Flere tusinde iværksættere er udsprunget fra landets universiteter

Virksomheder grundlagt på forskning og uddannelse skaber vigtige løsninger på samfundets udfordringer og har potentiale til stor økonomisk vækst. Dét er afsættet for en ny undersøgelse fra fem af landets universiteter, der har kortlagt iværksætteraktiviteten på forsknings- og uddannelsesinstitutionerne AU, CBS, SDU, DTU og KU.

Pressemeddelelse Danske Universiteter, 20. juni 2022

Universiteternes bidrag til samfundet består af virksomheder oprettet af studerende, forskere og dimittender. De står hvert år bag ca. 600 nye virksomheder i Danmark, hvilket er blevet til næsten 7.200 virksomheder i perioden fra 2008 til 2019.

Tæller man alle danske universiteter med i udregningen, nærmer tallet sig 8.800 virksomheder, vurderer analysevirksomheden IRIS Group, der står bag undersøgelsen.

De universitetsbaserede virksomheder giver et væsentligt bidrag til danske arbejdspladser og økonomi. I 2019 beskæftigede de ca. 2000 største universitetsbaserede iværksættervirksomheder således mere end 9.300 fuldtidsansatte og havde en samlet omsætning på 12,6 mia. kr.

”Kandidater fra danske universiteter skaber vækst, konkurrenceevne og nye løsninger i virksomhederne på baggrund af den viden de har tilegnet sig på universitetet. Med denne undersøgelse får vi nu sat spot på det betydelige bidrag iværksætteri fra universiteterne skaber for samfundet,” siger Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter.

De akademiske iværksættere er kendetegnet ved at drive mindre virksomheder i opstartsfasen, men en hurtigere vækst end sammenlignelige virksomheder senere i levetiden. De opnår større omsætning og skaber flere jobs end øvrige iværksættere over tid. Den kombination gør, at de nystartede universitetsbaserede virksomheder har mere behov for risikovillig kapital i den tidlige fase.

”Mit håb er, at potentialet hos disse iværksættere er noget man får øjnene op for i resten af samfundet.  Iværksætterne fra universiteterne har et stort økonomisk potentiale, og de har også potentialet til at løse nogle af de store udfordringer, vi står over for som samfund,” siger Jesper Langergaard.

IRIS Group har kortlagt udviklingen i de nyoprettede virksomheder med afsæt i universiteternes forskning og uddannelser.

Resultaterne kommer i en tid, hvor forskere og studerende ved universiteterne stadig får bedre betingelser og faciliteter til at bedrive iværksætteri ved siden af studiet og karrieren. Samtidig modtager de kyndig rådgivning fra universitetsansatte forretningsudviklere, der sørger for at de akademiske forretningsidéer opnår de bedste betingelser for overlevelse, mens patenter og rettigheder også bliver afklaret. Det giver virksomhederne bedre muligheder for eksterne investeringer, der efterfølgende kan sætte endnu mere gang i væksten i de nye forretninger.

”Iværksætterne skaber og kommercialiserer nye teknologier på måder, som større virksomheder ikke er i stand til. Det kan være med til helt at ændre brancher og åbne nye markeder. Universiteterne spiller derfor en stor rolle med at understøtte innovation og iværksætteraktiviteter i Danmark,” siger Jesper Langergaard.

Fakta om undersøgelsen:

  • Aarhus Universitet (AU), Copenhagen Business School (CBS), Syddansk Universitet (SDU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Københavns Universitet (KU) er gået sammen om at kortlægge udviklingen i nyoprettede virksomheder med afsæt i universiteternes forskning og uddannelser, og hvordan iværksætterne fra universiteterne klarer sig i forhold til andre iværksættere.
  • I perioden 2008-19 blev der skabt 7.197 nye virksomheder af forskere, studerende og nyuddannede kandidater fra de fem universiteter. Omkring 600 nye virksomheder årligt. Medtages iværksættervirksomheder fra de tre øvrige universiteter (AAU, ITU og RUC) øges antallet af nye virksomheder til knap 800 i perioden.
  • Over halvdelen af virksomhederne er startet af studerende, mens omkring en tredjedel er startet af dimittender. 13 pct. er startet af forskere eller baseret på patenter udtaget i forskningen (spinouts).
  • Andelen af kvindelige universitetsiværksættere er 29 pct., hvilket er lidt højere end andelen af kvindelige iværksættere generelt i samfundet, der ligger på 26 pct.
  • I 2019 beskæftigede de universitetsbaserede virksomheder mere end 9.300 fuldtidsansatte og havde en samlet omsætning på 12,6 mia. kr.
  • Universitetsiværksætterne er i opstartsårene mindre end andre iværksættere. Men de vokser hurtigere og skaber flere jobs. F.eks. havde universitetsbaserede virksomheder etableret i 2008-11 en højere jobvækst i 2011-19 på 116 pct. mod 31 pct. blandt sammenlignelige iværksættere.
  • De universitetsbaserede iværksættere skaber med årene en højere omsætning end andre iværksættere inden for samme branche.

Læs undersøgelsen her