Vestjysk fiskerihavn vil sikre en bæredygtig fremtid med studerende fra Aarhus Universitet

Universitetsstuderende skal skabe grønne forretningsmuligheder for Thorsminde Havn i Vestjylland. Den lokale havnechef forudser, at de studerendes arbejde kan sætte retningen for havnens fremtid.

Blå fiskekuttere og vindblæste omgivelser sætter scenen, når studerende fra Aarhus Universitet udstikker retningen for fremtidens bæredygtige havnedrift i den vestjyske fiskerby Thorsminde.

Her arbejder en gruppe studerende med at analysere data og udvikle nye forretningsmuligheder, der i sidste ende skal skabe en havn, som ligesom resten af erhvervslivet tager del i den nødvendige grønne omstilling af Danmark.

De studerende kommer fra kandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling ved Aarhus Universitets campus i Herning. I faget Technological Business Model Innovation (TBMI) er de sendt til Thorsminde, hvor de i samarbejde med havnechef Lisette Sønderby skal sætte en bæredygtig dagsorden for havnedriften i den vestjyske kystby. 

”Deres arbejde bliver taget meget seriøst, da det er afgørende, at vi kommer i gang med en grøn transformation. Vi lytter nøje til, hvordan de studerende mener, at vi skal gribe det an,” siger havnechefen.

Studerende kan vise muligheder
Hos de studerende, som er sendt til Thorsminde, var en fiskerihavn på den yderste vestkyst ikke det mest nærliggende, da de begyndte på projektet om bæredygtig forretningsudvikling. Nu ser de dog kun positive aspekter ved udfordringen, forklarer Kasper Jakobsen, en af de studerende i gruppen.

”Vi har været forudsætningsløse. Hvilket har krævet et metodisk arbejde med vores viden og kompetencer. Samtidig er det spændende at udvikle bæredygtighedsløsninger i et foretagende, der ikke har endeløse resurser. Det sætter kreativiteten i gang,” siger han.

De studerende skal opholde sig i kystbyen med 350 indbyggere over flere dage, og netop den fysiske tilstedeværelse kan være afgørende for kvaliteten af opgaveløsningen, vurderer Kasper Jakobsen, der har fået gode input fra medarbejderne på havnen og ved at opleve den daglige drift.

”Man kan opnå meget viden fra rapporter, regnskaber og online informationer, men man skal væk fra skrivebordet for at forstå en virksomhed fuldt ud,” siger han.

Hvilke forretningsmuligheder, gruppen ender med at foreslå Thorsminde Havn, ligger endnu ikke fast, men konturerne til løsningerne begynder så småt at vise sig for de studerende. De arbejder på at lave en grundig kortlægning af havnens forretningsmodel og vil derefter komme med anbefalinger til ledelsen.

”Vi ser os selv som en konsulentvirksomhed. Derfor er det ikke sikkert, at den retning, som organisationen selv havde forestillet sig, bliver det, vi anbefaler dem,” siger Kasper Jakobsen.

TBMI-forløbet afslutter med, at de studerende afleverer en omfattende rapport, der beskriver, hvordan havnen kan drage nytte af nye forretningsmuligheder og teknologier, som kan bringe den tættere på en mere bæredygtig virksomhedsdrift.

Mere info:
Rasmus Eriksen, presserådgiver ved Aarhus Universitet.
Tlf: 93522583, ERIKSEN@AU.DK

Lisette Sønderby, havnechef ved Thorsminde Havn.
Tlf: 22790032, LISETTE@THORSMINDEHAVN.DK

Fakta om TBMI:

  • Et af kerneforløbene for studerende på civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling (cand.polyt.) ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning.
  • Højdepunktet er en såkaldt TBMI Challenge, hvor de studerende bliver sendt ud i virksomheder i hele midt- og vestjylland for at løse konkrete problemstillinger for dem fra den 6. til 8. april.
  • Ofte bliver de studerendes arbejde realiseret af virksomhederne.
  • TBMI bliver støttet af Færchfonden og AUHE MidtVests Støttefond.