Fortsæt de gode vaner og spar på energien

I 2022 formåede Faculty of Arts at nedbringe strømforbruget med over 30 procent og kunne stå som uformelle mestre i energibesparelse ved AU. Nu gælder det om at holde fast i de gode vaner, så vi kan spare både energi og penge.

Vi står midt i en klimakrise, og som førende uddannelses- og forskningsinstitution og stor organisation har AU et samfundsansvar for at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Når alle gør en indsats for at ændre vaner, så kan der spares millioner af kilowatt-timer til gavn for både miljøet og universitetets økonomi. Det viste medarbejdere og studerende ved Faculty of Arts, da vi sidste år på kort tid fik nedbragt vores strømforbrug med over 30 procent. Det var langt over det fald på 16 procent, som blev gennemsnittet for AU i 2022.

Det er vigtigt ikke at hvile på laurbærrene, lyder det fra bygningsservice, som opfordrer alle medarbejdere og studerende til at være opmærksomme på de gode vaner, når det handler om at spare på strømmen. Vores indsats har stor betydning både for miljøet og for økonomien på Arts – også fremover.

Du kan gøre en indsats i hverdagen ved f.eks. at:

  • slukke lyset, når der er dagslys nok 
  • slukke for skærme, arbejdslamper og lys, når du går til frokost, møde el.lign.
  • slukke for lys, skærme, projektor, smartboard mv., når du forlader et mødelokale
  • tjekke at lys, kaffemaskiner, printere etc. er slukket, når du går hjem.
  • undlade at tage elevator når muligt
  • spare på det varme vand (køkkener og håndvaske)

AU har et mål om at reducere universitetets CO2-udledningen med 25 % i 2025 og 57 % i 2030 sammenlignet med 2018.

På AU.dk/kilowhat kan du læse mere om de forskellige tiltag på AU og se eksempler på, hvad de nytter. Her finder du også mere inspiration til, hvordan du og dine kollegaer kan bidrage til at holde energiforbruget nede i hverdagen.