Eftersyn af Arts’ institutstruktur

På et heldagsmøde på Kasernen den 18. august tog Arts hul på den proces, som skal føre til beslutning om eventuelle ændringer i institutstukturen.

Omkring 85 medarbejdere, ledere og studerende fra bl.a. Akademisk Råd, de fire institut- og centerfora samt fakultetsledelsen var mandag den 18. august samlet på Kasernen til debat om Arts’ institutstruktur.  Anledningen var Universitetsledelsens beslutning om at give den nuværende organisering et grundigt eftersyn i kølvandet på problemanalysen.

”Det lå allerede i kortene ved min konstituering, at vi skulle have en åben og fordomsfri dialog om organiseringen af Arts med specielt fokus på decentrale behov og de faglige kerneaktiviteter,” sagde konstitueret dekan Johnny Laursen, da han åbnede mødet. Han betonede fællesfakultære hensyn som uddannelsessamarbejdet, medinddragelse og en solidarisk økonomi men åbnede også for større organisatorisk fleksibilitet.

Hvad skal ses efter?

Første del af mødet bestod af en række oplæg ved bl.a. Per Stounbjerg, IÆK (Akademisk offentlighed på institutter og fakultet) og Hanne Knudsen, IUP (Institutternes behov for synlighed og samspil med samfundet).  Mødets anden del var afsat til en beslutning om procesplan og kommissorium for en eventuel udredningsgruppe. Andreas Roepsdorff fra ekspertgruppen var mødeleder.

Oplægsholderne gav udtryk for forskellige aspekter, som de fandt det relevant at belyse i en kommende Artsproces, bl.a. inddragende ledelse, størrelsen på studienævn og lokal, faglig synlighed. Efterfølgende fik mødedeltagerne samme opgave, nemlig at udpege de største udfordringer eller muligheder for at etablere den rigtige institutstruktur.

Tre scenarier

Johnny Laursen slog tidligt i debatten fast, at eventuelle ændringer vil finde sted inden for fakultetets rammer.  Salen kunne hurtigt enes om tre overordnede scenarier, som kunne blive resultatet af efterårets proces:

  1. Der ændres ikke ved institutstrukturen
  2. Den nuværende institutstruktur bevares med ændringer indenfor de eksisterende institutter
  3. Den nuværende institutstruktur ændres

Ny, forenklet proces

I oplægget til mødet havde fakultetsledelsen lavet et udkast til procesplan for eftersynet på Arts, der inkluderede en forberedende arbejdsgruppe. Både processen og arbejdsgruppens opgave blev diskuteret grundigt og efterfølgende revideret efter indspil fra medarbejdere og studerende. 

Processen indledes derfor nu decentralt på institutter, centre m.v., som sender indspil og debatindlæg til arbejdsgruppen og fakultetsledelsen med afsæt i 3-5 udvalgte emner. Indlæggene bearbejdes af arbejdsgruppen på et endagsseminar. Dagen efter mødes arbejdsgruppen med fakultetsledelsen, som efter drøftelser med bl.a. FSU og Akademisk Råd udarbejder et beslutningsoplæg. Beslutningsoplægget udsendes bredt til høring på institutter, centre m.v., i Akademisk Råd og i FSU.

”På den måde er det realistisk, at har en beslutning inden jul, og at vi undgår at overbelaste de medarbejdere, som skal være en del af arbejdsgruppen,” sagde Johnny Laursen.

Johnny Laursen har udsendt brev om udpegning af medlemmer til arbejdsgruppen, og en revideret procesplan og oplæg til de lokale drøftelser er på trapperne.

Om arbejdsgruppens sammensætning

Hvert institutforum udpeger 2 VIP og 2 studerende, centerforum på CUDiM udpeger 1 VIP, Akademisk Råds TAP-repræsentanter udpeger 1 TAP, og de ph.d.-studerende i fakultetets ph.d.-udvalg udpeger 1 ph.d.-studerende til at være medlemmer af arbejdsgruppen. Det er de nævnte fora, der udpeger repræsentanter, men sæde i disse organer er ikke en forudsætning for deltagelse i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen vælger selv formand blandt sine medlemmer. 

Følg med og deltag

Processen kan følges på Arts medarbejderportal. Her er der også mulighed for at oprette debatindlæg og læse med på diskussionen på Twitter (#artsproces).