Ægte økologi: Myrefænger vil holde dine æbler fri for pletter

Ida Cecilie Jensen skrev speciale om at benytte skovmyrer som forebyggelse i æbleplantager, og før hun vidste af det, havde hun oprettet et firma til at markedsføre sin grønne idé.

Ida Cecilie Jensen
Ph.d.-studerende Ida Cecilie Jensen driver sin startup AgroAnt ved siden af forskningsarbejdet på Institut for Ecoscience. Foto: JS Danmark

Selv om hoveddeltagerne er meget små, er det en opdagelse med enorme muligheder, ph.d.-studerende Ida Cecilie Jensen gjorde i sin forskning. For nok har man længe kendt til den gavnlige virkning af myrer til bekæmpelse af skadedyr i landbruget, men Ida Cecilie Jensens fund er en revolution: Æbler får simpelthen mindre skurv (færre pletter), når der er skovmyrer i træerne.

Skovmyrerne medbringer dog bladlus, og dem vil frugtavlerne ikke have. Men sådan behøver det ikke længere være. Ida Cecilie Jensen skrev først en akademisk opgave og derefter sit speciale om emnet. Hun konstaterede, at skurv blev reduceret med 60%, når der er skovmyrer på grenene, og samtidig arbejdede en forskningsgruppe med udvikling af et sukkerprodukt, som fik myrerne til at undlade at passe bladlus.

”Jeg skrev speciale hos en vejleder, som er landets største myreekspert. Vi opbyggede en forsøgsplantage til formålet. Efter afsluttet speciale ærgrede det mig, at de eksisterende nyttedyrsfirmaer i Danmark ikke ville markedsføre idéen. Vi SKAL jo udvikle økoproduktionen. Vi er afhængige af det,” siger Ida Cecilie Jensen. Hun tog kontakt til The Kitchen og besluttede selv at lave virksomheden AgroAnt. Og så gik det stærkt.

Folkemøde og SDG Tech Awards

”Konsulenterne hos The Kitchen har givet mig opbakning til at lave en erhvervsvirksomhed, mens jeg stadig skriver på mit ph.d.-projekt. De har været med hele vejen, de har hjulpet mig med at komme på kurser, givet feedback, sat mig i kontakt med revisor og advokat – de har været guld værd.”

Ida Cecilie Jensen fik mulighed for at deltage i sommerens Folkemøde på Bornholm – ”det var også The Kitchen, som var skyld i, at jeg fik en invitation” – hvor hun deltog i en pitch competition over for et dommerpanel bestående af blandt andre de tidligere ministre Tommy Ahlers og Connie Hedegaard samt CEO i Fonden for Entreprenørskab Christian Vintergaard.

”Jeg tænkte, jeg kunne starte det stille og roligt op som et sideprojekt, mens jeg arbejdede som ph.d. Men det er helt vildt, så hurtigt det pludselig er gået!”

Ida Cecilie Jensen vandt to pitch competitions og fire legater, så hun havde over en kvart million til at starte AgroAnt. I sommer blev hun nomineret og valgt som finalist i kategorien ”Best Startup” ved SDG Tech Awards, som er en af Nordens største bæredygtighedspriser.

Flere konferencer og en afsløring

2023 bliver året, hvor AgroAnt anlægger sine første myretuer i æbleplantager med tilhørende sukkerautomater. Automaterne er den mest innovative del af AgroAnt, og i udviklingsarbejdet har Ida Cecilie Jensen allieret sig med blandt andet en ingeniør og med Grundfos.

”Jeg skal jo ikke opfinde den dybe tallerken med automaten, når andre har masser af erfaring med den slags,” siger Ida Cecilie Jensen.

Hun skal også deltage i flere konferencer i 2023, ligesom hun fortsat er aktiv i et forum for kvindelige iværksættere og i dialog med konsulenterne i The Kitchen. Og så arbejder hun jo samtidig fuld tid på sin ph.d., hvor hun undersøger, hvad årsagen egentlig er til, at myrerne holder æbleskurv på afstand. Det er der nemlig aldrig nogen, som har dokumenteret.