Som hun står der bag skrivebordet på sit arbejde iført en farverig tunika i chiffon med klirrende guldarmbånd om begge håndled, er der ikke umiddelbart noget, der leder tankerne i den retning. Et par minutter senere bevæger hun sig ud i køkkenet og placerer en kop i kaffeautomaten. Herefter tilbagelægger hun nogle skridt for så at sætte sig til rette i et mødelokale. Hun tager en slurk af sin kaffe, og dér, på den ene side af koppen, dukker Thierry Henry pludselig op – ud af ingenting. Det kunne være en tilfældighed, men det er det ikke. Lone Iversen, der til dagligt er ansat som chefrådgiver på Aarhus Universitet, holder ikke kun Thierry Henry i hånden ved kaffeautomaten eller sidder i ny og næ og nipper til Arsenals fortid. Hun er passioneret fan og har været det i efterhånden mange år og kan snakke vidt og bredt om Arsenal – også om tiden fra slutningen af 1990´erne, hvor den franske fodboldspiller blev solgt til Arsenal for 10,5 millioner pund. Hun ved også, at han erstattede Nicolas Anelka som frontangriber og blev topscorer i næsten hver sæson, mens han var i klubben. For hun er selv en del af den engelske Premier League-klub med kælenavnet The Gunners. En klub, der blev grundlagt i 1886 af arbejdere på en våbenfabrik. 

De spørger pænt, hvordan det er gået
Næste gang, hun trækker i trøjen, er første weekend i august. Arsenal møder Benfica. I samme weekend vil hendes kollegaer måske lægge vejen forbi et sommerhus eller lave noget andet hjemligt. Men Lone Iversen har et fristed, hvor hun bevæger sig hen efter travle arbejdsuger, der altid har ligget over 37 timer med skiftende lederjobs: Først som direktør for Vejle Amts Trafikselskab, så som leder i en myndighedsafdeling i Vejle Kommune, siden som leder i rektors sekretariat på Syddansk Universitet og nu som chefrådgiver på Aarhus Universitet, hvor hun har siddet de sidste tre år og styret et dekansekretariat. Og det gør hun efter sigende med fast hånd. Hun har stor tillid til sine medarbejdere, men er heller ikke bange for at gå forrest, når det gælder. Hendes tone kan være bramfri – også nu - når hun for eksempel siger: ”Det er sjovere at stå op klokken lort mandag og gå på arbejde, hvis vi har vundet søndag.” Lige-på-og-hårdt, men det kan også lyde følsomt, når hun med en mild stemme beretter om børn, børnebørn og ikke mindst oplevelsen af at se sine egne børn træde ind i nye roller som forældre og vokse med den opgave. Dét er også stort. Tilsvarende synes børnene også, det er stort og lidt fedt, at deres mor pakker weekendtasken, lukker ned for arbejdsmobilen og sætter kurs mod Stansted Airport. Og børnene kan snakke med om op- og nedture på banen og om engelsk fodbold i det hele taget. Det samme kan man ikke sige om chefrådgiverens nære medarbejdere. ”De spørger pænt, hvordan det er gået – det skal de dog have” og siger: ”god kamp,” inden jeg tager af sted. Det er omtrent det, samtalen begrænser sig til.  Men der er nogle af drengene rundt omkring bag universitetets gule mure, der kan snakke med, fortæller hun: ”Der er Thomas Sørensen, Søren Klit, Peder Østergaard... Der er også Kasper fra IT og Thomas Degn. De holder med nogle andre hold, men så kan jeg lige sende en sms og mobbe dem lidt en gang imellem,” fortæller en kvinde, der aldrig har sparket til andet end indersiden af sin mors mave, dengang hun for efterhånden 56 år siden lå i et lille to-liters ocean og ventede på at komme ud til det, der skulle vise sig at være en kernefamilie i 8210 Aarhus V.

