Aarhus BSS slår dørene op
Aarhus BSS skal være i tæt dialog med det omkringliggende samfund og styrke samspillet mellem teori og praksis, lyder det i fakultetets strategi. Derfor satser fakultetet i stigende grad på arrangementer, hvor erhvervsliv og alumner inviteres indenfor.
Et af disse arrangementer er fakultetets erhvervskonference, som i år løb af stablen den 29. november under navnet Back-to-Business – Ignite your global potential. Gennem en række oplæg fra praktikere og flere af fakultetets forskere blev de mere end 350 deltagerne klogere på, hvordan de ruster deres virksomhed til den digitale fremtid. Og netop samspillet mellem teori og praksis er et af formålene med arrangementet, fortæller institutleder Jacob Kjær Eskildsen fra Institut for Virksomhedsledelse. Sammen med institutleder Niels Haldrup fra Institut for Økonomi har han skaffet midler til konferencen.
”Med erhvervskonferencen ønsker vi at udfordre deltagere og sparke lidt til deres mentale modeller,” fortæller Jacob Kjær Eskildsen. ”Vi har sammensat et bredt program med praktikere og et bredt udsnit at fagligheder, så deltagerne gerne skulle vende hjem med ny viden og inspiration. Og det tror jeg faktisk, at vi er lykkedes med.”
Noget tyder på, at Jacob Kjær Eskildsen har ret. I alt fald ifølge erhvervspsykolog Søren Braskov fra virksomheden HumanAct, som deltog på erhvervskonferencen: ”Jeg går herfra med en masse inspiration til min egen virksomhed og også en god portion optimisme, ” fortæller han. ”De mange oplæg har givet mig viden om, hvordan vi kan håndtere de digitale udfordringer og en tro på, at det nok skal lykkes. Samtidig har det været fantastisk at opleve den høje faglighed, der har præget hele dagen.”
Stærke relationer i fokus
Erhvervskonferencen er bare ét af en lang række faglige arrangementer på fakultetet, som er rettet mod erhvervslivet. Andre eksempler er arrangementer som Om Ledelse, Kvinder og Karriere og Digital-konferencen. Fælles for dem alle er, at de sætter fokus på emner, som er relevante for både virksomheder og samfund.
De mange faglige arrangementer på Aarhus BSS suppleres af fakultetets årlige sommerfest, hvor mere end 1500 alumner fra et bredt udsnit af virksomheder sidste år deltog sammen med fakultetets medarbejdere og samarbejdspartnere. Sommerfesten har et socialt element, men hviler samtidig på et fagligt fundament, fortæller dekan Thomas Pallesen. Til næste års sommerfest er der blandt andet planlagt et fælles fagligt arrangement, hvor fakultetet igen sætter fokus på et relevant samfundsmæssigt emne i en erhvervsmæssig kontekst.
”Vi har på fakultetet et øget strategisk fokus på at styrke vores relationer til erhvervslivet og profilere os som en business school, hvor stærke kernefagligheder inden for samfunds- og erhvervsvidenskaberne spiller sammen med det, der ligger i krydsfeltet midt i mellem,” fortæller Thomas Pallesen. ”Gennem vores mange faglige arrangementer har vi mulighed for at vise, hvad vi kan, og dermed styrke vores samarbejde med erhvervslivet og sætte vores præg på verden omkring os,” afslutter han.