ERC STARTING GRANT I FØRSTE FORSØG

Seniorforsker Iza Romanowska er blevet tildelt et ERC Starting Grant på 11,2 millioner kroner. Hun har gennem sin forskerkarriere altid været en del af interdisciplinære forskningsmiljøer, hvor dialog har været i højsædet.

Den erfaring, undersøgelse af bedømmelsesudvalgets profil og et skarpt blik for at stille komplekse forskningsspørgsmål tror hun, var medvirkende til hendes ERC ansøgningssucces.

Kompleksitet er kernen i Iza Romanowskas forskning – særligt i sociale systemer. Og hendes ERC-projekt ’The Model City’ undersøger, hvordan byer opstår og forgår, og hvorfor nogle byer blomstrer op, mens andre kæmper. Hun arbejder interdisciplinært i ordets egentlige forstand: ’Jeg har altid arbejdet på tværs af videnskaber, og min forskning spænder over et bredt spektrum af forskningsområder, herunder samfundsvidenskab, evolutionsteori og kvantitative metoder, der omfatter rumlige (GIS), numeriske (statistik), relationelle (NT) og tekstdata’, fortæller hun.

De seneste tre år har Iza Romonowska været fellow ved AIAS (Aarhus Institute of Advanced Studies). 

 

Og det internationale og tværvidenskabelige miljø skærper ens forskning og evne til at forklare den, mener Iza Romonowska. ’ Ved hele tiden at forklare og diskutere sin forskning med forskere fra andre videnskabelige traditioner, så bliver du både meget skarp på din egen forskning og får også udvidet din forståelse af andre forskningsfelter og tilgange. Det har været meget givende for de mange ansøgninger, jeg har skrevet gennem tiden. Her skal ens forskningsprojekt stå helt klart for en fremmed læser på 1. side, og det har de mange interdisciplinære diskussioner gjort mig endnu bedre til’, fortæller hun.

Genbrug af ansøgning
De fleste forskere oplever at få afslag på nogle af deres ansøgninger. Det kan der være flere grunde til, men en af grundene kan være et dårligt match mellem vurderingspanel og ansøgningens forskningsidé. Iza Ramonowska havde først søgt en Sapere Aude-bevilling hos Forskningsrådet (DFF)og fik afslag. Hun brugte i hovedtræk samme ansøgning til ERC Starting Grant-ansøgningen, og den gik igennem. ’Panelet skal jo synes, at forskningsspørgsmålet er interessant og i mit tilfælde også, at min interdisciplinære forskning er meningsfuld. Det syntes de ikke i Forskningsrådet, som jeg også opfatter som mere monodisciplinært. ERC er derimod meget optaget af det banebrydende og interdisciplinære. Så vi var et bedre match’, siger Iza Ramonowska. Derfor kan det være en god idé at tjekke paneldeltagernes forskningsfelt og bruge den viden til at beslutte, hvilket ERC-panel som er det rigtige at sende til.

Sparring på ansøgning
Iza Ramonowska brugte hen over 3 måneder ca. tre uger på at skrive ansøgningen. Undervejs fik hun to gange feedback på ansøgningen af en forskningsrådgiver i Forskningsstøtteenheden. Derudover fik hun en forsker fra et andet universitet til at læse ansøgningen. ’Det er altid godt at få andre øjne på det, man skriver. Detaljerne tæller, og jeg fik præciseret formuleringer og justeret strukturen på baggrund af den feedback, jeg fik, fortæller hun. Men hendes bedste råd, hvis du vil skrive en ERC Starting Grant-ansøgning, er at forklare din forskning til forskere fra andre videnskabelige traditioner. Det skærper din evne til at skrive skarpe ansøgninger, mener Iza Ramonowska.

Læs om ERC Starting Grant her.

Kontakt Forskningsstøtteenheden, hvis du ønsker rådgivning om ERC grants.