 ”Der er Thomas Sørensen, Søren Klit, Peder Østergaard... Der er også Kasper fra IT og Thomas Degn. De holder med nogle andre hold, men så kan jeg lige sende en sms og mobbe dem lidt en gang imellem,” 

En dansk kvinde i supporter-habit
Da hun kom til verden, var der ikke noget, der hed Emirates Stadium. Det var først i sommeren 2006, at Arsenal spillede deres hjemmekampe på det nye stadium i bydelen Islington i London.  Der spiller de stadig. Og på en af lægterne står der mindst én gang om måneden en dansk kvinde i supporter-habit. Hun hepper, holder vejret og kommer med glædesudbrud. Ser man hende forfra, står hun med et rødt Arsenal halstørklæde om halsen og fodboldtrøje med sponsornavnet ”Fly Emirates” printet hen over maven.  Ser man hende bagfra, står der N-e-l-s-o-n på den øverste del af ryggen under det korte, lyse hår. Og nedenunder står der et 3-tal på en rød fodboldtrøje. Og det vidner om et indgående kendskab til klubben, for Sammy Nelson var aktiv tilbage i 60´erne. Der kunne også stå nummer 16 for Ramsey, der ”spiller midtbane – altså offensiv midtbane,” præciserer Lone Iversen. Hun tager turen frem og tilbage mellem Vejle og det nordlige London minimum 12 gange om året. Det har hun gjort, siden hun for fem år siden endelig rykkede nærmest fra bunden til toppen af en lang venteliste og blev fuldgyldigt medlem af klubben. Og hun har i tidens løb haft både børn, børns kærester, venner og bekendte med til det nordlige London, hvor hun med årene er blevet en del af en endnu større global familie. Hun er nu på fornavn med nordireren Sammy, som også besøger familien privat. Hun skåler efter kampene med engelske fans på udvalgte pubber i London og har været til bryllup i Polen hos en anden fan. Det er sidegevinster ved interessen for spillet på banen - alt det, der følger med uden for banen. For Lone Iversen har lært en masse mennesker at kende og fået oplevelser, hun ellers aldrig ville have fået, hvis hun havde siddet derhjemme. Og på spørgsmålet, om ikke det nogen gange er kedeligt eller ensformigt at stå og vente på et dommerfløjt i 90 minutter, lyder et kort og resolut svar: ”Nej, for det er jo en ny kamp hver gang.”

Bølgen i Vejle 
På opslagstavlen derhjemme i hendes og familiens parcelhus i Vejle hænger der et synligt bevis på, at medlemskab af den engelske arbejderklub kan føles som en ligeså lang og sej kamp, som den, der til tider udspiller sig på grønsværen. På et printet ark papir fremgår det nemlig, at de (for hun deler denne passion med sin mand) har været nummer 35.000 på ventelisten. Og på den hjemmeboende søns værelse kan man også finde både Arsenal-sengesæt og signerede fodboldtrøjer i ramme. Bølgen i Vejle er både et ikonisk byggeri ved fjorden og en bølgende bevægelse, der kan laves foran fjernsynet på Solsikkevej, når den 19-årige søn sammen med Lone og Jan sidder og følger en kamp. Og man kunne måske tro, det netop var fodbolden, der havde ført de to sidstnævnte sammen. ”Nej, vi har ikke fundet sammen på grund af fodbold. Nej, dog ikke,” siger hun og slår en mild latter op. ”Det er faktisk lidt tilfældigt, men det er rigtigt dejligt at have det sammen,” siger hun med eftertryk på rigtigt. Og de har noget sammen – de to – og faktisk hele familien, der foruden to bonusdøtre på 28 år og 24 år - også består af en 30-årig søn og et hold tvillinger af hver sit køn på 28 år. Datteren er Arsenal-fan og har selv spillet fodbold. Og drengene spiller også fodbold. ”Men det er sådan lidt uheldigt, for vi har to drenge, der er Manchester United-fans,” lyder det fra en mor, som om noget er slået fejl i opdragelsen. Men helt kritisk er det nu ikke, for hun kan glæde sig over synet af et af de tre nytilkomne børnebørn, der er fotograferet i en vugge i Arsenal-sparkedragt. Og smilet på hendes læber over dét syn er næsten ligeså bredt som hjemmebanen på Emirates Stadium - hendes andet hjem.

