Aarhus BSS – nu med podcasts
Et nyt digitalt medie er i luften under navnet Aarhus BSS Insights
Der er både noget til øret og øjet på det nye digitale medie Aarhus BSS Insights, hvor fakultetets forskere fremover kan formidle deres forskning gennem podcasts, longreads, infografik og video.
Aarhus BSS Insights ligger på fakultetets hjemmeside og skal ses som et supplement til forskningsformidlingen via de traditionelle massemedier. På vores egen platform vil vi gerne skabe mere plads til nuancering og dybdeformidling af fakultetets forskning inden for alle fagområder.
Insights er et tilbud til alle med interesse for forskningsbaseret viden om erhverv og samfund, men har ledere i erhvervslivet som den primære målgruppe. Mediet indgår således som en del af fakultetets business-satsning og bestræbelse på at øge kendskabsgraden til den brede business school i erhvervslivet.
Målet er at opbygge en tættere relation til erhvervsledere ved at tilbyde dem relevant forskningsbaseret indhold, der også relaterer sig til aktiviteter, der kan motivere og inspirere erhvervslederen til at indgå i en tættere relation med Aarhus BSS. Det kan f.eks. ske via partnerskabsaftaler, kompetenceudvikling, samarbejdsprojekter eller deltagelse i erhvervskonferencen eller andre arrangementer.
Det videnskabelige kvarter
Et af de nye tiltag på Insights er podcastserien "Det videnskabelige kvarter". Formatet er kort og enkelt, og hver podcast varer, som navnet antyder, i omegnen af 15 minutter. På det kvarter er det målet at give lytterne en kort men dyb indsigt i ét emne sammen med en forsker fra Aarhus BSS.
Med Det videnskabelige kvarter har man mulighed for at få forskningsbaseret viden, mens man foretager sig noget andet, for eksempel mens man kører bil, cykler, træner i fitnesscentret, slår græs, pudser vinduer, eller hvad man nu kan finde på at foretage sig.
Podcasten kan findes på iTunes og andre podcast-tjenester, eller den kan downloades direkte fra Insights-siden. Her kan du høre en af podcast-episoderne; Robotterne kommer med professor Philipp Schröder.
Forskningsformidling i fokus
Det nye digitale medie skal sammen med en ny AU-aftale med Ritzau bidrage til en opprioritering af forskningsformidlingen fra Aarhus BSS og skabe øget synlighed omkring fakultetets toneangivende forskning inden for de erhvervs- og samfundsvidenskabelige discipliner.
Har du lyst til at høre mere om Insights, eller har du gode ideer til emner, som vi bør behandle, er du velkommen til at kontakte:
Redaktør på Aarhus BSS Insights, pressekonsulent Michael Schrøder, Aarhus BSS Kommunikation
Besøg Aarhus BSS Insights