt forbi. Den er gennemført i dybden. Den er gennemført i samarbejde, og den er gennemført til tiden.

De store organisationsdebatters tid er forbi.

Hvad har vi så lært undervejs? Vi har lært, at det er en god ide at have tre storinstitutter og få studienævn. Men vi har så sandelig også lært, at det er en god ide at have en fag- og medarbejdernær ledelse tæt knyttet til faglighederne, og at holde forskning og undervisning tæt forbundet. Vi lærte nødvendigheden af et tæt samarbejde mellem VIP og TAP. Vi lærte også, at vi skal have inddragelse og åbne beslutningsprocesser. Vi har alle sammen lært meget. Det har været organisatorisk læring, men på dekankontoret har der også været ansvar for egen læring. Jeg føler det som om, jeg har været til eksamen med intern censur på alle institutterne. Lad mig nøjes med at sige, at hvis der blev givet taksameter for dekaners læring, så ville fakultetet være rigt. Men jeg må nok nøjes med den åndelige berigelse.

Jeg troede i rum tid, at vi ikke ville ændre institutstrukturen. På falderebet viste det sig så, at to af institutternes tid også er forbi: vi må sige farvel til Institut for Æstetik og Kommunikation og Institut for Uddannelse og Pædagogik. Vi får heldigvis to andre institutter i stedet: nemlig Institut for Kommunikation og Kultur og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, IKK og DPU. Velkommen til IKK, og velkommen tilbage til DPU. Heldigvis har de samme medarbejdere som de gamle institutter. Vi kan også glædes over, at vi endda nu får dobbelt så meget kultur. Til gengæld er det lidt foruroligende, at der åbenbart ikke er nogle af afdelingerne på de to kulturinstitutter, der har kultur med i navnet. Men dether er Arts, og her skal man ikke forvente kold logik, men fortolkninger og betydninger.

Alt det er sket samtidig med, at vi blev underkastet en række store reformer. Også den udfordring har fakultetet mødt med ro, beslutningsevne og samarbejde. Fakultetet har vist en evne til at tage store beslutninger i samarbejde, til at gøre det til tiden, og til samtidig at gøre en flot indsats indenfor forskning, undervisning, formidling og myndighedsrådgivning. Det har vakt stor respekt på og udenfor universitet og bør være en kilde til stolthed.

Det er forbi med at være bly på Arts.

Det, som begynder

Det, som begynder efter sommerferien, vil stille store krav til os. Det vil nærmest kræve maksimal forandringsparathed hos os alle, for det er vilkår, som ingen af os kender fra tidligere. For dem, som har tilpasset sig til universitetets rammer i de sidste år, vil det være fremmed, svært og udfordrende. Det er en tilstand, som vel bedst kan sammenfattes i ordet normalitet.

Nu er dette heldigvis Arts, så jeg er vis på, at tekstanalytikerne straks vil udbede sig en definition. Selv om jeg er en teorifattig empirisk historiker, så tilbyder jeg gerne en: normalitet er på et universi­tet en tilstand, hvor det altoverskyggende fokus er faglig kvalitet: på forskning og på alt, hvad der udspringer af den: uddannelse, formidling og myndighedsrådgivning. Hvor fokus er på at gøre svære ting, på at gøre dem godt og altid med et internationalt ambitionsniveau. Det er også en tilstand kendetegnet ved fravær af store organisations­debatter. Da det er videnskabsfolk, vi har med at gøre, så er det ikke en tilstand kendetegnet ved fraværet af kritik. Altså den lille, lidt lystbetonede kritik, som betvivler definitioner og stiller spørgsmålstegn ved tingene.

Da det er humaniora, teologi og uddannelsesvidenskab, er normaltilstanden heller ikke en tilstand, der er sikret mod politiske indgreb. Det er en tilstand præget af mange opgaver og af store udfordringer. Sådan har det altid været, men det kan vi håndtere, for vi elsker vores fag og vores arbejde. Det nye og fremmedartede er, at det ikke er organisation, men det faglige, der er i centrum for diskussionerne. Men mon ikke vi ligeså langsomt vænner os til det.

Nu er fakultetet heldigvis begavet med et overgennemsnitligt antal socialkonstrukti­vister, og de vil pege på, at sådan en tilstand som normalitet er formbar. I nationa­lisme­forskningen har Benedict Anderson peget på betydningen af konstruktionen af det, som han kalder forestillede fællesskaber for udviklingen af de europæiske nationalstater. Sådan et fællesskab har vi taget forskud på at opbygge på fakultetet. De værdier og identiteter, som binder sådan et fællesskab sammen, er allerede blevet præget af den måde, som vi har handlet på i det sidste år – den måde som vi har forholdt os til hinanden under de udfordringer, som vi har gennemlevet. Og nej, her vil jeg være uenig med de sproganalytikere og diskursteoretikere, som straks vil springe op og hævde at vore handlinger og ideer er styret af sproget og diskursen. I det sidste år har medarbejdere og studerende vist en enestående evne til samarbejde, solidaritet, tillid og en vilje til anerkendelse af andre fagtraditioner, som jeg er overbevist om vil være prægende for vores identitet, værdier og sprog i årene fremover. Værdierne bag vore handlinger vil sætte sig i sproget. Andersons pointe var, at ved at forestille sig fællesskabet og tale om det, blev det virkeligt.

Det er det, der begynder.

Det midt imellem

Det, som kommer imellem slutningen og begyndelsen er naturligvis, at alle skal på ferie. For at være klar til det skal I naturligvis holde en fest. Fællestillidsmanden sagde forleden til mig, at universitetet er beriget med ufatteligt loyale og gode medarbejdere. Det har han ret i. Det gode er, at det er dem I skal til fest med i aften og det er dem, I deler dagligdag med, når I kommer tilbage efter ferien. Det er en særlig glæde, at vi undervejs har fået det administrative center med administra­tions­­­chef, medarbejdere og det hele tilbage i nærkontakt. Det kan vi mærke i hverdagen. Velkommen hjem til jer.

Sidste år citerede jeg indledningsdigtet i ’Hvem ringer klokkerne for’:

”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort af havet, eller et forbjerg, eller din vens hus eller dit eget, Europa bliver mindre derved…”

Se jer omkring. Alle omkring jer er en del af det hele. Det er dem I skal feste med.

Tak for et storslået år.
Jeg glæder mig til fortsættelsen.