Johnny Laursens kommentar til dimensionering af optag

Forsknings- og Uddannelsesministeriets plan for reduktion af optaget på universitetsuddannelserne giver alvorlige udfordringer for Arts.

Kære medarbejdere og studerende

I tirsdags bekendtgjorde Forsknings- og Uddannelsesministeriet sin plan for dimensionering af optaget på bl.a. universitetsuddannelserne. Planen indebærer, at AU fra 2015 frem til 2017 gradvist skal nedsætte sit kandidatoptag med 525 studiepladser - heraf skal Arts reducere sit kandidatoptag med 390 studiepladser. Det bliver desuden nødvendigt allerede fra 2015 at reducere bacheloroptaget, så det modsvarer reduktionen i kandidatoptaget i 2017. Reduktionerne skal ske indenfor såkaldte uddannelsesgrupper, som kan ses i tabellen nedenfor.

Der er ingen tvivl om, at denne opgave stiller os over for en alvorlig faglig og økonomisk udfordring. Vi har i en årrække været tilbageholdende med at øge bacheloroptaget, mens kandidatoptaget er vokset inden for bl.a. det pædagogiske område (folkeskoleområdet mv.) og på vore internationale kandidatuddannelser. Det er ikke mindst sket for at varetage vore nationale forpligtelser i forhold til professionsområdet og som led i en målrettet internationalisering af kandidatuddannelserne.

Derfor er det meget problematisk, at man har taget udgangspunkt i kandidatniveauet, som er nøglen til mobilitet og sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. Indgrebet synes båret af den forestilling, at universiteterne kun tilbyder kandidatuddannelse til egne bachelorer. Realiteten er, at vort mangeårige arbejde for at sikre fleksibilitet og en international dimension i vore uddannelser vil blive slået tilbage.

Det er også bekymrende, at man har taget udgangspunkt i bagudrettede beskæftigelsestal. Når Danmark har en af de grundigste og tungeste processer for godkendelse af nye universitetsuddannelser – med krav om dokumentation af forventede arbejdsmarkedsbehov – så kan det undre, at man ikke har forholdt sig til aftagernes fremadrettede forventninger og til de tiltag, som universiteterne har gennemført for at gøre kandidaterne mere karriereorienterede, men i stedet har valgt udelukkende at støtte sig til bagudrettede beskæftigelsestal.

Det vil nu være opgaven for universitetet inden den 20. november 2014 at indmelde det planlagte optag på kandidatuddannelserne inden for de ramte uddannelsesgrupper. Vi arbejder i øjeblikket hårdt på at etablere det nødvendige vidensgrundlag. Dette er ikke nogen helt enkel sag, da der bl.a. resterer megen usikkerhed om, hvordan - og hvorvidt modellen tager højde for allerede indskrevne retskravsbachelorer.

Fakultetet må nu nøje overveje hvilke konsekvenser indgrebet får for fakultetet og for de enkelte institutter. Endelig vil vi naturligvis holde tæt kontakt til vore kolleger på de andre danske universiteter. Fakultetets indmelding af reduktioner vil tage udgangspunkt i decentrale drøftelser på institutterne mv.

Dette er en alvorlig udfordring for fakultetet og for universitetet som helhed. Selv om vi anerkender nødvendigheden af at tilpasse uddannelserne til arbejdsmarkedets behov, er det helt utilfredsstillende, at det har måttet finde udtryk i et indgreb så præget af detailstyring. Det er især ærgerligt, at indgrebet ikke er udviklet i dialog med Danske Universiteter og med de fremtidige arbejdsgivere.

Indgrebet vil skade de hidtidige bestræbelser på at sikre fleksibilitet, mobilitet og internationalisering i det danske uddannelsessystem, derfor håber jeg, at ministeren nu lytter til kritikken fra universiteterne, så vi i stedet kan gennemføre en dimensionering på baggrund af dialog med aftagerpaneler, studienævn og ledighedstal med en koordineret dimensionering mellem universiteterne.

Med venlig hilsen
Johnny Laursen, konstitueret dekan på Arts
(30. september 2014)

AU: Maksimum optag på uddannelsesgrupper og enkeltuddannelser

Uddannelsesgruppe Enkeltuddannelse Optag 2013 Maks optag 2015* Maks optag 2016* Maks optag 2017*
Bio (nat.), kand.   153 138 122 107
Erhvervssprog (hum.), kand.   235 219 203 187
Etno-/antropologi (samf.), kand.   64 57 50 44
Fremmedsprog (hum.), kand.   161 145 128 112
Klassisk humaniora, kand.   425 377 329 282
Medie og kommunikation (hum.), kand.   237 220 203 185
Æstetiske fag (hum.), kand.   170 159 148 137
Øvrige (nat.), kand.   91 79 66 54
Merkantil (samf.), kand. Oplevelsesøkonomi,kand.2år 45 41 36 32
Pædagogik (hum.), kand. Pædagogisk filosofi,kand.2år 113 102 90 79
Pædagogik (hum.), kand. Pædagogisk antropologi, kand.2år 150 135 120 105
Øvrige (sund.), kand. Biomedicinsk teknik,kand.2år 22 20 19 17

* Optagelsestallene viser loftet, såfremt der ikke aftales omfordelinger mellem to eller flere institutioner.

Tilgang 2013 er beregnet ud fra indberetningerne til Danmarks Statistik