Som afgående dekan vil jeg naturligvis gerne ønske jer en rigtig god fest, en god solrig sommer og god vind fremover for fakultetet og alle medarbejdere!

Jeg vil også gerne give jer de sidste gode råd med på vejen, uden at I behøver at frygte en længere tirade fra mig.

Jeg har fået rigtig mange tilkendegivelser i forhold til beslutningen om, at en ny dekan skal findes til Arts – nogen har været overraskede, nogen har været skuffede, nogen har været totalt uforstående og andre igen har på det særegne Twittersprog givet udtryk for stor tilfredshed med et lederskifte.

Sådan vil det altid være – vi betragter verden ud fra hvert vores perspektiv – vi har alle vore særinteresser og ideologiske ståsted og dermed forskellige ønsker til universitetets rolle i det 21. århundrede.

Da jeg startede på AU, holdt jeg en tale ved dekanernes tiltrædelsesreception og citerede heri en af Kinas mest kendte filosoffer for at have sagt noget i denne stil: ’Hvis vi ikke ændrer vores retning, så er der fare for, at vi ender, der hvor vi er på vej hen’.

Meningen er ikke til at tage fejl af - uden bevidsthed om et fælles mål med en hvilken som helst vandring, er vi tilbøjelige til at havne der, hvor forskellige tilfældige kræfter driver os hen.

For samfundet og den enkelte studerende er universiteternes overvejelser om, hvor vi skal hen med vores videninstitutioner ekstremt vigtige. Det er vigtigt for et så lille land som Danmark med få universiteter og begrænset variation og mangfoldighed at vælge rigtigt på uddannelsesområdet.

Jeg tror, vi alle kan være enige om, at vi ønsker os et humanistisk præget samfund – nationalt og globalt. Det må være derfor, vi er her. Men spørgsmålet er naturligvis, hvordan vi bedst medvirker til dette projekt.

Hertil har jeg og den øvrige ledelse på Arts i samarbejde med mange medarbejderorganer formuleret en strategi eller retning for fakultetet, hvor der lægges vægt på udadvendthed, åbenhed over for det omgivende samfund, samarbejder på tværs af klassiske faggrænser og udnyttelse af de teknologiske muligheder i forskning og undervisning. I kort form har vi talt om de fire i’er:

internationalisering, interaktion, interdisciplinaritet og IT.

Det er en retning, som jeg stadig tror er meget vigtig fortsat at forfølge, for det modsatte, nemlig lukkethed og selvtilstrækkelighed kan meget let føre til, at vi driver hen, hvor vores fagligheder og kandidater ikke vil kunne medvirke til at skabe mere værdi for det danske og globale samfund.

Samfundsudviklingen må gerne blive meget mere præget af vore kandidater, der netop kan langt mere end bare tænke i organigrammer, modeller, regneark og økonomisk vækst. Vi sætter jo en ære i at skabe studerende, der er kritiske. Men vi skal også sikre os, at de er kreative og konstruktive.

Vore uddannelser tager bl.a. udgangspunkt i at forstå og værdsætte mangfoldigheden i samfundet samt i at tænke livskvalitet ud fra det enkelte menneskes og fællesskabets perspektiv. Men får vore kandidater et uddannelsesindhold, der både vil give dem beskæftigelse på arbejdsmarkedet og samtidig gøre dem i stand til at påvirke samfundet i en fornuftig retning? Ikke bare at være kritiske overfor hvad de observerer, men faktisk at kunne levere brugbare løsninger sammen med andre fagligheder?

Er vi tilfredse med, at vores kandidater ’bare’ bliver generalister og dermed er vanskelige at identificere for aftagerne på arbejdsmarkedet?

Jeg synes, vi i alt for mange år har accepteret, at humaniora (og her tænker jeg på alle vores uddannelser på Arts) konsekvent har haft den højeste arbejdsløshed, at vi leverer uddannelser med det ringeste undervisningsudbud målt i undervisningstimer, og at vore studerende tager klart længst tid af alle om at gøre sig færdige, og der fortsat er et alt for højt frafald (1/3 på bachelor).

