Alle ansatte på AU, med over 15 ugentlige timer og mere end ½ års ansættelse, er omfattede af årlige medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
Det gælder, at det er en gensidig pligt mellem leder og medarbejder at gennemføre samtalen jf. Kompetenceaftalen (cirkulære om kompetenceudvikling af 8. juni 2011). Kompetenceaftalen fastslår også, at der i enighed skal formuleres og følges op på strategiske udviklingsmål.
For medarbejdere i lønramme 37 samt medarbejdere i lønramme 36 og 35, der er pålagt et formelt personaleansvar, er samtalen dog alene et tilbud. Da disse ikke er omfattet af Kompetenceaftalen. HSU anbefaler dog, at disse samtaler gennemføres, da det vil understøtte både den personlige og organisatoriske trivsel og kompetenceudvikling (jf. resultatet af den psykiske APV).
Der er medarbejdergrupper, der af praktiske og ressourcemæssige årsager anbefales undtaget fra MUS, Der kan naturligvis være særlige, lokale hensyn, der gør, at den respektive leder vælger at inddrage medarbejdere fra disse grupper i den årlige MUS. Der er tale om medarbejdere med under 15 ugentlige timer og mindre end ½ års ansættelse, samt studentermedhjælpere, nytiltrådte medarbejdere samt medarbejdere, der fratræder inden for en kortere tidshorisont. For disse medarbejdergrupper gælder det, at det vil være andre typer af statussamtaler, det er relevant at gennemføre. Særligt for nytiltrådte medarbejdere anbefales det, at der først gennemføres 3 måneders samtale, inden en MUS bliver relevant. For medarbejdere, der fratræder, vil en fratrædelsessamtale i stedet være relevant.
For lønnede PhD’ere på del B, hvor AU er hovedarbejdspladsen, gennemføres MUS på lige fod med andre ansatte.