Nye processer, materialer, software og andet skabes ofte i samarbejde på et universitet. Studerende, postdocs, undervisere, forskningsmedarbejdere og teknikere kan hver især bidrage til et bestemt forskningsprojekt. Men ikke alle, der arbejder på et projekt, kan betragtes som de juridiske "opfindere" eller "ophavsmænd" til den resulterende IP (Intellectual Property).
Det er afgørende at identificere opfinderne korrekt, hvis en opfindelse skal beskyttes og kommercialiseres. Et patent kan være ugyldigt, hvis nogle af opfinderne ikke er anført i patentansøgningen, eller hvis en person er anført som opfinder, som ikke er juridisk berettiget til at blive anført som det. Licensrettigheder kan også blive påvirket af en fejlagtig angivelse af opfinderne.
En opfindelse er "enhver ny og nyttig kunstart, proces, maskine, fremstilling eller sammensætning af materiale, eller enhver ny og nyttig forbedring af enhver kunstart, proces, maskine, fremstilling eller sammensætning af materiale."
Opfindelsen defineres af patentkravene.
At opfinde indebærer to faser:
En opfindelse begynder med en idé - en "forestilling" om den genstand, der i sidste ende skabes, og de samlede midler til at skabe den. Derefter omsættes ideen til praksis ved at teste og endeligt fremstille eller omsætte ideen til en fysisk og brugbar form. Udtænkningssstadiet (idéen) er afsluttet, når der er en klar og permanent idé om en brugbar opfindelse, som kan beskrives for en person med almindelige færdigheder på området, som derefter kan konstruere eller bruge opfindelsen uden omfattende yderligere forskning eller eksperimenter.
En opfinder er en enkel person, ikke en virksomhed. Der kan være én eller flere opfindere af en opfindelse. Når det skal afgøres, hvem der er opfinder, er det kun personens rolle i udtænkningsfasen (idéfasen), der tages i betragtning. Enhver person, der yder et originalt og væsentligt bidrag til at udtænke den endelige opfindelse eller et af dens væsentlige elementer, er juridisk berettiget til at blive nævnt som opfinder. En opfinder er den, der formulerer og beskriver midlerne til at fremstille den ting, der i sidste ende opfindes.
Da patentkravene definerer opfindelsen, bruges kravene som standard til at afgøre, hvem der er opfinder, hvad enten det er en person eller en gruppe.
En illustration: Antag, at et patentkrav indeholder element A, som blev opfundet af opfinder X. Opfinder X vil blive betragtet som den eneste opfinder af dette krav. Overvej dog et patentkrav, der indeholder en kombination af element A (opfundet af opfinder X) og element B, hvor B er tilføjet til A baseret på et forslag fra opfinder Y. I dette andet tilfælde vil opfinderne X og Y blive betragtet som fælles opfindere. Hvert patentkrav analyseres på denne måde.
En person vil ikke blive betragtet som opfinder, hvis han eller hun blot:
Opfinderskab er også anderledes end forfatterskab. En person kan være forfatter eller medforfatter til en publikation, der beskriver en opfindelse, men vil ikke blive betragtet som medopfinder, medmindre han eller hun har ydet et uafhængigt konceptuelt bidrag til opfindelsen.
En opfindelse kan have mere end én opfinder. For at kvalificere sig som medopfinder skal man have ydet et selvstændigt, konceptuelt bidrag til en opfindelse eller et af dens væsentlige elementer. Bidraget skal være væsentligt og gøre en forskel i opfindelsens essens, brug, anvendelse eller produktion.
Fælles opfinderskab eller medopfinderskab kræver en vis form for kommunikation mellem opfinderne. Det er dog ikke nødvendigt, at de fysisk arbejder sammen, eller at idéerne er opstået hos medopfinderne på samme tid. Opfindelsen er snarere resultatet af et samarbejde, hvor hver medopfinder bidrager på en original og væsentlig måde til at udtænke det, der i sidste ende bliver opfundet.
Udarbejdet af Høiberg.