Fremtiden for AU Library
Skal AU Library for fremtiden være en del af Det Kongelige Bibliotek? Det spørgsmål har været i høring på Aarhus Universitet, og Aarhus BSS har netop sendt sit samlede høringssvar.
Den 1. januar 2017 fusionerede Statsbiblioteket og det Kongelige Bibliotek under navnet "Det Kgl. Bibliotek". På den baggrund har universitetsledelsen og bestyrelsen på AU anbefalet en virksomhedsoverdragelse af AU Library til Det Kgl. Bibliotek. Umiddelbart før jul igangsatte universitetsledelsen derfor en høringsproces på universitetet blandt både VIP’ere, studerende og administrative medarbejdere for at sikre et solidt beslutningsgrundlag, inden der træffes en endelig beslutning.
Denne høringsproces er nu afsluttet, og fakultetet har netop indsendt sit samlede høringssvar på baggrund af høringsbidrag fra fakultetets institutter, Uddannelsesforum og Akademisk Råd. I høringssvaret udtrykkes bekymring over, hvorvidt en overdragelse af AU Library vil forringe den i dag meget velfungerede fagnære biblioteksservice på Aarhus BSS. Høringssvaret anbefaler derfor, at de fagnære dele af biblioteksfunktionen overdrages til de enkelte fakulteter for at bevare den høje faglige service og den nære tilknytning til fagmiljøerne og fakultetsledelsen.
Høringssvaret indgår nu i den videre behandling af sagen, og det forventes, at AU’s bestyrelse på baggrund af en indstilling fra universitetsledelsen træffer den endelige beslutning i april 2017.