Institutter markerer fælles start på året med nytårskur

Takketaler, kransekage, champagne og uformel snak var blandt ingredienserne i nytårskurene, som institutter og centre ved Arts i årets første måneder var værter for.

Det nye år begyndte med en ny tradition på Arts. Institutter og centre har været værter for i alt fem nytårskure, hvor medarbejdere fra institutter, centre, administrationen og dekanatet blev inviteret til en festlig start på året. Her blev der tid til at se tilbage på 2012 og takke for en god indsats. Samtidig kunne man sammen tage hul på de udfordringer, der venter i 2013.

 

Dekan Mette Thunø takkede for invitationen og opfordrede til at bruge dagen som en mulighed for en uformel snak med dekanatet.

 

-Med nytårskurene vil vi gerne markere en fælles start på året, sige tak for indsatsen sidste år, og samtidig skal denne dag også give mulighed for en uformel snak om, hvad I mener, vi skal forbedre i det nye år.

 

Og der er heldigvis økonomi til at gennemføre forbedringer af forskellig art. Mette Thunø påpegede, at universitetet står i en unik position, hvor vi ikke skal neddrosle aktivitetsniveauet eller skære ned i antallet af ansatte som det er tilfældet i mange andre offentlige institutioner. Regeringen har med de fortsat store basisbevillinger tillid til, at universiteterne kan løse den samfundsopgave, der ligger i at uddanne Danmarks kommende akademiske arbejdsstyrke. Nu er det op til os at løfte opgaven.

Institutterne og centrene havde hver især sammensat et program, der resulterede i fem ret forskellige nytårskure, og Mette Thunø holdt nytårstale på dem alle. Læs reportager fra de fem nytårskure herunder.

 

  • Se også billeder fra de fem nytårskure 

16. januar: Institut for Kultur og Samfund

I foyeren på Tåsingegade var der kransekage på sølvfadene, og champagnen stod klar i lange rækker, da institutleder Bjarke Paarup bød velkommen til årets første nytårskur.

Han så tilbage på et år, der havde været hektisk, men som også havde bragt mere struktur på instituttet og det faglige arbejde. Derfor var det på instituttet nu også tid til at rejse en diskussion om, hvad forskere og ledelse ønsker at udvikle og prioritere i de kommende år.

Efter talerne fik alle champagne i hånden, og der blev der råbt hurra for instituttet - måske endnu en ny tradition!

22. januar: Institut for Uddannelse og Pædagogik

I Emdrup lagde festsalen ramme omkring nytårskuren, hvor stolene i dagens anledning var skiftet ud med høje cafeborde og en uformel receptionsstemning, hvor institutlederen og dekanen holdt deres nytårstaler i øjenhøjde med medarbejderne.

Udover taler bød dagens program på flerstemmig fællessang, inden instituttet bød på nytårsbobler. Under kyndig instruktion af dirigent Lillan Rasmussen blev gæster og medarbejderne ledt igennem ”With a little help from my friends” og ”Fuld af nattens stjerner”.

24. januar: Institut for Æstetik og Kommunikation

På Kasernescenen var der lagt op til nytårskur i fornemste forstand. I invitationen var indlagt en dress code til medarbejderne, der opfordrede til at iklæde sig den klassiske hvide handske. Institutleder Niels Lehmann tog i sin tale sine tilhørere med ud på en maritim rejse med et tilbageblik på sidste år, hvor organisationen blev sammenlignet med en ny bådkonstruktion, der til tider var udfordret af lidt for høje bølger, og hvor tonen engang i mellem kunne minde lidt for meget om uhøvisk sømandssprog.

 

Lektor Peter Lauritsen afsluttede det formelle arrangement med en festtale i tre kapitler om overvågningssamfundet. Efter talerne trak folk ud til et veldækket bord med højtstablede kransekager, kandelaber og champagne i glassene. 

 

 

28. januar: Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDiM)

På CUDiM bød centerleder Arne Kjær velkommen til en nytårskur, der bød på en række faglige indslag i hyggelige rammer på Paludan Müllersvej.

 

Med champagne i hånden og diverse godter inde for rækkevidde kunne tilhørerne efter dekanens tale høre om fire projekter på centeret: IT understøttelse i IT-didaktik-uddannelsen, Elonprojektet, en ny mentoruddannelse og forskning i literacy, dysleksi og kognitive processer.
 

1. februar: Center for Entreprenørskab og Innovation

På Finlandsgade var der pyntet med tulipaner, og centerets nye farvestrålende aktivitetskataloger var netop kommet fra trykken, da CEI stod klar til at modtage gæster til taler, mousserende vin og kransekage.

Centerdirektør Flemming K. Fink indledte med en tale om, at CEI nu bevæger sig ind i en fase, hvor den nye nationale innovationsstrategi bliver omdrejningspunkt for centrets initiativer. CEI leverede herefter tre præsentationer af sine hovedaktiviteter; Innovation & vidensamarbejde, Entreprenørskabsundervisning og Studentervæksthusaktiviteter.

Tilhørerne havde mulighed for at skrive spørgsmål til talerne på små sedler og lægge dem i en sort silkehat, hvorfra de blev trukket op og besvaret. Spørgelysten var stor, især til dekanen, som tog de spørgsmål med hjem, som hun ikke fik tid til at besvare.

Formen evalueres

2013 var første gang, at Arts afholdte nytårskure, og institutter og centre vil nu følge op på, om nytårskurene skal fortsætte i samme form eller om nye traditioner er på vej.