Der er så meget, kvinden forstår
Den første Arsenal-kamp glemmer hun aldrig. Det var i 1992 på det gamle stadium, Highbury, hvor hun så truppen løbe gennem spillertunnellen og lige ud til hende og alle de andre fans. Siden er det blevet til rigtig mange kampe. Og når hun lader minderne få frit løb, er hun svær at stoppe, for der var jo dengang med Thierry Henry i starten af 00´erne. ”De spillede 49 kampe, før de blev besejret. Det var aldrig sket før i engelsk fodbold.” Men der var også dengang i 2011, ”da vi vandt 2-1 over Barcelona i Champions League. Det var helt fantastisk. Det var, som om stadion vibrerede.” Den kamp rangerer som den største fodboldoplevelse til dato, fortæller hun, mens smilet skruer opad og rammer de to brune øjne klokkerent. Arsené Wenger var træner. Det har han efterhånden været i mange år, og det sætter den kvindelige fan pris på, for med Wenger blev spillet mere seværdigt, mere teknisk betonet. For nogen vil hun ved første øjekast måske ikke ligne en, der kan udtale sig om den slags. Men det kan denne kvinde, og samtidig kan hun gøre Danske Spils ti år gamle kampagne - ”Der er så meget, kvinder ikke forstår” - til skamme. For det er ikke en dum blondine, men en blond fodboldklog kvinde, der kommenterer, at sæsonen nu er slut i Premier League. En kort status over årets sæson lyder sådan her: ”Vi endte som nummer fire – som vi altid gør,” fortæller hun med et langstrakt a i altid, ”Men vi vandt FA med 3-2 over Hull. Det var en fantastisk kamp, en dramatisk kamp, der virkelig gjorde noget ved blodtrykket,” beretter hun og pointerer, at ni års trofætørke også blev brudt den dag. ”Vi har store forventninger til næste sæson,” siger hun så og refererer, som hun ofte gør, til sig selv i flertal. For Lone Iversen har altid været en del af et ”vi”.

Det skulle da lige være højre-poten
Hun er den næsteældste i en søskendeflok på fire. Hendes far var landinspektør, og moren var hjemmegående. Fire af husets beboere fulgte byens hold – AGF.  Det var faren, de to brødre og Lone. Lone var tit med sine brødre og far til fodboldkampe – også dem de selv spillede. Hun fulgte med fra sidelinjen og kunne i en tidlig alder iagttage en lillebrors besættelse af Arsenal. Så på en måde lå det lige for at blive fodboldinteresseret og passioneret fan – af Arsenal. Interessen ulmede i hende og blev forstærket, da Wenger kom til Arsenal, og nu er det definitivt afgjort, hvilken klub hendes hjerte banker for. Men hvad lavede hun som barn, før hun for alvor blev fodboldnørd? Hun var, siger hun selv, en slags lille nørd, der blandt andet spillede bridge i Stakladen i Aarhus. Der var ikke andre 13-årige piger, der kom til Akademisk Bridge, som det hed. Men der er et særligt kendetegn ved hende i dag, som også gjorde sig gældende dengang: Hun gør ikke noget halvt. Det gjaldt også bridge. Hun blev god til det. Så god, at hun kom på juniorlandsholdet. Hun havde også flair for matematik og fysik og blev mat/fys-student. Efterfølgende blev hun civilingeniør med speciale i trafikplanlægning som kun 24-årig og fik lederjob nærmest med det samme. Nu sidder hun så her i bygning 1430 med sit eget team og rådgiver en dekan om budget og strategi. Og det er ikke umiddelbart til at se det, hvis man ikke lige ved det. Det skulle da lige være ”højre-poten”, som det hedder i fodboldjargon, der med lidt god vilje kan ligne et tidligt stadie til en ”følt inderside”, når hun i raskt tempo bevæger sig hen ad gangen. Og så alligevel ikke, for den højre fod ligger velplaceret i en koboltblå sandal med tårnhøj kilehæl. Og det eneste, der til nød kan minde om Arsenal, er den knaldrøde neglelak, der titter frem for enden.

Portrættet er skrevet i forbindelse med et kursus på Danmarks Journalisthøjskole