Data management plan sikrer data for fremtiden
Professor Lise Lotte Sørensen synes, at kravet om en data management plan i et Horizon Europe projekt er godt. Det sikrer, at data fortsætter med at være tilgængelige. Og det er ikke så svært, som nogen måske forestiller sig, mener hun.
Lise Lotte Sørensen synes, det er helt logisk, at man skal lave en data management plan i en HE ansøgning. Men i ansøgningsfasen synes hun, det var svært pga. begrænset tid. ’Man skubber det, fordi man har fokus andre steder i ansøgningsprocessen og tiden med ansøgningspartnerne er begrænset. Vores fokus var på at få lavet en skarp og konsistent ansøgning. Det vigtigste var med andre ord at sælge projektet på det tidspunkt. Så data management planen skrev vi i lidt fluffige vendinger’ siger hun. Men da det er et dokument, man løbende arbejder i, så har hun brugt tid på at skærpe planen, efter at bevillingen kom i hus.
Gør det nemt – brug DeiC som inspiration
Lise Lotte Sørensen synes, det var rimelig nemt at lave planen. Hun anbefaler, at man bruger Danish e-infrastructure Consortium, (DeiC) template i arbejdsprocessen. Den følger EU's strukturer og de krav Horizon Europe har til en data management plan.
Hun synes, at det er et godt værktøj som stiller relevante spørgsmål og guider i processen, hvilket skaber overblik, afklaring og et fælles afsæt. Man bliver også konfronteret med det faktum, at de data forskere indsamler skal kunne bruges af andre forskere. Ellers er det spild af skattekroner.
Og så er det bare at starte fra en ende af, som hun siger. Spørgsmålene er ret klare og det er godt, at man skal forholde sig konkret til spørgsmålene. ’Jeg synes faktisk, at det var meget interessant at lave planen. Det giver afklaring for en selv i projektet og noget blev lidt en aha oplevelse. Og så giver det også et fælles grundlag for det videre arbejde i hele konsortiet’, fortæller hun. Da værktøjet er online, så gav hun alle workpackage ledere adgang til at skrive i planen. Men realiteten blev, at det var hende, som lavede hele planen og de andre godkendte den.
Vigtigt, at data kan bruges af andre
Lise Lotte Sørensen har en lang forskerkarriere bag sig. Og hun har indsamlet store mængder af data. Mange af de data ligger på harddiske og er ikke tilgængelige for alle – endnu. ’ Jeg synes, vi har en forpligtelse til at dele data. Vi producerer jo en masse data for mange millioner kroner og de skal selvfølgelig være tilgængelige for andre ellers er det spild af viden, tid og penge’, siger hun.
Og der ligger mange uudnyttede data rundt omkring, fordi det før var meget sværere at gøre dem tilgængelige. I dag har man bedre muligheder for at lagre og dele data og det skal forskere selvfølgelig understøtte, mener Lise Lotte Sørensen. Derfor skal hendes egen forskningsgruppe på AU nu også have en data management plan, som skal være grundlag for al deres forskning, slutter professoren.
Forskellige værktøjer til at lave en DMP
Der er udviklet forskellige hjælpeværktøjer til at udforme en data management plan.
Horizon Europe har fx udarbejdet en DMP template, som inkluderer en række vejledende spørgsmål,man kan tage stilling til undervejs i udarbejdelsen af dokumentet. HE DMP- skabelonen er anbefalet, men ikke obligatorisk. Men man skal være sikker på at overholde artikel 17 (Communication, Dissemination and Visibility), hvis man ikke bruger den. Templaten kan downloades her.
DeiC (Danish e-infrastructure Consortium) har i samarbejde med det Kgl. Bibliotek udviklet et nationalt værktøj til at udarbejde data management planer. Dette værktøj kommer omkring de samme temaer som templaten fra EU kommissionen, men indeholder en række dyberegående vejledende spørgsmål, som bidrager til at understøtte processen undervejs. Læs mere om DMP templaten fra DeiC her.
Læs mere om data management på AU’s hjemmeside her.