Dekanatets julehilsen 2024
Julen nærmer sig, og det er tid til at se tilbage på året, der er gået, samt se frem mod et 2025, der også på mange måder tegner interessant og udfordrende.
Vi har for første gang i fakultetets historie opnået 5-årige akkrediteringer fra EQUIS og AMBA og en 6-årig akkreditering fra AACSB. Det er en anerkendelse af vores høje standarder og kvalitet i uddannelse og forskning. Vi vil gerne sige en stor tak til alle medarbejdere for jeres store indsats og engagement i, at fakultetet er lykkedes med at nå denne milepæl.
Vi har også på universitetet fået tildelt en positiv institutionsakkreditering fra Danmarks Akkrediteringsråd. Det er et resultat af det store arbejde som lægges i at sikre og udvikle kvaliteten af hele AUs uddannelsesportefølje fra mange hjørner af organisationen, både på Aarhus BSS og de øvrige fakulteter og i fællesadministrationen.
Alle vores institutter har også for første gang gennemført evalueringer af forskningskvaliteten. Næste skridt er at drøfte de gode input fra evalueringspanelerne og reflektere over, hvor og hvordan vi yderligere kan styrke vores allerede meget velfungerende fagmiljøer. Processen har været tidskrævende, men der er næppe tvivl om, at den har været yderst gavnlig og er med til at afdække, hvor vi lykkes rigtig godt, men også hvor der er forbedringspotentialer.
På uddannelsesområdet har 2024 stået i kandidatreformens tegn, hvor sektordimensionering og omlægning af kandidatlandskabet har stået øverst på mange dagsordener i universitetsledelsen og i vores egen fakultetsledelse. Fakultetsledelsens samlede plan for udmøntning af kandidatreformen har vi i oktober sendt ud til alle på fakultetet, og planen har også været i høring blandt medarbejdere og studerende via fakultetets kollegiale organer: Akademisk råd, FSU og Uddannelsesforum. Det har bekræftet os i, at vi har lagt en fornuftig udmøntningsplan taget de fastlagte rammer i den politiske aftale i betragtning. Stor tak til institutlederne for en overordentlig ansvarlig og kompetent løsning af en meget svær opgave. Vi afventer nu de endelige beslutninger om den politiske aftale, der er indgået, før eksekveringen af reformens delelementer kan igangsættes.
Campusudvikling og flytning til Universitetsbyen
I løbet af 2024 igangsatte vi en lang række campusudviklingsprojekter både i Herning og Aarhus, og arbejdet fortsætter også i 2025. I NØ-hjørne er vi i gang med optimering af eksisterende studiemiljøer, og i den kommende tid går vi i gang med ombygningen af kantinen, flytning af biblioteket og interne rokader på institutterne og i administrationscenteret.
Dele af administrationscenteret (Studier, It & Kommunikation) flytter til Universitetsbyen i løbet af 2025, mens andre enheder (Økonomi og HR & Ph.d.) flytter ind i bygningerne 1326-1328 langs Ndr. Ringgade. Dekanatet og fakultetssekretariatet flytter ind i bygning 1323 i midten af NØ-hjørne og tæt på vores institutter og administrative enheder på begge sider af Nørrebrogade. Alt dette informeres der løbende om på campusudviklingshjemmesiden, som renoveringerne og flytteplanerne skrider frem.
Fra sommereksamen 2025 tages også AUs nye Eksamenshus i Lisbjerg i brug, hvor alle skriftlige eksaminer samles ét sted. De nye faciliteter vil gøre afviklingen af eksaminer nemmere og give bedre rammer for de studerende ift. bl.a. akustik, indeklima og belysning. I starten af det kommende semester udgår der målrettet kommunikation herom til medarbejdere og studerende.
Ændringer i fakultetsledelsen
Som de fleste af jer nok allerede ved, forlader Niels Mejlgaard dekanatet fra årsskiftet for at varetage posten som direktør for Danmarks Grundforskningsfond. Vi vil gerne benytte lejligheden også her til at ønske Niels alt det bedste i fremtiden og takke ham for en mangeårig indsats og bidrag til fakultetet, som forsker, kollega og prodekan for forskning. Stillingen som prodekan for forskning og talentudvikling vil blive slået op i starten af det nye år.
Morten Rask forlænges per 1. janaur 2025 som prodekan for uddannelse i yderligere tre år. På institutlederposterne forlænges desuden Jan Tønnesvang og Anders Frederiksen for en treårig periode per hhv. den 1. december 2024 og den 1. janaur 2025.
Institutleder Torsten Iversen har meddelt, at han ønsker at træde tilbage som institutleder for Juridisk Institut per 31. marts 2025 og vende tilbage til sit professorat på instituttet. Vi vil gerne rette en stor tak til Torsten for hans bidrag til Juridisk Institut og Aarhus BSS, både som institutleder og som medlem af fakultetets ledelse. Stillingen vil blive slået op i starten af det nye år.
Fakultetets strategiske prioriteringer for 2025/2026
På fakultetsledelsens årlige strategiseminar, som i år blev afholdt i starten af december, har vi aftalt en række strategiske prioriteringer, som vi skal arbejde med på fakultetet i det kommende år.
Der er ingen tvivl om, at kandidatreformen kommer til at præge meget af vores fokus på uddannelsesområdet i 2025 og frem. Det kommende år vil vi benytte anledningen til at igangsætte et eftersyn af alle vores kandidatuddannelser mhp. at sikre progression og sammenhæng i vores samlede uddannelsesportefølje samt ikke mindst for fortsat at sikre, at den afspejler arbejdsmarkedets efterspørgsel og forbereder vores studerende bedst muligt til arbejdsmarkedet. Herudover vil vi se på, hvordan vi kan arbejde med anbefalingerne fra forskningsevalueringerne, internationalisering og fakultetets outreach og eksterne profil, så det på bedste vis understøtter fakultetets strategi. Den samlede liste over fakultetets strategiske prioriteringer for 2025/2026 fremgår af fakultetets hjemmeside.
Med en stor tak for indsatsen i det forgangne år, vi vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i 2025.
Med venlig hilsen
Anne, Morten, Niels og Thomas
Aarhus BSS Dekanat