Alt sammen gamle travere – I kender dem - og meget er jo også blevet forbedret i den senere tid, bl.a. er en række af de eksisterende uddannelser blevet videreudviklet, ligesom der er udviklet nye uddannelser, men tydeligvis ikke hurtigt nok til at tilfredsstille den eksterne bevillingsgiver – Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Nu bliver vi bare pålagt rigtig meget, der på en og samme tid rammer vores uddannelser og dermed udhuler vores indtægtsgrundlag. Lad mig blot nævne de vigtigste krav:

1. En fremdriftsreform, der indeholder omfattende økonomiske sanktioner, hvis de studerende ikke kommer så hurtigt igennem deres studier som krævet
2. Dimensionering af optaget i nedadgående retning for uddannelser med kontinuerlig høj ledighed og muligvis lukning af uddannelser, hvor optaget er for lille
3. Krav til indrapportering hvert semester af udbudte undervisnings- og vejledningstimer på hver enkelt uddannelse med offentliggørelse heraf på nettet
4. En omfattende ændring af hele uddannelsestaksametersystemet og en konkret genforhandling med Finansministeriet af taksameterforhøjelsen for humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser

Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer disse udmeldinger, vil de for Arts føre til et angreb på vores vigtigste indtægtsgrundlag, og dermed på vores fagligheder og vore uddannelser. Jeg har længe anet og sagt højt, at disse tiltag ville komme og har forsøgt at gøre vores organisation klar til at imødegå kravene.

Organisationsændringerne i 2011, der første til de større institutter, havde netop til hensigt at styrke vores muligheder for at udbyde fagligt stærke og økonomisk bæredygtige uddannelser. Institutterne har taget tid at få på plads, og mange af jer har givet udtryk for, at I heller ikke selv har fundet jer helt rigtig på plads i de store institutter.

Mange har også givet udtryk for, at forandringerne har vanskeliggjort jeres personlige arbejdssituation, men jeg læser også med bekymring kommentarerne om administrationen og tænker på, hvor mon den kollegiale respekt er blevet af? Er vi på samme arbejdsplads? Gør vi nu ikke administrationen til syndebuk for en forandringsproces faktisk besluttet af den nuværende universitetsledelse? Der bør naturligvis komme fokus på at finde nye løsninger til at forbedre den administrative understøttelse og styrke medarbejderinddragelse og en kultur for dialog. Men respekten for hinandens arbejde og respekten for hinanden som kolleger bør også få opmærksomhed. Det håber jeg, der bliver mulighed for efter sommerferien. Men lov mig ikke at miste fokus på de eksterne udfordringer midt i alle de interne diskussioner.

Så uden at forklejne de interne organisatoriske udfordringer, overdrager jeg med sindsro fakultetet til jer, for økonomien er sund og organiseringen fremtidssikret, og dertil kommer I som dygtige medarbejdere inden for forskning, undervisning og administration. Jeg kan kun se, at fakultetet står solidt og stærkt forankret i det danske uddannelseslandskab til at tage udfordringerne op og blive endnu bedre og endnu mere konkurrencedygtigt.

Her til slut vil jeg derfor blot give jer endnu en kendt kinesisk talemåde i afskedsgave, og det lyder på dansk sådan her: ”Det er bedst at overvinde fjenden uden angreb” – det samme vil jeg sige til jer: Det er nødvendigt at have en klar strategi både for, hvad I vil med humaniora, hvilke mål I vil opnå og at vise det i handling ved at være proaktive frem for at afvente, hvad der kan komme til at ske med vores uddannelser.

Jeg håber med denne lille afskedssalut, at jeg ikke har ødelagt sommerfeststemningen, men givet lidt stof til eftertanke til efter sommerferien og til diskussion i de følgende timer.

Nu er der kun tilbage at rette et stort tak til festarrangørerne – I har igen i år gjort et fantastisk arbejde for, at vi alle kan varme op til sommerferien – tak også til jer alle for et godt samarbejde, mens jeg har været dekan. Og endelig held og lykke til jer alle og i særlig grad til humaniora!

God sommerfest!