Fire nye MSO-professorer er udnævnt

Fire professorer med særlige opgaver er pr. 1. januar 2012 blevet udnævnt for fem år på Aarhus Universitet. Med udnævnelsen af professoraterne ønsker Aarhus Universitet at styrke forskningen inden for fagområder med store udviklingsperspektiver.

–De udnævnte professorer vil med deres antropologiske, teknologifaglige, psykologiske og pædagogiske viden udforske nogle af de globale og lokale forandringer, som vi alle har del i. Deres særlige opgaver bliver at udfordre forståelsen af sociale bånd og tilgivelsens betydning for oplevelsen af sikkerhed i krigshærgede lande; børns brug af teknologi; følelsernes indtog i moderne ledelsesformer og spørgsmålet om de helt små børns trivsel i dagpleje, vuggestue og børnehaver, siger prodekan for forskning og uddannelse Anne Marie Pahuus.

De udnævnte professorer:

  • Lektor og ph.d. Stig Broström, 66 år, er udnævnt til professor med særlige opgaver inden for Sprog i dagtilbud.
  • Lektor og ph.d. Dorthe Staunæs, 41 år, er udnævnt til professor med særlige opgaver inden for Ledelsespsykologi -psyledelse, diversitet og emotioner i uddannelse og organisationer.
  • Lektor og ph.d. Ole Sejer Iversen, 39 år, er udnævnt til professor med særlige opgaver inden for Child-Computer Interaction.
  • Lektor og ph.d. Lotte Meinert, 43 år, er udnævnt til professor med særlige opgaver inden for Antropologi og Sikkerhed.

De særlige opgaver:

Sprog i dagtilbud

– Min særlige opgave er teoretisk og praktisk at bidrage til udforskning af dagtilbuddets pædagogik, herunder det enhedsmæssige forhold mellem børns trivsel, læring, udvikling og dannelse for således ud fra et educare perspektiv at undersøge forholdet mellem læring (education) og trivsel/omsorg/pasning (care). Med fokus på børns sprog og med et educare perspektiv vil jeg bl.a. undersøge de første mimiske og gestiske kommunikative elementer, verbalsproget og siden skriftsproget. Et socio-lingvistisk sprogsyn, der ikke blot har fokus på ordforråd, grammatik og sprogforståelse, men som bygger på en kontekstuel, emotionel, gestikulær og mimetisk interaktion mellem barnet og andre mennesker.

Stig Broström, Barndom, Læring og Didaktik, Aarhus Universitet

Ledelsespsykologi

– Min særlige opgave ligger indenfor human-videnskabelig forskning nærmere bestemt forholdet mellem ledelse og menneskelig læring og tilblivelse i uddannelsesorganisationer. Der er en stigende interesse for udfordringer i at lede globaliserede og kulturelt komplekse organisationer. Det gør begrebet om psy-ledelse centralt. Psy-ledelse er den form for ledelse, der er informeret af psykologien og pædagogikken, og som ofte fokuserer på følelser og diversitet. Formålet er at imødekomme de teoretiske og praktiske udfordringer gennem udvikling af ny viden og data, der kan lede til nye begreber om sammenhængene imellem psy-ledelse, følelser og diversitet i organisationer. Desuden vil der blive udviklet nyskabende redskaber til brug for praksis som ”tænke-teknologier” og ”refleksions-laboratorier”.

Dorthe Staunæs, Organisation og Læring, Aarhus Universitet

Child-Computer Interaction

–Det område, jeg har som særlig opgave at bidrage til udforskningen af, er ’Child-Computer Interaction’ (CCI). Det betegner det internationale forskningsfelt, som omhandler forståelse - og design af børns interaktion med teknologier. Jeg vil igennem professoratet arbejde teoretisk, metodisk og eksperimentelt med problemstillinger omhandlende børns anvendelse af digital teknologi og dermed bidrage med forståelse af børn og unges læring og udvikling gennem digitale teknologier - udvikling af nye teknikker og metoder til design af digitale teknologier gennem inddragelse af børn i selve designprocessen - designeksperimenter, som undersøger nye digitale teknologier til understøttelse af engagerende argumenterede læringsmiljøer for børn og unge.

Ole Sejer Iversen, Informationsvidenskab, Aarhus Universitet

Antropologi og Sikkerhed

–Min særlige opgave er at udvikle antropologiske perspektiver på menneskelig (u)sikkerhed i en tid, hvor livsvilkår forandres radikalt blandt andet på grund af befolkningstilvækst, klimaforandringer, stigende ulighed og konflikter. Traditionelt tænkes sikkerhed i forhold til militær, statslige institutioner og territorier. Min forskning vil fokusere på andre sociale, kulturelle og eksistentielle niveauer i skabelsen af såvel tryghed og ’gode liv’, såvel som i skabelsen af usikkerhed, for eksempel i forhold til epidemier og død. Gennem feltarbejde i Uganda undersøges, i samarbejde med ugandiske og andre forskere, hvad (u)sikkerhed er fra forskellige insider positioner, og hvordan(u)sikkerhed spredes. Vi vil udvikle eksperimenterende metoder i både feltarbejde og formidling, hvor vi blandt andet bruger installationer og udstillinger som laboratorier for videre udforskning.

Lotte Meinert, Antropologi, Aarhus Universitet