Velkommen til semesteret

Studiestarten er på trapperne. Dekan Johnny Laursens kigger tilbage på sommeren og giver sit bud på, hvad der venter fakultetets medarbejdere og studerende i efterårssemesteret.

Kære medarbejdere og studerende

Jeg håber, at alle trods den regnvåde danske sommer har haft en god ferie med tid til familie og venner. Mange af jer har sikkert været i sommereksil ved Middelhavet eller i andre solbeskinnede egne. Men mon ikke de fleste nu er tilbage i kongeriget, og mon ikke også de fleste efterhånden er kommet godt i gang i åndens rige.

Fakultetet står nu overfor den svære opgave at konkurrere med varmt sand mellem tæerne, kold hvidvin og grillede pølser. I vil sikkert sige, at det kan fakultetet godt opgive på forhånd. Men jeg kender imidlertid fakultetets medarbejdere og studerende godt nok til at vide, at det store faglige engagement vil vinde over hængekøjen allerede før grillkullene er blevet kolde.

Spørgsmålet er derfor først og fremmest, hvordan fakultet, institutter og andre enheder bedst muligt kan understøtte det faglige arbejde. Der er skabt gode forudsætninger i det store arbejde, som vi især siden sommeren 2014 har gennemført sammen for at afklare fakultetets og institutternes fremtidige organisering og samarbejdsform.

Men ligesom jeg har mange af jer sikkert gennem sommeren brugt lidt tanker på at lade forløbet bundfælde sig og på at reflektere over, hvad vi vender tilbage til efter ferien.

Strategiske strøtanker

Jeg har i særlig grad reflekteret over, om fakultetet, når det har fået ny dekan, også skal have en ny strategi. Vi brugte mange gode kræfter på fakultetets strategi i 2013, og det samme gjorde institutterne på deres. Jeg har netop genlæst høringssvar og indspil til strategien og blev meget opmuntret. Så mit svar er, at strategiens mål stadig er gode; også selv om der naturligvis efter to år er ting, som nu er mindre aktuelle og nye udfordringer, der er kommet til.

Men jeg mener også, at vi i ledelsen, på institutter og centre og ikke mindst i fakultetets samarbejdsorganer bør vie mere tid til en dialog om de mere aktuelle strategiske udfordringer og muligheder, som vi står overfor.

Akademisk Råd har sat to temaer på dagsordenen i den kommende tid: Lige muligheder og Arts' identitet. Det er vigtige og spændende temaer, som spiller fint sammen med det øgede fokus på humaniora, som blandt andet sker i forlængelse af Humanomics-projektets udgivelse af Kampen om disciplinerne.

Fortsat stor fokus på uddannelser

Der er ingen tvivl om, at de største opgaver og muligheder for fakultetet i de kommende semestre ligger på uddannelsesområdet. Vi står ikke mindst overfor den opgave at sikre faglig og økonomisk bæredygtighed for de uddannelser, som er omfattet af dimensionering. Det arbejde, som er igangsat i forårets drøftelser, vil fortsætte med sigte på bedre sammenhæng. Vi vil også stræbe efter større uddannelsesorganisatorisk enkelhed til aflastning af administrative og videnskabelige medarbejdere og forhåbentligt til glæde for de studerende.

Selv om de politiske beslutningstagere har indledt en diskussion af fremdriftsreformen, så vil man sandsynligvis fortsat kræve, at vi når de fastsatte mål i en eller anden form for at forkorte studietiden. Sagt med andre ord: opgaven bliver sandsynligvis ikke mindre, men vi tør i det mindste håbe på mere metodefrihed i løsningen af opgaven og på en forståelse af reformens faglige og beskæftigelsesmæssige omkostninger.

Universitetet har i sidste semester indledt en fremadrettet diskussion af uddannelseskvalitet, som blev skudt i gang af rektors udmelding om den faglige betydning af specialet. På Arts har uddannelsesudvalget og studie­nævnene nu faklen, mens uddannelserne overvejer, hvordan de kan udnytte de eksisterende og forhåbentlig snart mere fleksible rammer til at fastholde specialet som et afsluttende fagligt højdepunkt i uddannelsen.

Endelig fortsætter de vigtige drøftelser mellem Arts’ og BSS’ sproglige fagmiljøer om mulighederne for at tæt samarbejde.

Politiske vinde

Under travlheden med eksamen og afslutning af sommersemesteret fik vi en ny regering. For Arts har det været særligt interessant at lytte til nogle af den nye ministers udmeldinger om betydningen af dannelse og om humanioras betydning.

Selv om der mest er talt om humaniora, er jeg sikker på, at udmeldingerne kan have betydning for både humaniora, teologi - som i øvrigt er ministerens eget faglige område - og uddannelsesvidenskab. Det er glædeligt, at ministeren så klart anerkender betydningen af den forskning og uddannelse, som finder sted på vores og tilsvarende andre danske fakulteter, og vi ser frem til at følge konkretiseringen af disse tanker.

Den nye normalitet

I juni erklærede jeg Arts-processen for afsluttet og introducerede en tid mindre præget af store processer. For det første må vi ikke tro, at det betyder vindstille. Vores område vil fortsætte med at optage beslutningstagerne. For det andet resterer der stadig nogle opgaver fra forløbet. Ikke mindst fortsætter vore drøftelser om fakultetets forskning.

Som led i Arts-processen besluttede vi at gennemføre en evaluering af de hidtidige forskningsprogrammer, som afsluttes med et udvidet ledelsesseminar i slutningen af august. Udover evalueringen vil vi (på basis af indspil fra institut­ternes forskningsudvalg) overveje, om der er tværgående temaer, som egner sig særligt til, at fakultetet etablerer rammer for et forskningssamarbejde. Herefter vil institutterne, som besluttet i Arts-processen, afslutte de decentrale drøftelser om deres forskningsorganisering og -profil.

Vi satte os også den opgave, at indlede drøftelser med CUDiM om bl.a. universitets­pædagogik, digitale medier i undervisningen og gymnasieområdet. Der vil altså stadig være vigtige spørgsmål i spil. Det afgørende er imidlertid, at der er tid til dialog om disse spørgsmål, og at dens slags drøftelser ikke kommer til at flytte fokus fra vores hovedopgaver indenfor forskning, uddannelse, myndighedsrådgivning og formidling. Lad os arbejde på, at det bliver den nye normalitet.

Der er meget at tage fat på. Først og fremmest venter indledningen af efterårssemestret og velkomsten til de nye studerende. Det betyder, at der også er meget at glæde sig over.

God semesterstart!

Johnny Laursen