Skab en karriere med din ph.d.
Med en ph.d.-grad fra Aarhus BSS i bagagen er du rigtigt godt rustet til at skabe dig en god karriere – også uden for den akademiske verden. Du har nemlig opnået en række kompetencer, som bliver mere og mere efterspurgte af både offentlige og private virksomheder.
Det kan være både stressende og nervepirrende at stå som næsten færdig ph.d.-studerende eller postdoc uden at vide, hvad fremtiden bringer. Måske har du ikke lyst til at fortsætte som forsker, måske er det ikke en mulighed, men hvad skal du så? Og kan du overhovedet bruge det, du har lært gennem din ph.d.-uddannelse eller postdoc-ansættelse i den ”virkelige” verden?
Ja, lyder det klare svar fra Per Baltzer Overgaard, som er pro-dekan for forskning og talentudvikling på Aarhus BSS. Han er ikke i tvivl om, at du karrieremæssigt er rigtig godt stillet med en ph.d. fra Aarhus BSS – også uden for universitets tykke mure. Ph.d.-graden er nemlig i høj kurs hos både offentlige og private virksomheder, og det er der mange gode grunde til, fortæller han:
”Gennem forskeruddannelsen opnår du en lang række meget stærke analytiske og metodiske kompetencer, som gør, at du tilfører stor værdi i både den private og offentlige sektor. Du kan varetage en lang række spændende jobs, hvor du kan være med til at løse meget komplekse problemstillinger, som kræver stort analytisk og metodisk overblik. Måske derfor ser vi også tit, at folk med en ph.d.-grad på relativt kort tid kommer ret langt karrieremæssigt i forhold til fx kandidatuddannede.”
Hvad kan du tilbyde?
Det er dog ikke kun dine metodiske og analytiske kompetencer, du skal lægge vægt på, når du som ph.d.-studerende eller postdoc skal sælge dig selv til en kommende arbejdsgiver. Ifølge AU’s karriererådgiver Vibeke Broe er der også andre kompetencer, som du bør fremhæve i din jobsøgning:
”Når du har arbejdet på et ph.d.-projekt i tre år har du vist, at du er motiveret og vant til at arbejde selvstændigt under meget pres og med stramme deadlines. Du har været din egen projektleder,” fortæller hun. ”Samtidig har du ikke siddet alene på et kontor i alle tre år, men har været ude og formidle din forskning, har undervist og måske også været i kontakt med en eller flere virksomheder under forløbet. Alt det skal du huske på, når du søger job uden for universitetet – både som færdig ph.d.-studerende eller postdoc.”
Vil du vide mere om karriererådgivning på Aarhus BSS?
Kontakt AU Career PhD & JR
Vibeke Broe
E-mail: vibr@au.dk
Mobil: 29426029
Jane Midtgaard Madsen
E-mail: jamm@au.dk
Mobil:51226880