Rådgiveren som strategisk partner for forskeren

Konkurrencen om EU-midler er i dag hårdere end nogensinde, og ofte er det små marginaler, der afgør, hvilke forskningsprojekter, der opnår bevilling. Derfor ser man i hele EU en tydelig bevægelse, hvor forskningsstøtte udvikler sig fra primært at være en administrativ funktion til i højere grad at være en strategisk samarbejdspartner for forskerne.

Det var et tydeligt budskab på den årlige EARMA-konference for forskningsledere og -administratorer i hele EU, som Forskningsstøtteenheden og Kitchen deltog i. 

EARMA (European Association of Research Managers and Administrators) er det primære europæiske netværk for professionelle, der arbejder med administration, ledelse og støtte af forskning og innovation. Omkring 1800 deltagere fra hele verden var i år samlet i Utrecht under temaet “Empowering Research Managers and Administrators as Leaders for Impact”. Mere end 200 oplæg gav inspiration til samarbejdsmodeller mellem forskere og forskningsrådgivere, gode processer for rådgivning, tidligt fokus på impact, målrettede indsatser for at højne succesrater mv. 

Udviklingen peger på, at fremtidens forskningsrådgiver både understøtter projekter administrativt og bidrager aktivt til institutionens strategiske mål og forskningens samfundsmæssige værdi.

Faglig udviklingsbevægelse
I Forskningsstøtteenheden arbejder vi aktivt med denne udvikling gennem læringsforløb, der styrker vores rådgiveres rolle som strategisk partner for forskerne. Målet er at skabe stærkere processer, tættere samarbejder og i sidste ende bedre forskningsansøgninger med større chance for succes. Samtidig handler det om at understøtte forskningens kvalitet, innovation og samfundsmæssige impact allerede tidligt i ansøgningsprocessen.

’I FSE er vores fornemmeste opgave at levere relevant rådgivning og support til forskningsmiljøerne. Det betyder, vi aldrig må blive magelige; opgaven kræver ganske enkelt, at vi er i kontant udvikling, for det er fundinglandskabet og AU’s behov også. Vi skal være fremsynede, helhedstænkende og kunne knytte vores opgave op på Aarhus Universitets mål”. (Na Ree Sørensen, Chef i Forskningsstøtteenheden). 

Proaktiv rådgivning
Rådgiverens rolle bliver derfor mere proaktiv og lidt mere strategisk. 

Proaktivitet betyder for forskerne, at de kan forvente rådgivning, der kan tænke med fra starten og er med til at se muligheder tidligt. Og strategisk betyder ikke ”abstrakt”, men snarere relevant og rettidigt.

Derudover arbejdes der løbende på at styrke koordineringen med andre administrative funktioner på AU som Kitchen, HR, økonomi, Forskningsdatakontoret og TTO. Det kan stadig gøres lettere at være forsker på AU.

’Når vi er koordinerede på tværs af de kontaktpunkter forskerne har brug for i deres ansøgninger og projekter, oplever forskerne forhåbentligt at kunne få den rette hjælp på det rigtige tidspunkt. Men vi er også klar over, at det er noget vi skal øve os på at blive bedre til hver dag.”  (Na Ree Sørensen, Chef i Forskningsstøtteenheden).