I følge AC-overenskomsten og lovgivningen har ph.d.-studerende, som er ansat i det 3-årige forløb (5+3) eller del B af det 4-årige forløb (4+4) samme rettigheder til orlov som andre lønmodtagere i forbindelse med barsel og graviditet.
På HR's hjemmeside kan du finde alle gældende regler og retningslinjer samt ansøgningsskemaer til barsel.
Ph.d.-studerende, der er indskrevet i 4-årige og 5-årige ph.d.-forløb, er underlagt reglerne i SU-loven i forhold til barsel, graviditet og sygdom mens de er på del A. Efter overgang til ansættelse som ph.d.-studerende har de efter AC-overenskomsten og lovgivningen samme rettigheder til orlov som andre lønmodtagere i forbindelse med barsel og graviditet.
Ph.d.-studerende, der er indskrevet på 4+4 forløbets del A, skal indsende et ansøgningsskema, hvis de ønsker at tage barselsorlov.
I følge AC-overenskomsten og lovgivningen har ph.d.-studerende, som er ansat i det 3-årige forløb (5+3) eller del B af det 4-årige forløb (4+4) samme rettigheder til orlov som andre lønmodtagere i forbindelse med sygdom.
Ph.d.-skolen er ikke retligt forpligtet til at forlænge ph.d.-uddannelsen pga af sygefravær. Ph.d.-skolen er dog bemyndiget til at forlænge ph.d.-uddannelsen efter en konkret individuel vurdering i forbindelse med længerevarende sygefravær. Hvis en forlængelse på baggrund af længerevarende sygefravær ønskes, sendes en anmodning til ph.d.-skolen. Ansøgningen skal støttes skriftligt af vejlederen og indsendes til ph.d.-skolen af programlederen sammen med dennes støtte til anmodningen.
Ph.d.-studerende, der er indskrevet i 4-årige og 5-årige ph.d.-forløb, er underlagt reglerne i SU-loven i forhold til sygdom mens de er på del A. Efter overgang til ansættelse som ph.d.-studerende har de efter AC-overenskomsten og lovgivningen samme rettigheder til orlov som andre lønmodtagere i forbindelse med sygdom, se ovenfor.
På SUs hjemmeside kan du læse mere om, hvorvidt du kan modtage SU under din sygeorlov.
Ph.d.-uddannelsen er tilrettelagt som et sammenhængende 3-årigt, 4-årigt eller 5-årigt uddannelsesforløb. Udgangspunktet er derfor, at der kun i særlige tilfælde gives tilladelse til anden orlov, herunder deltidsorlov. Efter særlig aftale kan ph.d.-skolelederen dog efter omstændighederne efter ansøgning acceptere deltidssygemelding i forbindelse med genoptagelse af indskrivningen efter f.eks. længerevarende alvorlig sygdom.
Såfremt en ph.d.-studerende ønsker at afbryde sit ph.d.-forløb i kortere eller længere tid, skal der indgives en skriftligt begrundet ansøgning til ph.d.-skolelederen.