Information til vejledere

Introduktion

Nedenfor redegøres kort for, hvad det indebærer at være vejleder for ph.d.-studerende i programmet Erhvervs- og samfundsvidenskab. Yderligere spørgsmål til dette besvares af programleder Torsten Kolind (tk.crf@psy.au.dk) eller ph.d.-partner Randi Groslier Bjælde (rgb@au.dk).   

Ansættelses-/tilknytningsforhold

Indskrives man på programmet i Erhvervs- og samfundsvidenskab vil man altid blive tilknyttet/ansat ved et af de 6 institutter eller ved Center for Educational Development på AU. Man kan således være tilknyttet/ansat som ph.d.-studerende fx ved Psykologisk Institut, men indskrevet på programmet i Erhvervs- og samfundsvidenskab. Det kan endda være mere kompliceret: man kan være ansat ved et forskningscenter (fx Center for Forskningsanalyse), der er en del af Institut for Statskundskab, samtidig med at man er indskrevet på ph.d.-programmet i Erhvervs- og samfundsvidenskab. Dette kan give nogle udfordringer, fx i forhold til at undervisning og/eller, hvilket ph.d.-miljø man skal deltage i, etc. Du bør snakke med din vejleder om, hvordan det takles. Der kan være forskel på praksis, hvis du er ansat/tilknyttet på de enkelte institutter eller på et forskningscenter under et institut.

Alle udgifter forbundet med ph.d.-forløbet betales af instituttet, med mindre andre aftaler foreligger (fx mellem institut og et center eller en virksomhed). Den ph.d.-studerende i programmet Erhvervs- og samfundsvidenskab har således samme vilkår i forhold til udlandsrejse, betaling af konferencer, ph.d.-kurser, evt. rådighedsbeløb, etc. som andre ph.d.-studerende ansat ved instituttet. Det er også instituttet, der forestår trykning af afhandling og udgifter i forbindelse med forsvar og modtager refusion fra ph.d.-skolen efter endt ph.d.-forløb. Hvis andre aftaler foreligger (fx mellem et center og et institut eller en virksomhed) er det naturligvis disse, der er gældende.

Vejledning

Alle studerende skal inden inskrivning have udpeget én hoved- og (mindst) én medvejleder. Hovedvejlederen skal være ansat ved et institut ved BSS og være lektor/seniorforsker eller professor. Medvejledere kan være ansat ved BSS eller ved en anden institution/virksomhed og skal mindst have adjunktkvalifikationer.

Vejledning omhandler både faglig vejledning i forhold til ph.d.-projektet og vejledning i forhold til kursusdeltagelse, konferencedeltagelse, udlandsophold og undervisning.

Vejledningsnormeringen er den, som er gældende ved vejlederens institut. Vejledere vil dog ofte bruge mere tid på de studerende end normeret i de tilfælde, hvor der er tale om reelt forskningssamarbejde og fælles forfatterskab til videnskabelige artikler. Medforfatterskab kræver her som ellers et substantielt bidrag til publikationen; det følger ikke automatisk af vejlederforholdet.

Bestemmelser om vejledning findes i Retningslinjerne. Ifølge dem skal den ph.d.-studerendes ph.d.-plan indeholde en beskrivelse af de gensidige krav og forventninger til vejledningsforløbet, herunder form og hyppighed af vejledning. Det er en god ide at have faste kontaktmøder, også selv om der ikke foreligger særlige vejledningsopgaver. Hovedvejlederen og den ph.d.-studerende bekræfter ved planevalueringerne, at vejledningsforløbet har været tilfredsstillende (se nedenfor).

Ifølge Bekendtgørelsen skal Universitetet tilbyde den ph.d.-studerende vejledning i undervisning. Hvis undervisningsopgaver indbefatter eksamen, må vejledningen også omfatte hjælp hertil. Eftersom hovedvejleder har ansvaret for den ph.d.-studerendes samlede uddannelse, er det i første omgang dennes pligt at sørge for, at der ydes passende vejledning. Ifølge Retningslinjerne bør vejlederne være særligt opmærksomme på den ph.d.-studerendes behov for råd, interesse og opmuntring med hensyn til undervisning.

Vurderinger under studiet (planevaluering)

Ifølge Bekendtgørelsen skal universitetet regelmæssigt i løbet af ph.d.-uddannelsen vurdere, om den ph.d.-studerende følger ph.d.-planen, og sørge for, at den studerende i fornødent omfang justerer planen. Ved ph.d.-skolen gennemføres jævnligt planevalueringer, nogle gange suppleret med et såkaldt vejlederkollegium. Formålet med vejlederkollegiet er gennem en konstruktiv drøftelse af den enkelte ph.d.-studerendes studieforløb i en lidt bredere kontekst at øge kvaliteten af ph.d.-projekterne samt bidrage til, at de bliver færdige inden for den berammede tid. Vejlederkollegiet skal også fokusere på vejledningen i forløbet.

Ph.d.-studerende indskrevet på programmet Erhvervs- og samfundsvidenskab kan omfattes af vejlederkollegiet på instituttet, hvor de er ansat/tilknyttet. Er den ph.d.-studerende ansat/tilkyttet et af BSS’ forskningscentre (CRF, CFA, NCRR, eller ved CED), kan der etableres vejlederkollegium i disse miljøer. Programlederen eller et programudvalgsmedlem deltager sammen med vejleder og et antal seniorforskere.

Planevaluering foregår elektronisk via MyPhD. Både hovedvejleder og programleder godkender planevalueringerne. Ved afslutningen af ph.d.-forløbet underskriver hovedvejlederen desuden en vejledererklæring for at tilkendegive overfor ph.d.-skolen, om den ph.d.-studerende har gennemført forløbet tilfredsstillende. Indlevering af afhandlingen skal varsles en måned i forvejen til hovedvejleder og institutsekretær.

Bedømmelse af afhandlingen

Reglerne for nedsættelse af bedømmelsesudvalg i regler og retningslinjer for ph.d.-uddannelsen.

Det er hovedvejlederens opgave at indstille forperson og 2 medlemmer af bedømmelsesudvalget samt indhente tilsagn fra de pågældende om at påtage sig opgaven. Henvendelsen til disse personer kan formuleres som vist i denne brevskabelon. Forslaget sendes dernæst til ph.d.- programlederen/ph.d.-skolesekretæren. Forslaget skal foreligge inden indlevering af afhandlingen.

Bedømmelsesforløbet er omtalt i regler og retningslinjer for ph.d.-udannelsen samt i vejledning for bedømmelsesudvalg, begge kan findes her.

Krav til afhandlingen

En ph.d.-afhandling skal ifølge Ph.d.-bekendtgørelsens §11 dokumentere evne til at anvende fagets videnskabelige metoder og til at yde en forskningsindsats svarende til de internationale standarder for ph.d.-grader inden for fagområdet.

Kravene til ph.d.-afhandlingen er omtalt i regler og retningslinjer for ph.d.-udannelsen.